MRF 2022.322
Planklagenævnets afgørelse af 12. december 2022, j.nr. 21/05042, 21/05043 og 21/06601
Ikke medhold i klage over kommuneplantillæg og lokalplan for erhvervsområde, da mindre formelle fejl i sagens oplysning ikke fandtes så væsentlige, at det kunne føre til ugyldighed.
Lyngby-Taarbæk Kommune vedtog den 27. januar 2021 endeligt kommuneplantillæg nr. 11/2017 til kommuneplan 2017 og lokalplan nr. 302 med tilhørende miljørapport og sammenfattende redegørelse. Lokalplanområdet var beliggende i byzone i Virum og var mod hhv. vest og øst afgrænset af to veje, mens der syd for lokalplanområdet lå eksisterende boligbebyggelse. Der var opført flere bygninger inden for planområdet, bl.a. det tidligere landbrugsmuseum og Virumgårds hovedbygning. Lokalplanen muliggjorde, at området kunne anvendes til erhvervsformål, detailhandel og publikumsorienteret service. Der kunne således etableres et nyt museum for klassiske biler i det gamle landbrugsmuseum og café i den gamle hovedbygning Virumgård samt faciliteter i tilknytning hertil såsom museumsbutik, restaurant, møde- og selskabslokaler, ligesom der var mulighed for afholdelse af udendørs publikumsarrangementer. Herudover kunne der etableres erhverv i form af kontor, lager og handel med særligt pladskrævende varegrupper i form af biler. Planvedtagelsen blev påklaget af naboen N, der bl.a. anførte, at der ikke var foretaget en tilstrækkelig vurdering af trafik og støj, at kommuneplantillægget var mangelfuldt mht. rækkefølgen for planens gennemførelse og kommuneplanens forhold til bl.a. vandplanen, råstofplanen og Natura 2000-planen. N anførte endvidere, at lokalplanens visualiseringer var utilstrækkelige, navnlig da naboejendommenes kiphøjder var lavere end de 7 m, som var angivet på tegningsbilaget, idet taghøjderne på ejendomme var hhv. 6,5 m, 6,32 m og 6,5 m. Efter klagesagens indledning, vedtog kommunen den 24. juni 2021 kommuneplan 2021 for Lyngby-Taarbæk Kommune, som blev offentliggjort den 9. september 2021, hvorved det påklagede kommuneplantillæg blev aflyst. Tillæggets rammebestemmelserne var dog videreført uændret i kommuneplanen. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at det var en fejl, at det i miljørapporten var anført, at der ville være 25 kørselsoperationer i timen, da et bagvedliggende støjnotat angav ca. 50 kørselsoperationer i timen, hvilket kommunen tilsvarende havde i anført i sine bemærkninger til klagesagen. Nævnet fandt dog ikke, at den forkerte angivelse af 25 kørselsoperationer pr. time udgjorde en væsentlig mangel, da det under alle omstændigheder fremgik af miljørapporten, at trafikmængden som følge af aktiviteter i lokalplanområdet betød en merbelastning på under 5 %. Nævnet fandt endvidere, at kommunen havde overholdt miljøvurderingslovens minimumskrav i forhold til trafik, da miljørapporten indeholdt overordnede betragtninger i forhold til trafik, som var baseret på skitseforslag med information om parkeringsforhold set i forhold til den estimerede trafikmængde på vejen mod øst i spidsbelastningsperioder. Nævnet fandt ligeledes, at kommunen i tilstrækkelig grad havde forholdt sig til støjpåvirkningen, da beregningerne heraf var foretaget på baggrund af bl.a. baggrundsstøj fra vejene omkring planområdet, støjkrav fra omgivelserne, støj fra intern trafik, arrangementer mm. Det fremgik endvidere tydeligt af miljørapporten, at der i området allerede var en væsentlig støjbelastning fra omfartsvejen, og at der skulle etableres støjafskærmning for at sikre, at de vejledende støjgrænser kunne overholdes både i forhold til virksomhedsstøj og støj fra arrangementer. Nævnet fandt desuden ikke, at det var en mangel, at der ikke i miljørapporten var redegjort for baslyde ved en koncert, da det fremgik tydeligt, at omfanget af arrangementer ikke var fastlagt. Hertil kom, at afholdelsen af arrangementer kunne reguleres med påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42. For så vidt angik