MRF 2022.313
Planklagenævnets afgørelse af 14. november 2022, j.nr. 22/07854
Ophævet afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan til facader, gavltrekanter og ovenlysvindue, da afslaget var i strid med proportionalitetsprincippet og værdispildsbetragtninger, da fysisk lovliggørelse ville medføre en lille visuel ændring, men et værdispild på 1,7 mio. kr., og da ejeren havde været i god tro. Dissens.
Sagen angik E’s ejendom, der var omfattet af en bevarende lokalplan for Gl. Annisse, som bl.a. fastsatte bestemmelser om facadernes udseende og om udformningen af gavltrekanter og ovenlysvinduer. I marts 2016 gav Gribskov Kommune byggetilladelse til opførelse af et enfamiliehus på ejendommen, men tilbagekaldte den i januar 2017, da der ikke var foretaget partshøring af naboerne. Den 3. maj 2017 gav kommunen en ny byggetilladelse til opførelse af huset, idet kommunen samtidig afslog at give dispensation fra lokalplanen til ovenlysvinduer, gavltrekanter i glas og glaspartier i facaden mod vest. I september 2017 meddelte kommunen på grundlag af et revideret ansøgningsmateriale endnu en byggetilladelse til enfamiliehuset, idet kommunen vurderede, at byggeriet med det reviderede tegningsmateriale overholdt lokalplanens bestemmelser. En grundejerforening påklagede kommunens indirekte afgørelser efter planloven om, at byggeriet som tilladt ved byggetilladelserne af 3. maj og 19. september 2017 var i overensstemmelse med lokalplanen, og samtidigt blev byggetilladelserne fra maj og september 2017 påklaget. Den 1. oktober 2019 ophævede Planklagenævnet (j.nr. 18/06364) kommunens indirekte afgørelse af 19. september 2017 om, at facaderne mod øst og vest, gavltrekanter og et ovenlysvindue mod øst var i overensstemmelse med lokalplanen, og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet nævnet bemærkede, at det ikke ville være i strid med lokalplanens principper at give dispensation. E havde i mellemtiden opført huset i overensstemmelse med byggetilladelsen af 19. september 2017, og kommunen havde i september 2018 meddelt ibrugtagningstilladelse. Den 19. oktober 2020 afslog kommunen at give lovliggørende dispensation til facaderne, gavltrekanterne og ovenlysvinduet, idet kommunen bl.a. henviste til, at håndhævelsen af lokalplanen vægtede højest. E påklagede afslaget til Planklagenævnet, der den 28. september 2021 (j.nr. 20/13510) ophævede og hjemviste kommunens afgørelse, idet kommunen ikke havde begrundet, hvorfor kommunen ikke ønskede at give dispensation. Nævnet bemærkede dog, at kommunen ikke som følge af berettigede forventninger var afskåret fra at give afslag på dispensation med den begrundelse, at byggetilladelserne blev påklaget, og da kommunen ikke tidligere havde tilkendegivet eller på anden måde stillet E i udsigt, at E kunne forvente en dispensation. Den 23. juni 2022 meddelte Gribskov Kommune på ny afslag på lovliggørende dispensation til de ansøgte forhold, således at der skulle ske fysisk lovliggørelse, uanset at omkostningerne herved ville udgøre 1,7 mio. kr. E påklagede også denne afgørelse til Planklagenævnet, hvis flertal (8 mod 3) fandt, at kommunen i den konkrete sag var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse af facaderne, gavltrekanterne og ovenlysvinduet på grund af proportionalitetsprincippet og værdispildsbetragtninger. Flertallet lagde vægt på sagens forløb, herunder at kommunen havde givet flere byggetilladelser til enfamiliehuset, og at E på tidspunktet for den seneste byggetilladelse var i god tro om byggeriets overensstemmelse med lokalplanen. Hertil kom, at en fysisk lovliggørelse ville medføre en forholdsmæssig lille ændring i husets visuelle udtryk, men ville medføre et betragteligt værdispild, ligesom kommunen havde vurderet, at en dispensation ikke ville danne præcedens. Mindretallet fandt omvendt, at afslaget ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, bl.a. fordi E havde fortsat opførelsen af enfamiliehuset trods kendskab til, at der verserede en klagesag. I forbindelse med, at nævnet i en tidligere sag vedr. ejendommen havde truffet delafgørelse om afslag på opsættende virkning, var E desuden blevet oplyst af Planklagenævnets sekretariat, at det var på eget ansvar, hvis huset blev færdigbygget. I overensstemmelse med flertallets stemmeafgivning blev afslaget på lovliggørende dispensation til facaderne, gavltrekanterne og ovenlysvinduet herefter ophævet.
