MRF 2023.112
Planklagenævnets afgørelse af 26. maj 2023 j.nr. 22/10185
Ophævet og hjemvist landzonetilladelse til udstykning af 8.000 m2 landbrugsareal med henblik på opførelse af nyt enfamiliehus med have, hvoraf 6.800 m2 lå uden for kommuneplanens landsbyafgrænsning, da denne arealoverførsel til have måtte anses for ændret anvendelse, der i sig selv krævede landzonetilladelse.
Syddjurs Kommune meddelte i august 2022 landzonetilladelse til udstykning af 8.011 m2 og opførelse af et enfamiliehus med integreret garage og et fritliggende udhus på den udstykkede ejendom. Det fremgik af kommuneplanrammen, at udstykning var tilladt inden for rammeområdet, idet ny bebyggelse skulle tilpasses det eksisterende bymiljø. På den udstykkede ejendoms nordlige del, som lå inden for rammeområdet, var tilladt opført et enfamiliehus med integreret garage på i alt 269 m2 og et fritliggende udhus på 67 m2. Hovedparten af den udstykkede ejendom lå uden for rammeområdet (6.809 m2) og skulle anvendes til haveareal med et udyrket jordstykke, boldbane, aktivitetsplads, bålplads, køkkenhave og flere områder med lav bevoksning. Kommunen begrundede tilladelsen med, at der ikke forelå væsentlige landskabelige eller planlægningsmæssige hensyn, som talte imod, og at den del af ejendommen, der ønskedes bebygget, lå inden for kommuneplanrammen, der udlagde området til blandet bolig og erhverv. Kommunen fandt derfor, at der kunne ske udstykning som ansøgt, uanset at en del af det udstykkede areal lå uden for kommuneplanrammen, da arealet skulle anvendes som haveareal, og da der ikke kunne forventes tilladelse til bebyggelse på denne del af arealet. Kommunen henviste til, at det ikke udgør en ændret anvendelse, når et areal overføres fra en landbrugsejendom til en direkte tilgrænsende boligejendom, hvis formålet er at benytte arealet som have, og at denne del af arealet derfor kunne arealoverføres uden landzonetilladelse. Afgørelsen blev påklaget af nogle naboer, der bl.a. anførte, at en tilladelse ville medføre trafik- og udsigtsgener, og at der skulle tinglyses vilkår om højdebegrænsning af bevoksning, at der ikke måtte udstykkes eller bygges yderligere på havearealet, og at adgangsvejen skulle være en markvej med begrænset brug. Planklagenævnet fandt, at der ikke med den af kommunen anførte begrundelse kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om udstykning af et større areal på 8.011 m2, der ville medføre en ikke uvæsentlig byspredning uden for landsbyafgrænsningen ved ændret anvendelse til haveareal. Nævnet bemærkede, at landzonevejledningens bemærkning om arealoverførsel til haveareal havde baggrund i ældre landbrugslovgivning, hvor der i 1992 var en grænse for, hvornår der kunne ske ophævelse af landbrugspligten ved anvendelse af jorden til byggegrunde eller havelodder, hvilket ikke dækkede det foreliggende tilfælde, idet nævnet samtidig understregede, at det ville være i overensstemmelse med praksis at give tilladelse til en bebyggelse, der lå inden for landsbyafgrænsningen, hvis der blev ansøgt om en sådan ændring af projektet. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet nævnet bemærkede, at kommunen ved vurderingen skulle lægge til grund, at der ikke uden landzonetilladelse kan ske arealoverførsel til ændret anvendelse til haveareal uden for landsbyafgrænsningen.
Kommentar: Afgørelsen, der er kommenteret i PKNO nr. 36, er et udmærket eksempel på, at Planklagenævnet ikke er bundet af Miljøministeriets vejledninger, og viser samtidig vigtigheden af kommuneplanrammernes landsbyafgrænsning.