MRF 2022.294
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. november 2022, j.nr. 21/11243
Stadfæstet dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til at ændre tilstanden i 2.400 m2 af en beskyttet mose med et samlet areal på 7.500 m2 med henblik på boligbyggeri i henhold til lokalplan fra 2007 under hensyn til bygherres berettigede forventning under hensyn til, at mosen var opstået efter lokalplanens vedtagelse, og da mosens tilstand var moderat. Dissens.
Sagen vedrørte et område af det tidligere fabriksanlæg for virksomheden Lysbro vest for Silkeborg Langsø. I 2007 vedtog Silkeborg Kommune lokalplan 12-002, der gav mulighed for at omdanne området til boliger. Da lokalplanen blev vedtaget, var der ikke registreret beskyttet natur inden for det areal, hvor der i lokalplanen var udlagt byggefelter. Anlægsarbejdet med byggemodning blev igangsat, men blev pga. bygherrens konkurs indstillet i 2010. Silkeborg Kommune meddelte i 2012 principiel byggetilladelse til at realisere lokalplanen, men projektet blev ikke igangsat. I forbindelse med besigtigelse i 2017 konstaterede Silkeborg Kommune, at et areal på 7.500 m2 inden for lokalplanområdet fremstod meget vældpåvirket og havde udbredt mosevegetation, ligesom vældvand nogle steder løb på overfladen, hvorfor arealet blev registreret som beskyttet mose omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Med et omfang på 600 m2 henholdsvis 1.800 m2 var to af lokalplanens byggefelter udlagt inden for arealer, der var registreret som mose. Bygherren ansøgte i maj 2021 om dispensation fra § 3 for de to byggefelter, der var beliggende i beskyttet mose. Kommunen meddelte i september 2021 dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 til, at 2.400 m2 af det registrerede moseareal, så der kunne opføres boliger i overensstemmelse med lokalplanen. Kommunen lagde i afgørelsen vægt på, at mosen som følge af de gunstige hydrauliske forhold var opstået inden for en kort årrække, efter lokalplanen var vedtaget, at bygherre havde en berettiget forventning, at tilstanden i den del af mosen, der var omfattet af dispensationen, var moderat, og at der var fastsat vilkår for dipsensation fra § 3, som sikrede opretholdelse af den resterende del af mosen. Afgørelsen blev påklaget af Dansk Ornitologisk Forening. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at en lokalplan, hvis realisering forudsætter indgreb i en beskyttet naturtype ikke kan realiseres, uden dispensation fra § 3, men at omstændighederne ved etablering af § 3-området og planlægningen for området kan tillægges vægt ved bedømmelse af, om der kan dispenseres, idet nævnet henviste til bl.a. NKO 241. Herefter fandt et flertal (4 mod 2), at der kunne dispenseres, idet flertallet lagde vægt på, at den § 3-beskyttede mose havde indfundet sig efter lokalplanens vedtagelse og byggemodningens påbegyndelse, at der uanset de forløbne 10 år fortsat forelå en berettiget forventning om at kunne realisere lokalplanen, og at tilstanden af det omfattede moseareal var vurderet moderat og i øvrigt havde en forholdsvis beskeden størrelse. Derimod fandt mindretallet, at der på baggrund af det lange tidsrum mellem lokalplanens vedtagelse og ansøgningen om dispensation ikke forelå en berettiget forventning. På den baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet den meddelte dispensation for at foretage ændring af tilstanden for mosearealet.
Kommentar: Afgørelsen er på linje med tidligere praksis, hvor bl.a. kan nævnes MAD 2014.131 Nmk, hvor § 3-sø var opstået under i forbindelse med et ikke-afsluttet byggeri, der var gået konkurs, og hvor der blev meddelt dispensation. Se hertil Pagh: TfM 2015.96.