MRF 2022.157
Højesterets dom af 12. august 2022, 1. afd., sag BS-5814/2021-HJR
(Thomas Rørdam, Jens Peter Christensen, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski og Rikke Foersom)
Vejlauget X (adv. Lars Vindfeldt Skals) mod A og B (adv. Søren Egede Schulz)
Vejlaug kunne anlægge sag om vejret mod A og B, selvom vejlauget kun ejede en tredjedel af den private fællesvej. Der forelå ikke et nødvendigt procesfællesskab, jf. retsplejelovens § 255, stk. 2, og A og B havde for Højesteret frafaldet anbringende om vejret efter vejrettighedsloven fra 1938.
A og B købte i 2016 en grund på en privat fællesvej (X-vej 10). I forbindelse med A og B’s opførelse af en bolig på grunden opstod der spørgsmål om vejretten til den private fællesvej X-vej. Vejlauget, X, ejede 1/3 af den private fællesvej, mens to grundejere (deres dødsboer) ejede de to andre tredjedele. X anlagde sag mod A og B med påstand om, at de skulle anerkende, at de ikke havde vejret til den private fællesvej. Spørgsmålet i sagen var dels, om der forelå en vejret, dels om der forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem vejlauget og de to øvrige ejere af den private fællesvej med den virkning, at vejlauget ikke kunne optræde på egen hånd som sagsøger, jf. retsplejelovens § 255, stk. 2. Byretten udtalte, at det fremgår af § 1, stk. 1, i lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, at når en vej er eneste eller væsentligste adgang til en ejendom eller til nogen af dennes lodder, og vejen er angivet på matrikelkortet, hvis udvisende i det væsentlige stemmer med forholdene i marken, kan retten til denne vej ikke fortrænges af senere erhververe af rettigheder over den tjenende ejendom ifølge aftale eller retsforfølgning, selv om retten ikke er tinglyst. Det fremgår af samme lovs § 1, stk. 2, at den, der vil bestride, at der foreligger en ret til vejen, når de i stk. 1 nævnte betingelser er til stede, har bevisbyrden. Byretten lagde herefter til grund, at X-vej var eneste eller væsentligste adgang til X-vej 10, at X-vej var angivet på matrikelkortet, og at matrikelkortet i det væsentligste stemte overens med forholdene for X-vej i marken, og at X-vej 10’s eventuelle vejret til X-vej ikke var tinglyst. Da A og B gjorde brug af X-vej til færdsel til og fra X-vej 10, forinden vejlauget erhvervede adkomst til X-vej, kunne vejlauget ikke fortrænge vejrettigheden, jf. vejrettighedslovens § 1, stk. 1. Herefter var der ikke grundlag for at tage stilling til, om der forelå det nødvendige procesfællesskab, jf. retsplejelovens § 255, stk. 2. Da vejlauget ikke kunne fortrænge A og B’s vejrettighed til X-vej, frifandtes A og B. Vejlauget ankede dommen til landsretten, der også frifandt A og B, men ikke med henvisning til lov om private vejrettigheder, idet landsretten fandt, at et søgsmål med det formål at håndhæve ejerrettigheder alene kunne anlægges af ejerne i forening. Under disse omstændigheder var der ifølge landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem ejerne af vejen. Vejlauget indbragte herefter med Procesbevillingsnævnet tilladelse sagen for Højesteret, hvor A og B frafaldt anbringendet om vejret efter lov om private vejrettigheder. Om det nødvendige procesfællesskab udtalte Højesteret, at det efter de foreliggende oplysninger måtte lægges til grund, at tildeling af vejrettigheder i henhold til privatvejslovens § 26, stk. 1, krævede enstemmighed blandt de tre ejere af den private fællesvej. Vejlauget havde – som medejer af vejen – retlig interesse i at få prøvet den nedlagte anerkendelsespåstand. En stillingtagen til anerkendelsespåstanden ville ikke være retligt bindende for de to andre ejere af vejen, og der sås ikke at foreligge hensyn til disse ejere af vejen eller til A og B, som talte afgørende imod, at anerkendelsespåstanden blev taget under pådømmelse. På den anførte baggrund fandt Højesteret, at der ikke forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem de tre ejere af vejen som nævnt i retsplejelovens § 255, stk. 2, mht. vejlaugets anerkendelsespåstand. Herefter, og da A og B for Højesteret havde frafaldet deres anbringende om at have vejret til den private fællesvej, blev vejlaugets anerkendelsespåstand om, at A og B skulle anerkende, at de ikke havde vejret til den private fællesvej, taget til følge.
Kommentar: Dommen illustrerer betydningen af forhandlingsmaksimen. Såfremt A og B ved Højesteret havde fastholdt anbringendet om vejret efter lov om private vejrettigheder, måtte sagen formentlig være endt med det modsatte resultat. Hvorfor dette anbringende blev frafaldet, fremgår ikke af dommen.