MRF 2022.22
Vestre Landsrets dom af 16. februar 2022, 15. afd., sag BS-41004/2018-VLR
(Olav D. Larsen, Annette Nørby og Mikkel Bensby Nøhr (kst.))
A (adv. Gert Lund) mod Norddjurs Kommune (adv. Jacob Schall Holberg). Biintervenient til støtte for A: Landbrug & Fødevare F.m.b.A. (adv. Christina Kirk Mizzi)
Overtaksationskommission havde ikke kompetence til ex officio at tilsidesætte parternes aftale om ekstension.
I forbindelse med anlæg af en omfartsvej ved Grenaa havde Norddjurs Kommune behov for at ekspropriere et mindre areal af gårdejer A’s ejendom. Under parternes forhandling gjorde A det klart, at han ønskede at afhænde begge sine landejendomme med kvægdrift. Kommunen fik ejendommene vurderet og tilbød A en erstatning på 17 mio. kr., hvilket A afviste. Kommunen besluttede i 2015 at ekspropriere hele A’s landbrugsbedrift. For taksationskommissionen gjorde kommunen gældende, at parterne havde aftalt, at kommunen skulle overtage begge ejendomme i deres helhed, jf. vejlovens § 104, stk. 1. Taksationskommissionen fastsatte en erstatning på 18,8 mio. kr. Kendelsen blev indbragt for overtaksationskommissionen, der i kendelse af 28. november 2017 (MAD 2017.514) fastslog, at denne ikke var bundet af parternes påstande, og at betingelserne for ekstension ikke havde været opfyldt. Sagen blev derfor hjemvist til taksationskommissionen, der fastsatte en erstatning for delekspropriationen af den ene ejendom til ca. 1 mio. kr. Denne kendelse blev i det væsentlige stadfæstet af overtaksationskommissionen. A anlagde derefter sag mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at overtaksationskommissionens kendelse af 28. november 2017 var ugyldig, og at sagen derfor skulle hjemvises til fornyet behandling. A gjorde navnlig gældende, at overtaksationskommissionen ikke havde haft kompetence til af egen drift at tilsidesætte parternes aftale om ekstension, og at kommunen derfor var forpligtet af sin oprindelige beslutning og parternes aftale. Kommunen påstod frifindelse og nedlagde selvstændig påstand om, at A skulle tilbagebetale et beløb, A havde modtaget a conto. Kommunen anførte navnlig, at overtaksationskommissionens kendelse var gyldig og bindende. Sagen blev i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, henvist til landsretten. Et flertal på to dommere fandt, at kommunen havde eksproprieret et areal og samtidig imødekommet A’s ønske om ekstension, jf. vejlovens § 104, stk. 1, således at kommunen overtog begge landbrugsejendomme. Flertallet bemærkede herefter, at A og kommunen var enige om, at ekspropriationen medførte så betydelige ulemper, at de to ejendomme ikke kunne udnyttes på en rimelig måde, og at ekstensionsbetingelserne derfor var opfyldt. Flertallet udtalte dernæst, at det følger af vejlovens § 104, stk. 5, at taksationsmyndighederne skal lægge en aftale mellem ejeren og vejmyndigheden om ekstension til grund, og fastslog i forlængelse heraf, at vejlovens § 115, stk. 2, hvorefter taksationsmyndighederne ikke er bundet af parternes påstande, ikke indebærer, at taksationsmyndighederne skal tilsidesætte en enighed mellem ejeren og vejmyndigheden om ekstension. Som følge heraf havde overtaksationskommissionen ikke haft kompetence til at tilsidesætte parternes aftale, og kendelsen fandtes derfor ugyldig. Én dissentierende dommer fandt efter en fortolkning af reglerne i vejloven og dommen i U 1971.126 H ikke, at overtaksationskommissionen havde handlet uden for sin kompetence, og stemte for frifindelse.