kommuneplantillæggets redegørelse valgte nævnet at behandle klagepunktet herom, uanset at nævnet som følge af aflysningen ikke ville kunne ophæve tillægget, hvis det led en væsentlig retlig mangel. Nævnet afviste, at redegørelsen skulle omhandle den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, ligesom nævnet afviste, at kommuneplantillægget skulle have forholdt sig til indsatsprogrammet under vandplanlægningsloven og de i råstofplanen fastsatte bestemmelser, da dette ikke fandtes relevant i forhold til klagers indsigelser. I forhold til Natura 2000-områder bemærkede nævnet, at det følger af planhabitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1, at der i redegørelsen til planforslag, som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal indgå en vurdering af forslagets virkninger på området under hensyn til områdets bevaringsmålsætninger. Selv om kommuneplantillægget ikke indeholdt en vurdering af, om planens kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, fremgik det af miljørapporten, at der ikke ville være negativ påvirkning af Natura 2000-områder, og under hensyn hertil fandt nævnet, at manglen i dette tilfælde ikke kunne føre til ugyldighed. For så vidt angik visualiseringer konstaterede nævnet, at bygherren efter afslutningen af høringen havde udarbejdet et snit, der viste, hvordan højderne på byggeri inden for lokalplanområdet forholdt sig til højderne på de nordligste huse på en af de omkringliggende veje. Tværsnittet var vedlagt som bilag til kommunalbestyrelsens møde den 27. januar 2021, hvor planerne blev endeligt vedtaget. Nævnet fandt på den baggrund, at tværsnittet kunne have haft betydning for beslutningsprocessen og derfor ikke måtte have været behæftet ved væsentlige fejl. På tværsnittet sås højden på eksisterende nabobygninger, maksimal højde på nyt byggeri i lokalplanforslaget og højden på det aktuelle projekt, som bygherren havde fremsendt under høringsperioden. Kommunen havde oplyst, at naboejendommenes kiphøjder var angivet i tværsnittet efter oplysninger i byggesagsarkivet, og det kunne derfor ikke afvises, at husene reelt var lavere end angivet i byggesagsarkivet og dermed på tværsnittet. Skulle dette være tilfældet, fandt nævnet dog ikke, at en fejlangivelse på op til 0,68 m ville medføre, at lokalplanen var ugyldig, idet kommunalbestyrelsen ud fra tværsnittet havde kunne få et tilstrækkeligt indtryk af det planlagte. Planklagenævnet gav på den baggrund ikke N medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til tre kommentarer. For det første er der i klagen rejst flere indsigelser om vurdering og begrundelsespligt i forhold til Natura 2000, indsatsprogram efter vandplanlægningsloven og råstofplan. Nævnets afvisning må forstås på den måde, at der var tale om formalitetsindsigelser uden reel betydning, hvortil vil kunne tilføjes, at hverken kommuneplantillægget eller lokalplanen udgør en tilladelse, hvorfor det forekommer velbegrundet, at Planklagenævnet afviste at tillægge disse meget formelle indsigelser betydning. For det andet er der grund til at fremhæve Planklagenævnets begrundelse for at afvise klagers indsigelse om støj fra kommende koncerter med, at dette kan reguleres ved påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, og at omfanget af støj i øvrigt var uklart. Hertil kunne tilføjes, at selv om miljøvurdering af en lokalplan omfatter støj, er det ikke muligt at regulere støjkilder efter planloven. For det tredje må nævnes Planklagenævnets håndtering af det problem, at et påklaget kommuneplantillæg er afløst af ny kommuneplan, mens klagesagen verserer. Selv om den påklagede retsakt er erstattet af ny retsakt med samme indhold, er der således god grund til at gennemføre prøvelsen af den påklagede retsakt, da det modsatte vil føre til, at klagesager over kommuneplantillæg vil kunne trække ud i det uendelige, fordi den påklagede afgørelse er afløst af ny retsakt med samme indhold, mens klagesagen verserer.