MRF 2022.231
Planklagenævnets afgørelse af 14. juli 2022, j.nr. 22/04476
Ophævet lokalplan for etablering af serviceerhverv i sommerhusområde, da anvendelsen ikke kunne indeholdes i kommuneplanens rammebestemmelser, der alene udlagde området til sommerhusområde uden nærmere at specificere, hvad den konkrete anvendelse bestod i, hvilket fandtes i modstrid med planlovens § 13, stk. 1.
Odsherred Kommune vedtog i marts 2022 endeligt lokalplan nr. 2021-09. Lokalplanen muliggjorde, at planområdet på ca. 114 ha, som var en del af et eksisterende sommerhusområde, kunne anvendes til serviceerhverv til ferie- og fritidsformål, restaurant, hotel samt kunsthåndværk, galleri og andre virksomheder til ferie- og fritidsformål samt sommerhusbebyggelse, parkering og offentligt toilet. Lokalplanen inddelte planområdet i delområder og fastlagde anvendelsen af delområde A til detailhandelsbutik på maks. 1200 m² samt telemast og parkering, delområde B til serviceerhverv til ferie og fritidsformål, restaurant, hotel, samt kunsthåndværk, galleri og andre virksomheder til ferie og fritidsformål op til 250 m², sommerhusbebyggelse, parkering og offentligt toilet, og delområde C til sommerhus bebyggelse og parkering. Planområdet var omfattet af kommuneplan 2021-2033, hvis retningslinjer bl.a. angav, at sommerhusområder var forbeholdt ferieboliger mv., og at der alene ved lokalplan kunne etableres nye erhvervsvirksomheder samt gallerier mv. Kommuneplanen udlagde rammeområderne 3S2 og 4S1 til sommerhusområde, og rammeområde 4S7 var udlagt til sommerhusområde – blandet bolig og erhverv. Det fremgik af rammebestemmelsen for rammeområde 4S1, at det var vigtigt at sikre en smuk vejstrækning, herunder særligt ved bebyggelsens placering og ydre fremtræden samt ved hegning langs vejen. Rammeområde 3S2 omfattede hele delområde A samt dele af delområde B og C, hvor rammeområde 4S1 omfattede dele af delområde B og C, mens rammeområde 4S7 alene omfattede dele af delområde B. Planvedtagelsen blev påklaget af tre grundejerforeninger og en beboer i området, der bl.a. anførte, at delområde C, med muligheden for anvendelsen til parkering for de omkringliggende erhvervsvirksomheder, reelt ville inddrages som et nyt erhvervsområde i sommerhuszone, ligesom dette var uforeneligt med kommuneplanens ønske om en smuk vejstrækning. Det anførtes endvidere, at kommuneplanrammerne 3S2 og 4S1 var sommerhusområder uden mulighed for erhverv, at der skete uberettiget begunstigelse af en ejer af en ejendom uegnet til erhverv, der nu lå i delområde B, at lokalplanen i sig selv var modstridende og modstridende med de gældende lokalplaner, og at lokalplanen var i strid med planlovens § 38 a. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at det ikke er usædvanligt eller i strid med planloven, at en grundejer inden for planområdet har en økonomisk interesse i vedtagelsen af en lokalplan. Nævnet fandt, at lokalplanen med den deri muliggjorte anvendelse havde en planlægningsmæssig relevant begrundelse, og fandt i øvrigt ikke grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn. Nævnet afviste, at der efter planloven er krav om, at en lokalplan skal være i overensstemmelse med planlovens § 38 a, da bestemmelsen efter sin ordlyd regulerer anvendelsen af ejendomme i sommerhusområder, hvis andet ikke er bestemt i en lokalplan. Upræcise eller modstridende lokalplanbestemmelser påvirker ikke lokalplanens gyldighed, men kan have betydning for efterfølgende håndhævelse. Endelig bemærkede nævnet, at der ikke i planloven gælder noget krav om, at en ny lokalplan skal være i overensstemmelse med ældre fortsat gældende lokalplaner. Nævnet fandt derfor, at det ikke havde betydning for gyldigheden af lokalplanen, at den ikke indeholdt bestemmelser om hel eller delvis ophævelse af andre gældende lokalplaner for lokalplanområdet. Nævnet bemærkede dog, at de flere gældende planer kunne få betydning i forbindelse med den efterfølgende administration af plangrundlaget, men at eventuelle fremtidige fortolkningsproblemer som klart udgangspunkt ikke medfører ugyldighed. For så vidt angik forholdet mellem kommuneplanen og lokalplanen fandt nævnet, at den anvendelse, som lokalplanen muliggjorde i delområde A og B, ikke var indeholdt i kommuneplanens rammebestemmelser for områderne. Rammebestemmelserne angav således alene, at områderne kunne anvendes til sommerhusområde, uden at specificere, hvad den konkrete anvendelse bestod i. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at kommuneplanrammen skal udgøre en så tilstrækkelig entydig og præcis ramme for lokalplanlægningen, at det umiddelbart fremgår, hvilke bindende lokalplanbestemmelser, der vil kunne fastsættes. Det er ikke tilstrækkeligt til at anse en lokalplan for værende i overensstemmelse med kommuneplanen, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer. For så vidt angik delområde C fandt nævnet, at kommuneplanens beskrivelse af en smuk vejstrækning mv. ikke var formuleret så klart, at der heraf kunne udledes konkrete krav til planlægningen. Efter lokalplanen var det uklart, om anvendelsen af delområde C til sommerhusbebyggelse og parkering skulle forstås som parkering til brug for sommerhusbebyggelsen i delområde C, eller om området også kunne anvendes til parkering til brug for lokalplanens delområder A og B. På baggrund af sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at det havde været kommunens hensigt, at delområde C tillige kunne anvendes til parkering til brug for anvendelsen i lokalplanens delområder A og B. Da den i lokalplanen fastlagte anvendelse af delområde A og B dermed var i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, var det også i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, at lokalplanens delområde C var udlagt til bl.a. parkering for den planlagte anvendelse af delområde A og B. Planklagenævnet ophævede herefter lokalplanen.
Kommentar: Afgørelsen er en af de forholdsvis få, hvor en lokalplan ophæves pga. modstrid med kommuneplanen, og giver samtidig en god indføring i en del af planlovens betingelser for en lokalplans gyldighed.