Kommentar: Sagen er blandt flere andre sager, herunder MRF 2021.369/2 Pkn og MRF 2022.244 Pkn, omtalt i Planklagenævnet Orienterer (PKNO) nr. 28 fra december 2022 om proportionalitet og værdispild. I forhold til den konkrete sag havde Planklagenævnet i den tidligere formandsafgørelse af 28. september 2021 (j.nr. 20/13510) afvist, at kommunen som følge af berettigede forventninger var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse, hvilket nævnet begrundede med, (1) at byggetilladelsen også var påklaget, (2) at nævnet i forbindelse med afslag på opsættende virkning af klage havde oplyst, at det var på ejers eget ansvar, hvis byggeriet blev færdiggjort, og nævnet efterfølgende underkendte dispensationen, og (3) at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til, om forløbet i så fald gav ejeren krav på økonomisk kompensation. Formandsafgørelsen fra 2021 synes at have været udslagsgivende for flertallets begrundelse for, at omkostningerne ved en fysisk lovliggørelse (1,7 mio. kr.) ikke stod mål med den forholdsvis beskedne karakter af de lokalplanstridige forhold, idet det dog må noteres, at flertallet tillige fremhævede ejerens gode tro grundet byggetilladelsen og det konkrete sagsforløb, som var noget atypisk. Mindretallets begrundelse for at afslå lovliggørende dispensation forekommer mere problematisk, idet hovedargumentet var, at ejeren af Planklagenævnets sekretariat var blevet gjort opmærksom på, at fortsat udnyttelse af byggetilladelsen, mens der verserede en klagesag, skete på eget ansvar, hvorefter proportionalitet og værdispildsbetragtninger afvises med retshåndhævelse. Hertil må bemærkes, at nævnets oplysning om, at fortsættelse af byggeriet under klagesagen sker på bygherrens eget ansvar, ikke kan ændre ved, at nævnets foreløbige afslag på opsættende virkning er en retlig afgørelse, der indgår blandt mange momenter i vurderingen af, om der efterfølgende skal ske retlig lovliggørelse. Hvis mindretallets argumentation og henvisning til retshåndhævelseshensyn lægges til grund, får nævnets (i øvrigt korrekte) oplysning om retsvirkning af manglende opsættende virkning en karakter, der nærmest bringer bygherre i ond tro, hvilket yderligere illustreres af mindretallets sparsomme begrundelse for at afvise værdispild og proportionalitet. Omvendt må det ved vurderingen af tabet for ejeren indgå, om ejeren kan forventes at have krav på skadesløsholdelse af kommunen, jf. U 2000.2412 H. Når hverken flertal eller mindretal inddrog dette i begrundelsen, kan det hænge sammen med, at Planklagenævnet i formandsafgørelsen fra 2021 afviste at have kompetence til at tage stilling til, om forløbet gav ejeren krav på økonomisk kompensation. Det er naturligvis rigtigt, at et sådant erstatningskrav i sidste ende må pådømmes af domstolene, hvilket dog ikke ændrer ved, at nævnet kan – og skal – foretage en præjudiciel bedømmelse af, om kommunen i sidste ende må forventes at skulle bære lovliggørelsesomkostningerne, da dette har betydning for valget mellem fysisk eller retlig lovliggørelse efter planloven. Om lovliggørelsesproblemernes mange facetter se Haugsted: Når forvaltningen tolererer lovovertrædelser, i Bryde Andersen m.fl.: Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 279 ff. og Soja og Hvilsted: Håndhævelse af planloven – om mellemperioden og opsættende virkning, samme sted, s. 545 ff. samt Trenskow og Vindfelt: Om håndhævelse i mellemperioden, samme sted, s. 593 ff.