MRF 2022.280
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. oktober 2022, j.nr. 20/04409
Ophævet og hjemvist Egedal Kommunes miljøgodkendelse af forbehandlingsanlæg for organisk affald med en kapacitet på 120.000 tons pr. år, da undersøgelse af, om anlægget kunne overholde de vejledende lugtkrav, var utilstrækkelig. Ophævelsen gældende 1 år fra nævnets afgørelse.
Egedal Kommune meddelte efter ansøgning i marts 2000 miljøgodkendelse til etablering af et forbehandlingsanlæg til behandling af kildesorteret organisk dagrenovation og organisk industriaffald på en ejendom beliggende inden for en lokalplan for Værebro Erhvervsområde. Kommunen havde forudgående foretaget en VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, hvor kommunen konkluderede, at anlægget ikke krævede miljøkonsekvensrapport og tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Anlægget skulle have en samlet kapacitet på 120.000 tons pr. år. Forbehandlingen bestod i, at affaldet fra en modtagehal blev transporteret over i et forbehandlingsanlæg i døgndrift med findeling af affaldet til en biopulp, der via rørsystem blev pumpet til udendørs tank, mens rejekt ville gå til container. Ejendommen var mod øst afgrænset af andre virksomheder, mod syd og vest af landbrugsarealer og mod syd af grønne arealer. Nærmeste boligområde var beliggende i en afstand på 500 meter mod øst. Det fremgik af afgørelsen, at virksomheden vurderedes at kunne give anledning til væsentlig forurening i form af lugt fra transport og behandling af affald samt i form af støj ved aflæsning og intern transport. Godkendelsen indeholdt vilkår om, at driften ikke måtte give anledning til et bidrag over 5 lugtstofenheder (LE) pr. m3 uden for skel. Vedrørende støj var der fastsat vilkår svarende til Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for erhvervs- og industriområder med forbud mod generende virksomheder på 60 dB(A) for hele døgnperioden. Af den miljøtekniske beskrivelse for afgørelsen fremgik det, at der som bilag til ansøgningen forelå en beregning efter ”Den Operationelle Luftkvalitetsmodel” (OML) som spredningsmodel for lugtbidraget. Afgørelsen blev påklaget af en grundejerforening for boligejendomme beliggende i en afstand på 580 meter nordvest for virksomheden. Klager gjorde bl.a. gældende, at støj og lugtvilkår burde skærpes. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt efter en gennemgang af de teoretiske lugtberegninger, at det ikke var godtgjort, at vilkårene i godkendelsen kunne overholdes, ligesom der manglede oplysninger om grundlaget for lugtberegningerne. På denne baggrund fandt nævnet, at det ikke var tilstrækkeligt belyst, at forbehandlingsanlægget kunne etableres på lokaliteten uden at påføre omgivelserne væsentlige lugtgener, hvilket må anses for en væsentlig retlig mangel, hvorfor miljøgodkendelsen blev ophævet med virkning ét år fra nævnets afgørelse.
Kommentar: Når miljøgodkendelsen blev ophævet med et års udsættelse, må det forklares med, at anlægget var igangsat, så kommunen fik ét år til at undersøge sagen yderligere og meddele en ny miljøgodkendelse. I den sammenhæng burde nævnet dog have gjort opmærksom på, at der afhængig af vilkårene for en ny godkendelse kan være krav om VVM-screening, da oplysningerne i nævnets afgørelse tyder på, at anlæggets miljøvirkninger var større, end kommunen havde forudsat i miljøgodkendelsen. Om Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis om udskudt annullationsvirkning se Haugsted: Når forvaltningen tolererer lovovertrædelser, i Bryde Andersen m.fl.: Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 279 ff., særligt s. 296 f.