Kommentar: På området for ekspropriation og taksation er der en lang tradition for en relativt udpræget aftalefrihed. Det hænger sammen med, at ekspropriation kun er nødvendigt, såfremt ekspropriaten og eksproprianten ikke kan finde en mindelig ordning. Heri ligger en grundlæggende anerkendelse af, at parterne kan have en legitim forligsinteresse i at indgå aftaler på mere eller mindre utraditionelle måder. Som andre atypiske aftaleeksempler inden for ekspropriationsområdet kan nævnes U 1960.829 H, U 2001.356 H og U 2003.855 H. Se herom Grønved Nielsen: Forvaltningskontrakter, 2021, især s. 210 ff., s. 297 ff. og s. 317 ff. Dommen forekommer rigtig og skal ses i lyset af tendenser i nyere ekspropriationspraksis, hvor taksationsmyndighederne udøver en intensiv officialvirksomhed. Denne praksis – inklusive den overtaksationskommissionskendelse fra 2017, der forelå til prøvelse (MAD 2017.514), og en lignende sag (MAD 2015.273) – er omtalt og kritiseret a.st., s. 723:
”Denne praksis rejser nogle vanskelige spørgsmål. Der kan argumenteres for, at sådanne uanmodede indgreb i en aftalerelation er i overensstemmelse med en stringent praktiseret officialvirksomhed. Det gælder især for åbenbare ulovligheder, der med rette – hvilket ikke var tilfældet i de pågældende sager – kan indordnes DL 5-1-2. På den anden side er det ikke uproblematisk at se bort fra parternes vilje i partstvister. Man kan endda forestille sig, at det forhold, at kommissionen de facto tilsidesatte parternes aftale, udgjorde en bristet forudsætning for overhovedet at lade de omtvistede spørgsmål gå til taksation. Bent Christensen formulerede udtrykkeligt en sammenhæng mellem nævns adgang til at lægge vægt på dispositive erklæringer og adgangen til at indgå aftaler om forholdet.
Det hører også med det til samlede billede, at taksationskommissioner i andre tilfælde har tillagt partsdispositioner betydning i afgrænsningen af deres kompetence, jf. afsnit 14.3.2 [s. 718]. U 2003.855 H vidner om, at der i alle tilfælde kan opstå diskrepanser mellem taksationskommissionerne og domstolene på dette område. I sagen havde overtaksationskommissionen ikke fundet sig bundet af et forlig, som parterne havde indgået om erstatning for retablering af Hjarbæk Fjord. Domstolene fandt imidlertid, »at dette forlig er bindende for de implicerede parter«. Hvis kun domstolene vil anerkende ekspropriationsaftalers virkninger, kan parterne være nødsaget til at gå den slagne vej gennem taksationssystemet (der er obligatorisk), før de – eller én af dem – kan hævde deres ret ved domstolene. Selv om man kan forklare diskrepansen i forskellen mellem official- og forhandlingsprincippet, forekommer dette uhensigtsmæssigt – især hvis begge parter ønsker aftalen lagt til grund, og den ikke er åbenbart ulovlig. Det gælder i hvert fald MAD 2015.273, mens udfaldet i MAD 2017.514 nemmere kan forsvares derved, at ekstensionsspørgsmålet var præjudicielt for taksationen (om end forholdet til vejlovens § 104, stk. 5, ikke fremstår klart i begrundelsen).”
Det anførte forbehold med hensyn til MAD 2017.514 kan nu fjernes, idet landsretten udtrykkeligt lagde vægt på parternes adgang til at indgå aftale efter vejlovens § 104, stk. 5. Når flertallet anfører, at det følger direkte af ordlyden af vejlovens § 104, stk. 5, at taksationsmyndighederne skal lægge en aftale om ekstension til grund, er det dog for vidtgående. Bestemmelsen lyder: ”Opnås der ikke aftale med vejmyndigheden om de forhold, der er nævnt i stk. 1-4, træffes afgørelsen af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 105 og 106”. Det er således nærmere en modsætningsslutning, der hjemler resultatet. Den dom, som mindretallet nævner (U 1971.126 H), kan i øvrigt ikke føre til et andet resultat i denne sammenhæng. I dommen fandt Højesterets flertal, at taksationskommissionen havde haft grundlag for at nedsætte en erstatning uden påstand herom. Dommen angik imidlertid ikke – modsat de her omtalte sager – en aftale mellem parterne. Såfremt parterne havde aftalt, at denne erstatning skulle lægges til grund, havde udfaldet været et andet, jf. U 2003.855 H.