MRF 2022.283
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. oktober 2022, j.nr. 22/06354
Stadfæstet Fødevarestyrelsens udmåling af erstatning for ekstraordinære udgifter til ansatte og minkfarmer for aflivning af mink, da der alene kunne lægges vægt på de udgifter, der var dokumenteret i ansøgningen fra december 2020, uden det kunne tillægges betydning, at de nærmere regler for erstatning for sådanne udgifter først blev fastsat ved bekendtgørelse i september 2021.
Efter ansøgning fra minkfarmer M traf Fødevarestyrelsen i april 2022 afgørelse om udbetaling af 20.080 kr. i kompensation for ekstraordinære, rimelige omkostninger, som klager havde afholdt i forbindelse med aflivning af mink med henvisning til bekendtgørelse nr. 1781 af 7. september 2021 om endelig skinderstatning for aflivning af mink § 5, stk. 1-2, idet Fødevarestyrelsen bl.a. anførte, at bekendtgørelsen ikke gav hjemmel til dækning af udgifter ud over de faktisk afholdte omkostninger. Styrelsen henviste til, at M blev kompenseret for sit arbejde med aflivning, rengøring og desinfektion af minkfarmen efter en indgået honoraraftale. M havde ud over disse udgifter haft udgifter til lønninger, der gik ud over M’s sædvanlige udgifter, hvorfor M modtog kompensation for de ekstraordinære omkostninger til lønninger som følge af ventetid og dobbelthåndtering under aflivningen. Derimod afviste styrelsen, at M kunne få dækning for mere end de dokumenterede udgifter ved den i anmodningen indsendte faktura, idet styrelsen henviste til, at den havde indgået aftaler om højere betaling med minkfarme med geografisk nærhed til en smittet besætning, samt at der i M’s tilfælde var tale om en smittet minkbesætning, hvorfor der var indgået en honoraraftale om aflivning, rengøring og desinfektion, hvor honoreringen skete gennem en fast pris baseret på antal avlstæver og ledig kapacitet i besætningen. M påklagede Fødevarestyrelsens afgørelse og gjorde bl.a. gældende, at M’s faktura for arbejdsleje blev indsendt den 22. december 2020 og ikke i 2021, og at den derfor var fremsendt, inden bekendtgørelse nr. 1781 af 7. september 2021 trådte i kraft, at M flere gange havde fået oplyst, at han ville blive kompenseret med 300 kr. pr. time for ekstraordinære rimelige omkostninger, og at Fødevarestyrelsen med afgørelsen tillagde bekendtgørelse nr. 1781 af 7. september 2021 tilbagevirkende kraft. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at M havde anmodet om kompensation for afholdte udgifter til arbejdsleje på 20.080 kr. ekskl. moms, og at M’s revisor den 14. april 2022 bekræftede, at der alene var søgt kompensation for disse udgifter. Nævnet fandt herefter, at der ikke kunne udbetales yderligere kompensation for ekstraordinære rimelige udgifter end de dokumenterede udgifter på 20.080 kr., da der efter § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1781 af 7. september 2021 skal vedlægges dokumentation for de økonomiske tab, som ønskes erstattet. Da M alene havde dokumenteret afholdte udgifter på 20.080 kr., havde M ikke krav på et større beløb. Nævnet henviste endvidere til, at der i den af M og styrelsen indgåede aftale om udførelse af aflivning af egne mink samt rengøring og desinfektion af minkgård i forbindelse med COVID-19 var fastsat kompensation for M’s eget arbejde, hvilket var en ekstraordinær rimelig omkostning efter bekendtgørelsen. Nævnet afviste, at M kunne støtte ret på de honoraraftaler, som styrelsen havde indgået med geografisk nærhed til en smittet besætning. Det forhold, at M allerede i december 2020 havde fremsendt dokumentationen for de afholdte udgifter, og dermed ansøgt, inden bekendtgørelse nr. 1781 af 7. september 2021 trådte i kraft, kunne ikke føre til en ændret bedømmelse, da det på det pågældende tidspunkt ikke var muligt at opnå kompensation for ekstraordinære rimelige omkostninger afholdt i forbindelse med aflivning af mink som følge af COVID-19.
Kommentar: Afgørelsen berører den særlige problemstilling, at flere minkavlere indsendte krav om erstatning for den påtvungne aflivning af mink, før regelgrundlaget var fastlagt. Med afgørelsen synes nævnet at lægge til grund, at selv om udmåling af erstatning efter bekendtgørelsen vedrører den periode, hvor M havde udgifterne, vil erstatningsudmålingen i praksis afhænge af, hvordan M på daværende tidspunkt håndterede dokumentationen for udgifterne.