MRF 2023.118
Højesterets dom af 9. maj 2023, 2. afd., sag 211/2018
(Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt, Oliver Talevski, Kurt Rasmussen, Kristian Korfits Nielsen, Jørgen Steen Sørensen og Søren Højgaard Mørup)
Brahetrolleborg Skov- og Landbrug ved godsejer Catharina Reventlow-Mourier (adv. Henrik Dichman) mod Miljøministeriet ved Miljøstyrelsen (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens erstatningsudmåling efter skovlovens § 24 for påbud efter §§ 19 og 20 om varige og midlertidige restriktioner i privat skov, der er udlagt som Natura 2000-område. Tabsbegrænsningspligt, når anmeldte aktiviteter efter § 17 udsættes af myndigheden.
Sagen drejer sig om udmåling af erstatning for de midlertidige og varige rådighedsbegrænser, som E som ejer af Brahetrolleborg, der er Fyns største skovejendom, var blevet påbudt af Naturstyrelsen efter skovlovens §§ 19 og 20, som udgør en del af den danske gennemførelse af habitatdirektivets art. 6, stk. 2. E havde et skov- og landbrug på Fyn med et ca. 1.800 ha skovområde drevet erhvervsmæssigt. Skov- og Naturstyrelsen kortlagde i 2005 skovnaturtyper inden for Natura 2000-området, og næsten hele E’s skovareal var omfattet af Natura 2000-område nr. 120, hvoraf ca. 470 ha var kortlagt med bestemte naturtyper og levesteder for beskyttede arter. E havde i september 2004 anmeldt renafdrift af bøg på ca. 33,4 ha. Skov- og Naturstyrelsen meddelte i oktober 2004, at der skulle foretages en nærmere vurdering af den anmeldte renafdrifts påvirkning af Natura 2000-området. Herefter blev indledt forhandlinger mellem E og Naturstyrelsen om en driftsaftale efter skovlovens § 18 om samtlige 470 ha. Parterne kunne imidlertid ikke blive enige, og i 2009 anmodede E Skov- og Naturstyrelsen om at træffe afgørelse om driftspåbud og erstatning efter skovlovens §§ 21 og 24. I august 2010 meddelte Naturstyrelsen påbud om særlig drift på ca. 31 ha af de anmeldte arealer efter skovlovens § 2 og udmålte en erstatning på 289.000 kr. E påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, der forhøjede erstatningen til ca. 1,2 mio. kr. (MAD 2012.1764 Nmk), hvilket efterfølgende blev forhøjet af Taksationskommissionen under naturbeskyttelsesloven til ca. 1,7 mio. kr. Udmålingerne af erstatning gav anledning til et efterfølgende sagsforløb ved domstolene, der i første omgang blev afsluttet med landsrettens dom i MAD 2017.246 Ø, hvor landsretten dømte Miljøstyrelsen som erstatningsansvarlig for manglende påbud efter skovlovens § 21 og erstatningspligtig efter skovlovens § 24 og tilkendte E et samlet beløb på 8,3 mio. kr. Parallelt med dette forløb anmeldte E i 2010 renafdrift af løvskov med fremme af nåletræer i løvskov på et andet areal på ca. 117 ha. I august 2010 traf Naturstyrelsen afgørelse om at foretage en nærmere vurdering af de anmeldte aktiviteter og forlængede 6-månedersfristen indtil en måned efter, at Natur- og Miljøklagenævnet havde truffet afgørelse i E’s verserende klagesag om anmeldelsen fra 2004, jf. ovenfor. Afgørelsen om fristforlængelsen blev ophævet af Natur- og Miljøklagenævnet (MAD 2012.1775 Nmk). I november 2012 meddelte styrelsen varigt påbud efter skovlovens § 19 om særlig drift på ca. 116 ha af de anmeldte arealer. E påklagede afgørelsen til klagenævnet, som ophævede og hjemviste afgørelsen (MAD 2014.67 Nmk). Styrelsen besluttede herefter i marts 2014 at tilkende E i alt ca. 5,2 mio. kr. i erstatning for de varige restriktioner fra november 2012 og de midlertidige restriktioner, som E var underlagt i perioden fra august 2010 til november 2012. E påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, der forhøjede erstatningen til ca. 4,8 mio. kr. for de midlertidige restriktioner og 5,6 mio. kr. for de varige restriktioner, dvs. i alt ca. 10,4 mio. kr. (MAD 2015.478 Nmk). E og Naturstyrelsen påklagede begge afgørelsen til Taksationskommissionen, der nedsatte erstatningen for midlertidige restriktioner til ca. 2,5 mio. kr. og forhøjede erstatningen for de varige restriktioner til 5 mio. kr. i tillæg til ca. 2,1 mio. kr. for gamle enkelttræer, dvs. i alt ca. 9,6 mio. kr. (MAD 2017.255). E sagsøgte herefter Miljøministeriet ved Miljøstyrelsen med principal påstand om betaling af ca. 30 mio. kr. i erstatning for varige og midlertidige restriktioner. E gjorde overordnet gældende, at E havde krav på fuld erstatning for indgrebene, og at erstatningen for både de midlertidige og varige indgreb skulle beregnes efter skovlovens § 24. Miljøministeriet påstod frifindelse og gjorde navnlig gældende, at E havde fået fuld erstatning, og at der var grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn ved udmåling af erstatningsberegningen. Landsretten lagde til grund, at