MRF 2022.247
Højesterets dom af 15. november 2022, 2. afd., sag BS-48391/2021
(Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen, Kristian Korfits Nielsen og Ole Hasselgaard)
A (adv. Peter Bang) mod Banedanmark (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ophævet taksationskommissions afgørelse om, at ejer af 173 ha landbrugsejendom havde krav på fremrykket ekspropriation efter jernbanelovens § 33 som følge af, at ejendommen ville blive gennemskåret af en kommende jernbanelinje for højhastighedstog, da ejendommen ikke fandtes at være ramt særligt indgribende, idet det ville være muligt at fortsætte landbrugsdriften på en økonomisk forsvarlig måde, uanset at linjeføringen inden for de projekterede rammer ville besværliggøre driften.
Baggrunden for sagen var, at der i 2014 blev indgået et politisk forlig om at etablere højhastighedstog på strækninger mellem de største byer i Danmark. Dette betød bl.a., at den kommende linjeføring vil gennemskære A’s 173 ha store landbrugsejendom, og at Banedanmark skulle ekspropriere mellem 12,5 ha og 14,3 ha af A’s ejendom til jernbaneanlægget afhængigt af den senere valgte linjeføring. A anmodede på denne baggrund om forlods ekspropriation (fremrykket ekspropriation) efter jernbanelovens § 33, hvorefter en ejer, der berøres særlig indgribende af en projektering af en kommende jernbane, kan kræve ejendommen overtaget af Transportministeriet i særlige tilfælde, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår. Banedanmark afslog, at der var grundlag for forlods ekspropriation, og anførte, at selv om der forelå et særligt tilfælde, og ejendommen ikke kunne afhændes på normale vilkår, kunne indgrebet ikke anses for særlig indgribende, da landbrugsbedriften kunne opretholdes. Herefter indbragte A sagen for den statslige taksationskommission, der lagde til grund, at tre betingelser skal opfyldes, før der kan kræves forlods ekspropriation efter jernbaneloven, nemlig at ejendommen er ramt ’særlig indgribende’, at der skal foreligge et ’særligt tilfælde’, og at projektet hindrer, at ejendommen kan afsættes på normale vilkår. Med henvisning til linjeføringens væsentlige driftsmæssige ulemper fandt et flertal i taksationskommissionen, at betingelserne for forlods ekspropriation var opfyldt (se KFE 2019.1080). Banedanmark indbragte afgørelsen for landsretten, der lagde til grund, at det ville være muligt at fortsætte landbrugsbedriften, selv om denne ville blive besværliggjort, og at A’s ejendom derfor ikke var ramt særlig indgribende. A ankede til Højesteret, der med henvisning til forarbejderne lagde til grund, at overtagelsespligt efter jernbanelovens § 33 beror på en samlet vurdering, om en ejendom, der må forventes at blive delvist eksproprieret, berøres særlig indgribende, og at det ved landbrugsejendomme må indgå i en sådan samlet vurdering, om det vil være muligt at fortsætte landbrugsdriften på en økonomisk forsvarlig måde. Højesteret fremhævede herefter, at det i denne sag måtte lægges til grund, at jernbaneforbindelse ville omfatte ca. 7-8 % af ejendommens samlede areal på ca. 174 ha, og at Banedanmark i et notat fra 2017 havde fremsat forslag til erstatningsvej, der kunne begrænse linjeføringens negative virkninger på landbrugsdriften. Selv om linjeføringen ville besværliggøre landbrugsdriften, fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at det ville være muligt at fortsætte landbrugsdriften på en økonomisk forsvarlig måde. Herefter fandt Højesteret, at de anførte ulemper ikke ville have en sådan karakter, at ejendommen blev berørt på en særlig indgribende måde, uanset fald i ejendommens herlighedsværdi og handelsværdi, og at ejendommens jagtudnyttelse blev forringet. Da A’s ejendom herefter ikke fandtes berørt særlig indgribende, kunne A ikke kræve forlods ekspropriation efter jernbanelovens § 33.
Kommentar: Dommen er i begrundet med forarbejderne, hvorefter det kun er i særlige tilfælde, at der kan kræves fremrykket ekspropriation, hvilket grundlæggende svarer til overtagelsespligten efter planlovens § 48 og dennes analogi, og præmisserne ligner landsrettens begrundelse for at afvise overtagelsespligt i U 2007.2012 Ø. Der er dog den principielle forskel, at det efter planlovens § 48 ikke er en udtrykkelig betingelse, at overtagelsespligten er begrænset til særlige tilfælde, og at der i Højesterets seneste dom lægges udtrykkelig vægt på, at Transportministeriet har peget på en mindre indgribende virkning ved en alternativ adgangsvej mellem A’s to dele af ejendommen. Derimod ses dommen ikke at have inddraget de principielle overvejelser om betydningen af EMRK 1. tillægsprotokol, art. 1, som i MRF 2021.213 Ø førte til, at der blev statueret pligt til fremrykket ekspropriation, jf. herom Pagh og Haugsted: Fast ejendom, 4. udg., 2022, s. 775.