MRF 2022.239
Planklagenævnets afgørelse af 9. september 2022, j.nr. 22/05468
Ophævet og hjemvist dispensation fra byplanvedtægt fra 1972 efter planlovens § 19 til en bebyggelsesprocent på 29,33 i forbindelse med opførelsen af en tilbygning, da bebyggelsesprocenten fejlagtigt var beregnet efter de nugældende regler, men skal udregnes på grundlag af de regler, der var gældende, da byplanvedtægten blev vedtaget.
Dragør Kommune meddelte den 1. april 2022 dispensation i medfør af planlovens § 19 fra partiel byplanvedtægt nr. 4, Søvang, Store-Magleby by og Sogn, til en bebyggelsesprocent på 29,33 i forbindelse med opførelsen af en tilbygning til et eksisterende enfamilieshus. Byplanvedtægten var vedtaget i marts 1972, og fastsatte, at udnyttelsesgraden ikke måtte overstige 0,20 for parcelhuse og 0,25 for række-, kæde- eller gårdhuse. Vedtægten indeholdt ikke bestemmelser om ”bebyggelsesprocent”, men om ”udnyttelsesgrad”. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere fra vedtægten. Planklagenævnet (formanden) konstaterede indledningsvis, at kommunen i afgørelsen havde anvendt begrebet ”udnyttelsesgrad” synonymt med begrebet ”bebyggelsesprocent”. Nævnet bemærkede, at ”udnyttelsesgraden” er et begreb, der anvendes i ældre lokalplaner og byplanvedtægter, og at det ikke er synonymt med det nu anvendte begreb ”bebyggelsesprocent”. Nævnet bemærkede videre, at beregningen af udnyttelsesgraden – ligesom ved beregningen af bebyggelsesprocenten – skal ske efter de gældende regler i byggelovgivningen på tidspunktet for byplanvedtægtens endelige vedtagelse. Da byplanvedtægten var vedtaget i marts 1972, var det beregningsreglerne i Bygningsreglement for Købstæderne og Landet 1966 (BR1966), der fandt anvendelse ved beregningen af udnyttelsesgraden. Nævnet konstaterede, at kommunen alene havde beregnet bebyggelsesprocenten for ejendommen, hvilket i øvrigt var sket efter det forkerte bygningsreglement, idet kommunen havde anvendt beregningsreglerne i BR18. Nævnet fandt, at dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, da en beregning af udnyttelsesgraden ville kunne føre til et andet resultat. Planklagenævnet fandt på denne baggrund ikke anledning til at tage stilling, hvorvidt kommunen havde hjemmel til at dispensere, og ophævede herefter afgørelsen som ugyldig.
Kommentar: Afgørelsen følger fast praksis, hvorefter fortolkning af lokalplanbestemmelser og byplanvedtægter om bebyggelsesgrad må ske på grundlag af de regler, der var gældende, da lokalplanen eller byplanvedtægten blev vedtaget, jf. MAD 2009.1323 Nkn. Ophævelsen af dispensationen er således begrundet med utilstrækkelig oplysning af sagen. Det kan supplerende anføres, at mere detaljerede regler for beregning af bebyggelsesgrad i forhold til ejendommens areal i dette tilfælde fremgår af § 2.2 i bygningsreglement fra 1966. Den fulde ordlyd af de forskellige tidligere bygningsreglementer fremgår af Bygge- Boligstyrelens hjemmeside – se: https://historisk.bygningsreglementet.dk/tidligerebygreg/0/40.