MRF 2022.201
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. juli 2022, j.nr. 22/00520
Ophævet registrering af § 3-beskyttet eng i genoptaget sag, da arealet havde fået karakter af fersk eng som følge af braklægning i medfør af EU’s hektarstøtteordning, hvilket udgjorde en særlig driftsform gennemført ved aftale med en offentlig myndighed, hvorfor undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1, fandt anvendelse.
Jammerbugt Kommune traf i december 2015 afgørelse om, at et areal på 3.800 m2 var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttet eng, da arealet var blevet opdyrket i 2003. Arealet var beliggende på en ejendom med et areal på i alt 34.867 m2. Nord for arealet lå dyrkede marker, og syd for lå en beskyttet strandeng, jf. naturbeskyttelseslovens § 3. Umiddelbart øst og vest for arealet lå endvidere § 3-arealer i form af beskyttet eng, og længere mod vest og øst lå dyrkede marker. Det fremgik af afgørelsen, at kommunen ikke havde foretaget en besigtigelse af arealet, idet det var omlagt i de sidste mange år, men at Naturstyrelsen havde besigtiget arealet i 2013 og konstateret, at arealet indgik i driften. Det fremgik desuden, at ejendommens forpagter, F, havde oplyst, at markerne i området alle var blevet drevet intensivt siden 1970’erne. Kommunen havde vurderet, at det pågældende areal havde været ekstensivt drevet indtil 2004 og udgjorde beskyttet eng, hvorfor opdyrkningen var ulovlig, og engen skulle retableres. Afgørelsen blev påklaget af F, der anførte, at arealet, ikke var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, da arealet var indgået i driften op til en braklægning i 1993 og var overgået til drift inden for et år efter udløbet af braklægningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede i afgørelse af 4. november 2021 (18/05497) § 3-registreringen af arealet. Nævnet lagde i afgørelsen til grund, at arealet var braklagt i medfør af hektarstøtteordningen, som blev indført med virkning fra høsten 1993, og at arealet ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, på dette tidspunkt. Nævnet vurderede, at arealet havde karakter af beskyttet eng i 2003, da det blev opdyrket, hvorfor det afgørende var, om F havde ret til at foretage en genopdyrkning af engen som følge af, at arealet havde ”vokset sig ind i” naturtypebeskyttelsen på grundlag af en aftale med en offentlig myndighed om en særlig driftsform, jf. naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1. Nævnet fandt imidlertid ikke, at braklægning i medfør af hektarstøtteordningen var en aftale med en offentlig myndighed om en særlig driftsform i naturtypebekendtgørelsens forstand. F anmodede senere nævnet om at genoptage sagen, idet F gjorde gældende, at nævnets afgørelse var i strid med hidtidig praksis samt adskillige myndigheders fortolkning af naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1, hvorefter braklægningen i medfør af hektarstøtte- og enkeltbetalingsordningerne er omfattet af undtagelsen i bekendtgørelsens § 2, stk. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at der var grundlag for at genoptage sagen, idet nævnets læge afdeling efter afgørelsestidspunktet i en lignende sag havde vurderet, at arealer, der har været braklagt i medfør af hektarstøtteordningen, kunne være omfattet af undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1. Nævnet fandt på baggrund af en gennemgang af luftfotos ikke, at oplysningerne om arealets driftshistorik med rimelighed kunne afvises, og lagde derfor til grund, at arealet ikke var omfattet af § 3-beskyttelsen, da arealet i 1993 blev braklagt. Nævnet lagde endvidere til grund, at arealet havde været udtaget til brak i medfør af EU’s hektarstøtteordning, og at ejeren havde valgt at udtage det samme areal kontinuerligt i perioden 1993-2002, hvorved det efterhånden havde fået karakter af fersk eng. Nævnet vurderede, at den ferske eng var dannet på baggrund af aftalen om hektarstøtte og dermed en følge af en særlig driftsform, hvorfor undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1, fandt anvendelse. Da opdyrkningen af engen i 2003 var sket inden for et år efter ophør af braklægningen, var arealet ikke omfattet af § 3. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1, er en bredt formuleret og generel undtagelse til naturbeskyttelseslovens § 3, at de relevante myndigheder, herunder Miljøstyrelsen og By- og Landskabsstyrelsen, havde fortolket bestemmelsen på denne måde, og at der ikke i bestemmelsens forarbejder eller praksis forelå klare holdepunkter for at tilsidesætte denne fortolkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter registreringen.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med fast praksis, og det kan undre, at klagenævnet i den tidligere afgørelse fra november 2021 var nået til det modsatte resultat. Selve sagen illustrerer endvidere, at en del sager om § 3-arealer afgøres på baggrund af forhold, der ligger mange år tilbage med den betydelige bevismæssige usikkerhed, dette ofte medfører.