der efter skovlovens § 24 skal ydes fuld erstatning for nedgang i ejendommens handelsværdi som følge af indgreb efter lovens §§ 17 og 19-21. Ved denne vurdering kan også inddrages oplysninger om forhold, som medfører forringelse af herlighedsværdi eller indskrænkning i rådighedsret samt driftstab. Mht. de midlertidige restriktioner som følge af afgørelsen af 2. august 2010 fandt landsretten, at E ikke havde grund til at tro, at styrelsens beslutning om at undersøge forholdene omfattede samtlige de arealer, som E anmeldte til renafdrift den 5. juli 2010. Erstatningen vedrørte på den baggrund alene ca. 81 ha, og landsretten frifandt derfor ministeriet for denne del af påstanden. Mht. de varige restriktioner som følge af afgørelsen af 30. november 2012 efter skovlovens § 19 i anledning af E’s anmeldelser fra 2004 og 2010 tiltrådte landsretten Taksationskommissionens principper for erstatningsudmåling, hvilket betød, at E havde krav på erstatning for sit tab ved det varige indgreb svarende til nedgangen i ejendommens handelsværdi som følge af de varige driftsmæssige begrænsninger på de konkrete arealer på i alt ca. 115 ha og de generelle ulemper, som indgrebet medførte. Landsretten tiltrådte også, at indgrebet medførte en betydelig nedgang i E’s nettoindtjeningsmuligheder på arealerne, men fandt ikke, at E havde godtgjort, at der var grund til at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn. Idet parterne var enige om en del af erstatningskravet, frifandt landsretten også ministeriet for denne del af påstanden. E ankede dommen til Højesteret og gjorde bl.a. gældende, at tabet på de berørte arealer skulle beregnes efter brugsværdiprincippet med henvisning til MRF 2023.15 H, og at Taksationskommissionen ikke havde haft grundlag for at lægge vægt på, at E kunne have begrænset sit tab ved at omprioritere driftsaktiviteterne. Til støtte herfor påberåbte E sig en indhentet skønserklæring. Miljøministeriet påstod stadfæstelse mod betaling af ca. 650.000 kr., som ministeriet anerkendte, at E havde til gode for forsinket beplantning på ca. 28 ha som følge af midlertidige restriktioner. Højesteret præciserede, at sagens hovedspørgsmål var, om E havde krav på yderligere erstatning for de varige restriktioner for så vidt angik ca. 115 ha. Højesteret fandt, at Taksationskommissionen havde haft grundlag for at inddrage E’s mulighed for tabsbegrænsning ved at anvende andre arealer til de anmeldte aktiviteter, og at Taksationskommissionen havde taget hensyn til restriktionernes betydning for jagtmuligheder og ejendommens herlighedsværdi, hvorfor der ikke var grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn for varige restriktioner. Mht. de midlertidige restriktioner bemærkede Højesteret, at E ved landsrettens dom i MAD 2017.246 Ø havde fået erstatning for tab som følge af midlertidige restriktioner for så vidt angår de ca. 81 ha, der blev pålagt varige rådighedsindskrænkninger, at Miljøstyrelsen for Højesteret havde anerkendt erstatning for 28 ha, men afvist erstatning for 8 ha med henvisning til, at den anmeldte aktivitet krævede dispensation fra fredsskovspligten. Med bemærkning om den betydelige usikkerhed ved opgørelsen af tabet som følge af de midlertidige restriktioner fandt Højesteret ikke grundlag for at tilkende erstatning ud over det, ministeriet havde anerkendt, hvorefter Højesteret tog ministeriets påstand til følge.
Kommentar: Som det fremgår, markerer dommen afslutningen på et langt og kompliceret myndighedsforløb. Dommen er ikke som sådan overraskende, idet der med den forudgående landsretsdom i MAD 2017.246 Ø var blevet gjort endeligt op med de fejl, som myndighederne havde begået tidligt i forløbet. Tilbage stod derfor en relativt afgrænset tvist vedrørende erstatningsberegning efter skovlovens § 24, der for så vidt er sammenlignelig med tvister om erstatning for almindelige ekspropriationsindgreb. Dommen fastslår i den forbindelse, at retten til erstatning for indgreb efter skovlovens § 24 beregnes som indgrebenes betydning for ejendommens handelsværdi. Fastlæggelsen heraf er svært skønsmæssig, og adressaten for indgrebet har en tung bevisbyrde. Dommen illustrerer også, at den almindelige tabsbegrænsningspligt gælder på skovlovens område, hvilket er på linje med øvrig taksationspraksis. Til det lange sagsforløb kan tilføjes den historiske oplysning, at reglerne om anmeldelse af nye aktiviteter og påbud om ophør med lovlige aktiviteter kom ind i skovloven (og naturbeskyttelseslovens §§ 19a-19h) ved lov nr. 453 og 454 af 9. juni 2004 efter en åbningsskrivelse fra Kommissionen, idet Miljøministeriet tidligere antog, at Natura 2000-beskyttelsen ikke griber ind i den hidtidige lovlige anvendelse af ejendomme.