MRF 2022.232
Planklagenævnets afgørelse af 16. august 2022, j.nr. 21/04765 og 21/13836
Motocrossbane, der siden slutningen af 1960’erne havde ligget i en tidligere grusgrav, anset for lovligt eksisterende efter planloven. Opførelse af to ny støjhegn langs banen ca. 500 m fra nærmeste nabo var af underordnet betydning, hvorfor naboorientering forud for landzonetilladelse ikke var påkrævet. Lokal beboerforening klageberettiget.
Siden omkring slutningen af 1960’erne havde en motorbane været beliggende i en tidligere grusgrav i Aalborg Kommune. Frem til midten af 1980’erne bestod anlægget af en speedwaybane, som efterfølgende blev erstattet af en motocrossbane (Dall Motocrossbane). Baneanlægget er beliggende i landzone i et område, der i kommuneplan 2021 er udpeget som planlagt sportsanlæg i form af bl.a. motorbane. I 1984 havde Nordjyllands Amt givet midlertidig landzonetilladelse til opførelse af et klubhus til banen, indtil den overordnede planlægning i området var gennemført. Der blev imidlertid aldrig vedtaget en lokalplan for området. I 1996 blev motocrossbanen miljøgodkendt, og Nordjyllands Amt gav landzonetilladelse til etablering af en carport og en vaskeplads. I 2020 ansøgte Aalborg Motorklub om miljøgodkendelse til at udvide banens driftstid fra to til tre dage om ugen, uden at der skete fysiske ændringer i baneanlægget. I forbindelse med udvidelsen ønskede Aalborg Motorklub at opføre to støjhegn langs banesporet med en længde på ca. 50 og 100 meter og med en højde på 1,5 meter. Aalborg Kommune meddelte i marts 2021 landzonetilladelse til opførelse af de to støjhegn uden forudgående naboorientering. I afgørelsen anførte kommunen, at der var tale om en eksisterende lovlig motocrossbane. En lokal beboerforening påklagede landzonetilladelse og gjorde navnlig gældende, at der burde have været gennemført naboorientering, og at den eksisterende motocrossbane ikke var lovlig, idet der ikke var meddelt landzonetilladelse eller udarbejdet en lokalplan for banen. Under klagesagen oplyste kommunen, at det var kommunens vurdering, at banen var lovligt bestående, og at kommunen havde fortabt sin håndhævelsesadgang, da banen havde eksisteret siden 1952-54. Planklagenævnet (formanden) bemærkede, at nævnet forstod kommunens bemærkninger som en indirekte afgørelse om, at motocrossbanen er lovligt bestående, hvilket nævnet kunne efterprøve. Nævnet bemærkede, at by- og landzoneloven trådte i kraft 1. januar 1970, og at forhold etableret forud herfor måtte anses for lovligt bestående efter den nuværende planlov. Ud fra sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at der blev etableret en form for motorbane på ejendommen senest i perioden 1967-70. Nævnet fandt dog under alle omstændigheder, at kommunen havde fortabt retten til at kræve motocrossbanen lovliggjort, idet kommunen i hvert fald siden 1996 havde været vidende om banens eksisterens i forbindelse med miljøgodkendelsen af selve banen og landzonetilladelsen til opførelse af carport og vaskehal i forbindelse med banen. Kommunen havde endvidere fra i hvert fald 1984 været vidende om anvendelsen af ejendommen som motorbane (speedwaybane). Planklagenævnet stadfæstede derfor kommunens indirekte afgørelse om, at motocrossbanen var lovligt bestående. For så vidt angik spørgsmålet om naboorientering forud for landzonetilladelsen til de to støjhegn fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det ansøgte var af underordnet betydning for naboerne og derfor ikke krævede naboorientering, jf. planlovens § 35, stk. 5. Nævnet lagde vægt på, at støjhegnene ville ligge i en afstand af mere end 500 meter til nærmeste nabo, ikke ville være synlige for naboer og ville forbedre støjforholdene i området samt hjælpe med sikringen i forbindelse med anvendelse af banen. Planklagenævnet stadfæstede derfor også landzonetilladelsen til de to støjhegn.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to bemærkninger. Den første angår spørgsmålet om klageberettigelse. Kommunens afgørelse om landzonetilladelse og indirekte afgørelse om, at motocrossbanen var lovligt bestående, blev påklaget af en lokal beboerforening. Foreningen opfyldte efter det oplyste ikke kriterierne i planlovens § 59, stk. 2, og en selvstændig klageret må således forudsætte, at forureningen havde en retlig interesse i sagens udfald, jf. § 59, stk. 1. Dette kan sammenholdes med, at nævnet i relation til planlovens § 35, stk. 5, lagde vægt på, at der var mere end 500 m fra støjhegnene langs banen til nærmeste nabo. I lyset heraf må det undre, at Planklagenævnet ikke i afgørelsen tog stilling til spørgsmålet om foreningens klageret. Den anden bemærkning vedrører afgørelsesbegrebet. Af sagens oplysninger fremgår, at kommunen alene havde truffet afgørelse om at give landzonetilladelse til opførelse af de to støjhegn langs motocrossbanen, idet kommunen i denne afgørelse og under klagesagen for nævnet oplyste, at det var kommunens vurdering, at banen var lovligt bestående. I sin afgørelse anfører nævnet, at nævnet ”forstår dette som en indirekte afgørelse om, at motocrossbanen er lovligt bestående”, som nævnet kunne efterprøve. Dette kan ikke tiltrædes. Spørgsmålet om, hvorvidt motocrossbanen var lovligt bestående, er ikke præjudicielt i forhold til kommunens landzonetilladelse til de to støjhegn langs banen, og der kan derfor ikke blive tale om en indirekte afgørelse i den betydning og kontekst, som Planklagenævnet normalt anvender begrebet indirekte afgørelse. Forholdet i sagen var derimod, at kommunen havde tilkendegivet, at kommunen anså banen for lovligt eksisterende, uden at denne tilkendegivelse var kommet til udtryk i en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Såfremt naboerne måtte ønske at få prøvet spørgsmålet, om motocrossbanen var lovligt bestående, kunne naboerne have anmodet kommunen om at udstede lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51. Kommunens afvisning af at indlede en sag om et sådant påbud ville herefter kunne påklages til Planklagenævnet, jf. i denne retning FOB 2020-37. Se også MRF 2022.53 Pkn om Planklagenævnets praksis, hvorefter en kommunes tilkendegivelse af, at et forhold er i strid eller i overensstemmelse med en lokalplan, kan påklages til nævnet.