MRF 2022.152
EU-Domstolens dom af 22. juni 2022, 6. afd., sag C-661/20, Kommissionen mod Slovakiet (Protection du Grand tétras)
Slovakiets ændringer i skovvedligeholdelsesprogrammer og akutte fældninger i Natura 2000-områder er omfattet af kravet om konsekvensvurdering i habitatdirektivets art. 6(3), og forpligtelsen kan ikke opfyldes ved stiltiende tilladelser. Bekæmpelse af barklevende skadedyr med fældning og pesticider, der forringede levested for tjuren, var i modstrid med habitatdirektivets art. 6(2), og fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(1) var overtrådt, da der ikke var gennemført de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger for at opretholde gunstig bevaringsstatus for tjuren.
Sagen drejede sig om de slovakiske skovdrift i Natura 2000-områder, som Kommissionen fandt var i modstrid med habitatdirektivets art. 6(2) og 6(3) samt fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(1), hvilket bl.a. hang sammen med, at der i perioden 2004-2019 var sket en tilbagegang i bestanden af tjuren (særligt beskyttet fugl omfattet af fugledirektivets bilag 1) på knap 50 %, hvorfor Kommissionen anlagde traktatbrudssag. EU-Domstolen fastslog, at habitatdirektivets art. 6(3) var overtrådt, da ændringer af skovvedligeholdelsesprogrammer og akutte fældninger kunne ske uden forudgående konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3), og at det ikke var tilstrækkeligt, at der for akutte fældninger var en ordning med stiltiende samtykke, når myndighederne ikke havde gjort indsigelse inden 30 dage efter anmeldelsen (præmis 67, 69 og 77). I forhold til overtrædelse af habitatdirektivets art. 6(2) gjorde Kommissionen bl.a. gældende, at der i flere skovområder, der var udlagt som særlige fuglebeskyttelsesområder (SBO) for bl.a. tjuren, var fældet et større antal træer og anvendt pesticider for at løse problemer med barklevende insekter, hvilket havde bidraget til tilbagegang af tjuren. Slovakiet gjorde heroverfor bl.a. gældende, at Slovakiet havde indført en ordning, hvor der for knap halvdelen af de SBO’er, der var udlagt for tjuren, var indført en særlig skærpet beskyttelsesordning. EU-Domstolen lagde til grund, at en virksomhed kun er i overensstemmelse med habitatdirektivets art. 6(2), hvis det sikres, at aktiviteten ikke medfører forstyrrelser, der mærkbart vil kunne påvirke direktivets formål. I dette tilfælde måtte det lægges til grund, at intensiv skovfældning på store arealer sammen med anvendelse af pesticider til bekæmpelse af barklevende insekter havde bidraget til faldet i bestanden af tjuren. De af Slovakiet påberåbte særlige beskyttelsesforanstaltninger var i hovedsagen foranlediget af klager fra miljøorganisationer og borgere og kunne derfor ikke anses for et sammenhængende strukturelt system (præmis 107). Slovakiet fandtes derfor ikke at have vedtaget de fornødne beskyttelsesforanstaltninger for tjuren. I forhold til fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(1) lagde EU-Domstolen til grund, at reglen forpligter medlemsstaterne til at vedtage de beskyttelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at opretholde gunstig bevaringsstatus for de beskyttede arter og naturtyper, og at det var ubestridt, at Slovakiet for syv SBO’er for tjuren ikke havde vedtaget bevaringsplaner, hvorfor Slovakiet også blev dømt for dette forhold.
Kommentar: Afgørelsen følger EU-Domstolens fortolkning af habitatdirektivets art. 6 i sag C-441/17, Kommissionen mod Polen (Białowieża-skoven) mht. skovdrift, men indeholder herudover den væsentlige præcisering, at habitatdirektivets art. 6(3) ikke kan opfyldes ved en ordning med anmeldelser og stiltiende tilladelser, når den kompetente myndighed ikke har reageret inden 30 dage. Dette må formentlig betyde, at den i naturbeskyttelseslovens § 19 b indførte anmeldelsesordning med stiltiende tilladelser ikke er i overensstemmelse med habitatdirektivets art. 6(3).