MRF 2022.276
Retten på Bornholms dom af 9. september 2022, sag BS-3038/2022-BOR
A (adv. Peter Paldan Sørensen) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Bortfald af bopælspligt efter § 5 i lov om boligforhold gav ikke krav på dispensation fra lokalplankrav om helårsbeboelse. Domstolsprøvelse af Planklagenævnets afgørelse begrænset til retlige forhold, som Planklagenævnet havde taget stilling til, og nova blev afvist.
Sagen angik prøvelse af Planklagenævnets stadfæstelse af et afslag på dispensation fra et lokalplankrav om helårsbeboelse. Det fremgik af sagen, at A erhvervede den omhandlede ejendom i 2005, og at ejendommen i 2007 blev omfattet af en temalokalplan om pligt til helårsbeboelse. I februar 2009 ophørte registrering i folkeregistret af beboere på ejendommen. I december 2017 rettede Bornholms Regionskommune henvendelse til A angående manglende registrering i folkeregistret af beboere på ejendommen, og i september 2019 blev 2007-lokalplanen afløst en ny lokalplan, som fortsat indeholdt et lokalplankrav om pligt til helårsbeboelse. Efter henvendelse fra A bekræftede Bornholms Regionskommune, at bopælspligt i henhold til boligreguleringsloven (nu § 5 i lov om boligforhold) ikke var gældende for ejendommen, men samtidig traf Bornholms Regionskommune afgørelse om, at lokalplankravet om pligt til helårsbeboelse var gældende, og på den baggrund meddelte Bornholms Regionskommune afslag på dispensation fra lokalplankravet, således at A ikke lovligt kunne anvende ejendommen som flexbolig. A påklagede afslaget på dispensation til Planklagenævnet, der tog stilling til, om der forelå et dispensationsforhold, og om der var hjemmel til afslaget. Planklagenævnet stadfæstede afslaget. A indbragte herefter Planklagenævnets afslag for domstolene med påstand om, at A havde krav på dispensation til flexbolig, og til støtte herfor gjorde A primært gældende, at det var i konflikt med boligreguleringsloven (nu § 5 i lov om boligforhold) og fritagelsen for bopælspligt, at samme myndighed fastholdt et lokalplankrav om pligt til helårsbeboelse. Derudover gjorde A en række synspunkter gældende, herunder at flexbolig skulle anses for eksisterende lovlig anvendelse, og at der var udvist passivitet, som ikke havde været en del af Planklagenævnets prøvelse. Planklagenævnet påstod frifindelse og gjorde gældende, at det var uden betydning for afslagets lovlighed, at det i henhold til boligreguleringsloven (nu § 5 i lov om boligforhold) var konstateret, at der ikke gjaldt en bopælspligt for ejendommen. Planklagenævnet gjorde derudover gældende, at retlige forhold, som Planklagenævnet ikke havde taget stilling, ikke kunne være genstand for domstolsprøvelse. Retten anførte indledningsvist, at Planklagenævnet ikke har kompetence til at meddele dispensation fra en lokalplan, og at retten anså sagen for en domstolsprøvelse af gyldigheden af Planklagenævnets afgørelse. Retten udtalte endvidere, at der ikke kunne tages stilling til retlige forhold, som ikke havde været en del af Planklagenævnets sag, hvorefter nye synspunkter om eksisterende lovlig anvendelse og passivitet blev afvist. Retten tog herefter stilling til, om der forelå et dispensationsforhold, og om der var hjemmel til stadfæstelsen af afslaget. Retten fandt, at der forelå et dispensationsforhold, og at afslaget var hjemlet. I forhold til fritagelsen for bopælspligt i henhold til boligreguleringsloven (nu § 5 i lov om boligforhold) udtalte retten, at fritagelsen ikke kunne føre til et andet resultat.
Kommentar: Dommen illustrerer den dobbelte prøvelsesbegrænsning, der er i sager mod Planklagenævnet om kommunale afgørelser. For det første kan der kun i domstolsprøvelsen tages hensyn til afgørelser efter de love, hvor Planklagenævnet er tillagt kompetence som klagemyndighed, men som følge heraf er det for det andet ikke muligt i en sag mod Planklagenævnet at prøve, om afgørelsen er i modstrid med anden lov, som ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence, eller hvordan konflikten mellem modstridende lovbestemmelser skal løses. I sådanne sager er det derfor nødvendigt både at sagsøge Planklagenævnet og kommunen for at opnå domstolenes stillingtagen.