MRF 2022.244
Planklagenævnets afgørelse af 23. september 2022, j.nr. 21/13718
Afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan til overskridelse af bygningshøjde med 13 cm ikke i strid med proportionalitetsprincippet. Lovliggørelsespåbud ophævet, da der ikke var sket forudgående varsling med den fornødne klarhed. Dissens.
I marts 2017 gav Gladsaxe Kommune byggetilladelse til bl.a. bygning af tagetage og garage på E’s enfamilieshus. Ejendommen var omfattet af en lokalplan fra 1991, der bl.a. bestemte, at bebyggelsens højde over terræn ikke måtte overstige 8,5 m, og det fremgik af byggetilladelsen, at højden på det tilladte byggeri var 8,44 m fra niveauplan. Efter at E i september 2021 indsendte materiale til færdigmelding af byggeprojektet, blev kommunen opmærksom på, at tagryggen på det ene tag ved en fejl var 8,63 m målt fra niveauplan og dermed overskred bygningshøjden efter lokalplanen med 13 cm. I oktober 2021 meddelte kommunen afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen til bygningshøjden og gav samtidig E påbud om fysisk lovliggørelse, så bygningshøjden ikke oversteg 8,5 m. E påklagede afslaget og lovliggørelsespåbuddet og gjorde bl.a. gældende, at kravet om fysisk lovliggørelse var uproportionalt og ville medføre et stort værdispild, og at E i god tro havde sat sin lid til, at entreprenøren ville overholde de gældende forskrifter, hvilket entreprenøren også havde tilkendegivet over for kommunen. Planklagenævnets flertal (7 mod 4) fandt, at afslaget på lovliggørende dispensation ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, og lagde bl.a. vægt på, at E havde bygget i strid med byggetilladelsen, at kommunen gentagne gange under byggearbejdet havde indskærpet, at den tilladt bygningshøjde skulle overholdes, samt at overskridelsen skyldtes forhold, der måtte tilregnes E eller de af ham antagne håndværkere, rådgivere, entreprenører mv. Flertallet lagde endvidere vægt på, at der i den konkrete sag var tilstrækkeligt tungtvejende planlægningsmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelse om bebyggelseshøjde, som ifølge kommunen havde til hensigt at begrænse bygningers volumen i landskabet. Flertallet udtalte videre, at ”[h]ensynet til at undgå eller begrænse et værdispild er som udgangspunkt sagligt, men står i modsætning til hensynet til retshåndhævelsen, som normalt må veje tungt. I vurderingen af den enkelte sag indgår også overvejelser om den mulige præcedensvirkning”. Efter flertallets opfattelse kunne det derfor ikke føre til et andet resultat, at der ville være et betydeligt værdispild ved fysisk lovliggørelse i den konkrete sag, idet E – eller E’s entreprenør – vidste, at forholdet var ulovligt. Mindretallet fandt omvendt, at afslaget på dispensation var i strid med proportionalitetsprincippet, da der var tale om en mindre overskridelse, som havde begrænset betydning for naboer og for områdets karakter, ligesom en fysisk lovliggørelse måtte antages at medføre et betydeligt værdispild. Et enstemmigt nævn fandt herefter, at kommunens afslag på dispensation var truffet på grundlag af en konkret vurdering ud fra saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over afslaget på lovliggørende dispensation. Planklagenævnet ophævede dog kommunens lovliggørelsespåbud, idet kommunen ikke med den fornødne klarhed havde varslet påbuddet over for E, inden det blev meddelt.
Kommentar: Sagen er blandt flere andre sager, herunder MRF 2021.369/2 Pkn, omtalt i Planklagenævnet Orienterer (PKNO) nr. 28 fra december 2022 om proportionalitet og værdispild. Afgørelsen viser, at udgangspunktet på planlovens område er, at en kommune kan kræve et ulovligt forhold fysisk lovliggjort, såfremt kommunen ikke ville have meddelt forudgående dispensation til forholdet, og at kun tungtvejende modstående interesser fører til, at kommunen afskæres fra at kræve lovliggørelse. Denne afvejning er styret af proportionalitetsbetragtninger og må også inddrage det samfundsmæssige værdispild ved en lovliggørelse og ejerens viden om det ulovlige forhold. Det fremgår ikke af Planklagenævnets afgørelse i ovenstående sag, at nævnet vurderede, om overskridelsen af bygningshøjden med 13 cm var af så underordnet betydning, at forholdet var omfattet af planlovens § 51, stk. 3, 2. led. Forklaringen herpå er formentlig den, at planlovens § 51, stk. 3, alene indebærer, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve lokalplanen, hvis der er tale om et forhold af underordnet betydning, hvorimod kommunen ikke afskæres fra at kræve lovliggørelse, jf. f.eks. MRF 2022.131 Pkn, idet proportionalitetsprincippet dog kan sætte grænser for kommunens mulighed for at kræve fysisk lovliggørelse.