MRF 2022.208
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. juli 2022, j.nr. 20/08310
Hjemvist Skive Kommunes dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 3 til retablering af direkte udløb fra Sæby Bæk i Grynderup Sø, da projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.f om regulering af vandløb, og miljøvurdering uanset senere afgørelse efter vandløbsloven skal udarbejdes på et så tidligt stadium som muligt i beslutningsprocessen.
I 2011 blev der gennemført et statsligt vådområdeprojekt for genopretning af Grynderup Sø, hvor en delstrækning af det offentlige vandløb Sæby blev omlagt fra at have direkte udløb til Grynderup Sø til at have et forløb gennem et mosaikområde i Område Syd for projektet for Grynderup Sø. Sæby Bæk er for en del af forløbet beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Efter gennemførelsen af vådområdeprojektet blev det konstateret, at vandet ved passage gennem Område Syd mødte fysiske barrierer, hvorved der blev skabt opstuvning opstrøms i Sæby Bæk. På den baggrund ansøgte Naturstyrelsen om at foretage ændring af tilstanden af Sæby Bæk ved at retablere forholdene med direkte udløb i Grynderup Sø. Skive Kommune meddelte herefter i juli 2020 dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, til at gennemføre en tilstandsændring af Sæby Bæk i overensstemmelse med det ansøgte. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, hvor Skive Kommune under klagesagsbehandlingen oplyste, at afgørelse om projektet efter vandløbsloven ville blive truffet efterfølgende, og det var Skive Kommunes vurdering, at der ikke kunne træffes afgørelse om miljøvurdering, såfremt der ikke forelå endelig dispensation meddelt efter naturbeskyttelsesloven. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) henviste til, at det af Miljøstyrelsens vejledning nr. 40 af 2019 om naturbeskyttelseslovens § 3 fremgår, at der skal foreligge en miljøvurdering, forinden der meddeles dispensation i henhold til naturbeskyttelsesloven. Nævnet bemærkede, at vejledningen er i overensstemmelse med VVM-direktivets artikel 2, stk. 1, hvorefter et projekts indvirkninger på miljøet skal være vurderet, inden der meddeles tilladelse, samt at det følger af 2. betragtning i direktivets præambel, at indvirkningerne på miljøet skal tages i betragtning på et så tidligt stadium som muligt i alle tekniske planlægnings- og beslutningsprocesser, hvilket endvidere er understreget af EU-domstolen i sag C-201/02, præmis 42, 50 og 51. Nævnet lagde til grund, at det ansøgte projekt var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.f om anlæg af vandveje, kanalbygning og regulering af vandløb. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at afgørelsen i fravær af forudgående afgørelse om miljøvurdering led af en væsentlig retlig mangel, hvorfor afgørelsen blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling, hvor kommunen skulle være opmærksom på, at efter habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 1, nr. 1, kan der ikke dispenseres for et projekt, der kan beskadige yngle- og rasteområder for bilag IV-arter, som bl.a. omfatter strandtudse.
Kommentar: Afgørelsen vedrører et tilbagevendende problem, da bl.a. vandløbsregulering typisk kræver tilladelser og dispensationer efter flere forskellige love, hvor spørgsmålet er, hvornår skal screeningen ske. Dette problem tog EU-Domstolen ikke stilling til i sag C-201/02, Wells, men derimod i sag C-290/03, Barker, hvor EU-Domstolen ganske vist fastslog, at VVM-screening skal ske så tidligt som muligt, men samtidig fastslog, at hvis der i efterfølgende tilladelser til samme projekt tages stilling til forhold, som kan have væsentlig betydning for miljøet, skal der altid ske en ny VVM-screening. Så selv om det må tiltrædes, at der for vandløbsregulering af § 3-beskyttede vandløb skal ske VVM-screening forud for dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, hvis denne dispensation meddeles først, vil der alligevel kunne være krav om VVM-screening forud for efterfølgende tilladelser efter vandløbsloven. Hertil kommer i øvrigt, at der efter habitatbekendtgørelsens § 10 kræves en vurdering for hver af de tilladelser, som meddeles, hvorfor der i ovennævnte sag kræves en vurdering efter habitatbekendtgørelsens § 10 i forbindelse med både § 3-dispensationen og tilladelsen efter vandløbsloven.