MRF 2022.285
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. oktober 2022, j.nr. 22/09328
Afvist klage over afgørelse om ikke at gøre mere for at opspore ukendt støjkilde, da afgørelsen blev anset for truffet efter miljøbeskyttelseslovens § 85, uanset kommunen havde henvist til § 42. Afgørelse om aktindsigt i sagen kunne ikke påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som heller ikke kunne behandle klagepunkter om kommunens sagsbehandling.
E klagede i oktober 2020 til Solrød Kommune over vibrationer i sin bolig. E kunne ikke udpege en specifik støjkilde, men oplevede, at støjen blev reduceret eller forsvandt, når et nærliggende vandværk ændrede i vandforsyningen. Kommunen foretog tilsyn i området og kontaktede vandværket og vurderede på den baggrund, at det var udelukket, at det var vandværkets vandrør, som udgjorde støjkilden. Den 25. maj 2022 meddelte kommunen derfor E, at da kommunen ikke havde kunnet identificere en konkret støjkilde, kunne kommunen ikke foretage sig mere i sagen. E anmodede i juni 2022 om aktindsigt i sagen, hvilket kommunen imødekom den 5. juli 2022 med henvisning til forvaltningslovens § 9. E klagede over kommunens afgørelse af 25. maj 2022 om ikke at foretage sig yderligere og afgørelsen af 5. juli 2022 om aktindsigt, idet E for så vidt angik sidstnævnte anførte, at kommunen ikke havde udleveret alle dokumenter. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) udtalte, at miljøbeskyttelseslovens § 42 ikke kan anvendes i situationer, hvor kilden til en forurening ikke er kendt. Nævnet vurderede, at kommunens afgørelse om ikke at foretage sig yderligere var truffet som et led i kommunens tilsynsvirksomhed, ”idet den indeholder en konstatering af, at der ikke er ulovlige forhold på ejendommen”. Nævnet udtalte, at afgørelser om ikke at gøre mere for at opspore en kilde anses for truffet efter miljøbeskyttelseslovens § 85, og at sådanne afgørelser ifølge § 85, stk. 2, ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet afviste på den baggrund E’s klage over afgørelsen af 25. maj 2022. For så vidt angik afgørelsen om aktindsigt, bemærkede nævnet, at efter miljøoplysningslovens § 4, stk. 6, og forvaltningslovens § 16, stk. 4, kan afgørelsen påklages særskilt til den myndighed, der er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Nævnet afviste på den baggrund også E’s klage over aktindsigtsafgørelsen. Endelig bemærkede nævnet, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klagepunkter om kommunens sagsbehandling, da dette henhører under kommunaltilsynet.
Kommentar: Afgørelsen er på linje med tidligere afgørelser, hvor nævnet har antaget, at miljøbeskyttelseslovens § 42 ikke kan anvendes i situationer, hvor forureningskilden ikke er kendt, og at en kommunes afgørelse om ikke at gøre mere for at opspore ukendt kilde derfor af nævnet anses for truffet efter miljøbeskyttelseslovens § 85, også selvom kommunen i afgørelsen har henvist til § 42. Se MAD 2010.525 Mkn samt Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser af 14. januar 2022 (j.nr. 20/10030) og 26. januar 2022 (j.nr. 21/01767). Er kilden derimod kendt, har nævnet antaget, at kommunen frit kan vælge mellem § 42 og § 85, jf. MAD 2007.2178 Mkn, men anderledes MAD 2015.426 Nmk, der anså afvisning af klage over støjgener fra kunstgræsbane for truffet efter § 42. I den ovenstående sag havde nævnet tilsyneladende hørt kommunen om bestemmelsen i § 85, hvortil kommunen oplyste, at kommunen havde anvendt miljøbeskyttelseslovens § 42, da kommunen havde forsøgt at undersøge forholdet for at kunne påbyde støjkildens ejer at nedbringe støjforureningen, men ikke havde kunnet identificere støjkilden. Det er tvivlsomt, om nævnet af egen drift kan vælge at anse en kommunes afgørelse for truffet efter en anden bestemmelse end den, kommunen angiver som hjemmelsgrundlag, for derefter at afvise klagen efter § 85, stk. 2. Da kommunen har kompetence til at træffe afgørelse efter § 42, må kommunens beslutning om ikke at indlede en sag efter denne bestemmelse, f.eks. fordi kommunen ikke har kunnet opspore kilden, anses for en afgørelse, der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet efter hovedreglen i miljøbeskyttelseslovens § 91, jf. i samme retning FOB 2020-37 om vandløbslovens § 54. Hvis nævnet herefter mener, at miljøbeskyttelseslovens § 42 ikke er det korrekte hjemmelsgrundlag for afgørelsen, må nævnet ophæve kommunens afgørelse og gøre opmærksom på reglen i § 85. I øvrigt er det dog vanskeligt at forstå, hvorfor det forhold, at det ikke er lykkedes kommunen at opspore en forureningskilde, i sig selv indebærer, at forholdet er af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen, så kommunen kan afvise at behandle sagen efter § 85. Endelig må det tilføjes, at det er forkert, når nævnet i ovenstående sag udtaler, at kommunens afgørelse indeholdt en konstatering af, at der ikke var ulovlige forhold på vandværkets ejendom. Miljøbeskyttelseslovens § 42 og § 85 retter sig ikke mod ulovlige forhold, men er middelbare regler om, at kommunen i visse tilfælde skal gribe ind over for lovlige forureningskilder. Er forureningskilden derimod ulovlig, skal myndigheden anvende håndhævelsesbestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens §§ 68 og 69.