MRF 2023.121
Højesterets dom af 30. juni 2023, 1. afd., sag BS-16684/2022-HJR
(Jens Peter Christensen, Thomas Rørdam, Michael Rekling, Kurt Rasmussen og Rikke Foersom)
A og B m.fl. (adv. Sverri Dahl, besk.) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Britta Moll Bown). Biintervenienter til støtte for Miljø- og Fødevareklagenævnet: HOFOR Vand København A/S og DANVA Dansk Vand- og Spildevandsforening (adv. Kim Trenskow for begge)
Gyldigt påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 24 til villaejere om forbud mod anvendelse, håndtering og opbevaring af plantebeskyttelsesmidler på ejendomme beliggende inden for et BNBO-område, da § 24 sammenholdt med § 63 hjemler forbud mod fuld erstatning for en fjernere fare for forurening, og der ikke var grundlag for at tilsidesætte afgørelsernes miljøfaglige grundlag eller proportionalitetsvurdering.
Egedal Kommune meddelte med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 24 i september 2016 forbud til 33 parcelhusejere mod anvendelse, håndtering og opbevaring af plantebeskyttelsesmidler på ejendomme beliggende inden for et af kommunen fastlagt boringsnært beskyttelsesområde (BNBO) med henvisning til fare for pesticidforurening af vandforsyningsboringer og miljøfaglige undersøgelser. Påbuddene blev i 12 af sagerne påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet (senere Miljø- og Fødevareklagenævnet) dels af Landbrug & Fødevarer som mandatar for ni landmænd/lodsejere i området, dels af ejerne af tre parcelhusejendomme. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede i MAD 2017.503 Mfk påbuddene, idet nævnet bl.a. anførte, at påbud efter § 24 ikke forudsætter en nærliggende forurening. Nævnets afgørelser blev af parcelhusejerne indbragt for domstolene, hvor de blev henvist til behandling ved Østre Landsret som 1. instans, og hvor der under landsretssagen blev gennemført syn og skøn om evidensen af de pesticidforureninger, der lå til grund for forbuddene. Landsretten fastslog med henvisning til ordlyden og lovforarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 24, stk. 1, at der ikke var grundlag for at begrænse bestemmelsens fysiske anvendelsesområde, og anførte videre, at lovforarbejderne til lovens § 26 a ikke skulle forstås således, at § 24, stk. 1, alene kan anvendes til at pålægge fredningsbælter på 10 meter omkring boringer. På denne baggrund fandt landsretten, at § 24, stk. 1, sammenholdt med § 63 indeholdt hjemmel til at nedlægge forbud mod et i øvrigt lovligt forhold mod fuld erstatning, hvis der foreligger en fare for et vandindvindingsanlæg, uanset der er tale om en ”fjernere fare” for forurening. I prøvelsen af afgørelsernes miljøfaglige vurdering tog landsretten udgangspunkt i formålene med fastlæggelsen af BNBO-området, og ud fra en samlet vurdering fandt landsretten herefter ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets og kommunes miljøfaglige vurdering. Tilsvarende fandt landsretten ikke, at proportionalitetsprincippet var tilsidesat, da BNBO-området var særligt sårbart over for en eventuel nedsivning af pesticider, og der var tale om et samfundsmæssigt vigtigt vandindvindingsanlæg, hvorfor selv en fjernere fare i form af en begrænset risiko for utilsigtede hændelser ved private grundejeres brug af plantebeskyttelsesmidler kunne begrunde et forbud. Landsretten tog derfor nævnets frifindelsespåstand til følge. Parcelhusejerne ankede dommen til Højesteret, hvor der blev gennemført et nyt syn og skøn om de geologiske og hydrogeologiske forhold inden for BNBO-området. Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsretten havde anført, at nævnets afgørelser havde hjemmel i § 24, stk. 1. Der var ikke påvist forhold, der gav grundlag for at fastslå, at nævnets afgørelser var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, eller at der forelå sagsbehandlingsfejl, ligesom den indhentede skønserklæring ikke gav grundlag for at tilsidesætte nævnets miljøfaglige vurderinger. Da der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at de nedlagte forbud ikke kunne anses for unødigt indgribende over for parcelhusejerne, stadfæstede Højesteret dommen.
Kommentar: Uanset det er usædvanligt, at miljømyndighederne meddeler påbud til almindelige parcelhusejere om at ophøre med en ellers lovlig aktivitet af hensyn til vandforsyningsinteresser, må dette ses i lyset af, at ejerne efter miljøbeskyttelseslovens § 63 får fuld erstatning, som skal udredes af vandforsyningen, der har interesse i at sikre rådighedsbegrænsningen. Som det tydeligt fremgår af landsrettens præmisser, indgår denne beskyttelse af påbudsadressaten i både hjemmelsvurderingen og proportionalitetsvurderingen. Herved må i øvrigt bemærkes, at retsstillingen havde været den samme, hvis miljøbeskyttelseslovens § 26 a havde været anvendt, idet forskellen på de to bestemmelser er, at § 26 a kræver, at der forudgående er vedtaget en indsatsplan efter vandforsyningslovens §§ 13 eller 13 a. Sagen illustrerer i øvrigt, at i retssager om fjernere farer for forurening vil der som i denne sag ofte indhentes mere end én skønserklæring, men medmindre der forekommer rimeligt oplagte fejl, vil domstolene være meget tilbageholdende i prøvelsen af det miljøfaglige skøn.