MRF 2022.241
Planklagenævnets afgørelse af 13. september 2022, j.nr. 22/04342
Ophævet afslag på lovliggørende landzonetilladelse til skurvogne til brug for den oprindelige virksomhed, da der ikke var dokumentation for kontinuitetsbrud i udnyttelsen af en tidligere meddelt landzonetilladelse, men stadfæstelse af afslag på lovliggørende landzonetilladelse til nye virksomheder, der havde lejet sig ind på erhvervsejendom, da den øgede aktivitet og bebyggelse var i strid med landzonereglerne hovedformål.
Sagen omhandlede ansøgning om lovliggørende landzonetilladelse til en række forhold på en erhvervsejendom tilhørende V, der drev stilladsvirksomhed. Ejendommen på 3,9 ha var beliggende i landzone og havde siden 1960’erne været brugt til erhverv, først til en betonelementfabrik og siden oplagsplads for entreprenørvirksomhed indtil 2016. Entreprenørvirksomheden havde i 2011 fået en landzonetilladelse, jf. planlovens § 35, stk.1, til etablering af bl.a. en skurvognsby med 8 skurvogne på i alt ca. 216 m2. V overtog ejendommen i 2016 og fik en tilkendegivelse fra Roskilde Kommune om, at indretning af en stilladsvirksomhed på ejendommen kunne sidestilles med den tidligere anvendelse til entreprenørvirksomhed og derfor ikke krævede en ny landzonetilladelse. En del af bygningerne på ejendommen blev desuden udlejet til en plakatvirksomhed, hvilket ifølge kommunen udgjorde overflødiggjorte bygninger som heller ikke krævede landzonetilladelse, jf. planlovens § 37, stk. 2. V havde ansøgt om lovliggørende landzonetilladelse dels til opførelse af skurvogne til brug for stilladsvirksomheden, dels til indretning af syv nye virksomheder, som lejede sig ind på ejendommen, samt til kontorpavilloner, skurvogne og containere, som er opført til brug for disse virksomheder. Roskilde Kommune meddelte i februar 2022 afslag med den begrundelse, at udvidelsen ville give ejendommen karakter af et nyetableret erhvervsområde. Afgørelsen blev påklaget V, der anførte, at udvidelsen med virksomheder, der alene anvendte ejendommen til opbevaring af byggepladsmateriel, ikke medførte en ændret anvendelse i forhold til den allerede tilladte, at kommunen ikke havde hjemmel til at bestemme, at V kunne foretage udlejning af ejendommen til andre inden for samme branche, og at skurvognene til brug for stilladsvirksomheden var omfattet af landzonetilladelsen fra 2011. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at stilladsvirksomheden og plakatvirksomheden eksisterede lovligt på ejendommen. Nævnet fandt, at etableringen af flere virksomheder på ejendommen var en ændret anvendelse af ejendommen, som krævede landzonetilladelse og var planlægningsmæssig relevant, da dette ville medføre mere aktivitet, trafik og derved belastning af omgivelserne. Nævnet fandt ligeledes, at kontorskurvognene til brug for stilladsvirksomheden var at betragte som ny bebyggelse, som krævede landzonetilladelse, da skurvognene havde en blivende karakter og en ikke ubetydelig størrelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke kunne gives lovliggørende landzonetilladelse til etablering af nye virksomheder på ejendommen, da dette ville medføre en øget aktivitet og bebyggelse i strid med landzonereglerne hovedformål om at forhindre spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land og at sikre, at egentlig bymæssig udvikling sker, hvor der gennem planlægningen er åbnet mulighed for det. I forhold til V’s skurvogne kunne nævnet på luftfotos konstatere, at skurvognene var blevet fjernet på et tidspunkt mellem foråret 2015 og foråret 2016 og var blevet sat op mellem foråret 2019 og foråret 2020. Nævnet fandt ikke, at der var dokumentation for, at der var indtruffet kontinuitetsbrud, da dette forudsætter, at en landzonetilladelse ikke har været udnyttet i fem på hinanden følgende år, hvorfor skurvognene var lovligt eksisterende på ejendommen. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen for så vidt angik kontorskurvognene, idet afslaget på etablering af nye virksomheder stadfæstedes.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at før kommunen påbyder lovliggørelse i landzone, må den undersøge, om der foreligger kontinuitetsbrud i forhold til tidligere landzonetilladelser. I forhold til udlejning af dele af ejendommen til andre virksomheders aktiviteter er formuleringen af begrundelsen lidt uheldig, da det ikke er den omstændighed, at der er flere virksomheder på samme ejendom, der udløser landzonetilladelse, hvis aktiviteten ikke i øvrigt ændres, men derimod den planlægningsmæssigt relevante ændring, som de nye virksomheder giver anledning til, der er begrundelsen. I dette tilfælde vil resultatet dog blive det samme, da der var etableret nye indretninger for de nye virksomheder.