MRF 2022.109
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. maj 2022, j.nr. 20/02655
Miljøbeskyttelseslovens § 46 hjemler ikke påbud om, at grundejer på grundlag af et objektivt ansvar kan påbydes at fjerne affald fra grundejerens ejendom, hvorfor nævnet ophævede Roskilde Kommunes påbud om at fjerne asbestholdigt affald efter brand af hus. Dissens.
Baggrunden for sagen var, at der om natten den 8. november 2019 opstod en eksplosiv brand på E’s hus med asbestholdigt tag, hvorved der var spredt asbestholdigt materiale på E’s ejendom og omliggende ejendomme på et areal på i alt 8.572 m2. Roskilde Kommune kontaktede Styrelsen for Patientsikkerhed, der den 15. november påpegede, at asbesten skulle fjernes hurtigst muligt, hvorefter E’s forsikringsselskab F igangsatte en foreløbig oprydning den 15.-21. november. På baggrund af de indledende undersøgelser fremsendte kommunen et forslag til frivillig aftale om oprydning med F og ejerne af de berørte ejendomme, hvori der var henvist til miljøbeskyttelseslovens §§ 69 og 70. Da aftalerne ikke blev underskrevet, meddelte kommunen efter varsel den 28. november påbud til E og ejerne af de omliggende ejendomme om fjernelse af det asbestholdige affald med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 46, idet kommunen med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 78, stk. 2, ophævede den opsættende virkning af en eventuel klage. Af påbuddet fremgik bl.a., at kommunen havde lagt til grund, at forureningen af jorden med asbestholdigt affald ikke udgjorde en jordforurening, og at påbud efter jordforureningslovens § 41 derfor ikke var mulig, og henviste til en udtalelse fra Miljøstyrelsen fra 2005 (https://edit.mst.dk/media/cy4hfjkb/vejledende-udtalelse-om-asbest.pdf). E påklagede påbuddet og gjorde bl.a. gældende, at der ikke i miljøbeskyttelseslovens § 46 er hjemmel til at påbyde en grundejer at fjerne affald på objektivt grundlag, jf. U 1991.674 H. E anførte endvidere med henvisning til U 2011.465 H (slaggedommen), at det var forkert, at asbestforureningen af jorden ikke var omfattet af jordforureningsloven, hvor det fremgik af § 41, stk. 2, at der ikke kunne meddeles påbud, når forureningen var opstået ved brand, som ikke kunne bebrejdes ejeren som uagtsom. Endvidere afviste E, at miljøbeskyttelseslovens § 69 fandt anvendelse, og at fremgangsmåden med frivillig aftale var stærkt kritisabel. Uanset indsigelserne opfyldte E de påbudte foranstaltninger, da klagens opsættende virkning var ophævet. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvis, at det efter affaldsbekendtgørelsen§ 4, stk. 2, nr. 1, er kommunen, som afgør, om en genstand er affald, og at dette ikke kan prøves af klagenævnet, jf. affaldsbekendtgørelsens § 78. Nævnet lagde herefter til grund, at asbestforureningen af jorden var omfattet af jordforureningsloven, og hvis forureningen kunne påbydes fjernet efter jordforureningslovens § 41, skulle § 41 ud fra lex specialis anvendes forud for miljøbeskyttelseslovens § 46. Da forureningsårsagen var brand, som ikke kunne bebrejdes E, kunne der ikke meddeles påbud til E om oprydning, jf. § 41, stk. 3, nr. 2. Efter en gennemgang af forarbejderne, Poul Sørensens kommentar i U 1992B.24 til U 1991.674 H og Gorm Møller: Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer, 2. udg., 2019, s. 890, fandt flertallet (2 mod 1), at ”der ikke med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 46 kan udstedes påbud til klager om fjernelse af asbestholdigt affald fra Ejendommen som følge af branden”, og henviste til, ”at en grundejers handlepligt i almindelighed skal vurderes ud fra dansk rets almindelige ansvarsnorm, som er culpa, og at en grundejer [...] ikke uden særlig lovhjemmel kan blive ansvarlig på objektivt grundlag”, hvorfor påbuddet blev ophævet. Mindretallet fandt derimod, at miljøbeskyttelseslovens § 46 hjemler påbud til den til enhver tid værende grundejer, og henviste til, at det efter miljøbeskyttelseslovens § 43 påhviler enhver, der opbevarer affald, at håndtere og bortskaffe affaldet.
Kommentar: Afgørelsen må anses for principiel, og rækkevidden begrænser sig ikke til affald efter nedbrændte huse, men omfatter også de tilfælde, hvor tredjemand uden en grundejers viden eller accept placerer affald på grundejerens ejendom, og hvor der ikke er noget at bebrejde grundejeren. I disse tilfælde kan grundejeren efter flertallets votum ikke i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 46 påbydes at fjerne affaldet. Dette forekommer velbegrundet, når omstændighederne sammenholdes med jordforureningslovens § 41, hvor lovgiver har fastsat hjemmel til, at en erhvervsmæssig forurener kan påbydes at fjerne en forurening, hvilket dog ikke gælder, hvis forureningen er forvoldt ved brand, som ikke kan bebrejdes den erhvervsmæssige forurener, jf. § 41, stk. 2, der netop blev udvidet med forurening som følge af brand under Folketingets behandling. Herudover kan anføres, at en jordforurening, der er forvoldt af en ikke-erhvervsmæssig forurener, ikke kan påbydes opryddet efter jordforureningslovens § 41, stk. 1, jf. § 41, stk. 3, nr. 2. Sammenholdes § 46 med jordforureningslovens § 41, hvor lovgiver netop har fastsat hjemmel til en objektivt betinget handlepligt for en forurener, og hvornår denne objektivt betingede handlepligt ikke gælder, forekommer det rimelig oplagt, at miljøbeskyttelseslovens § 46 ikke hjemler et objektivt ansvar for grundejeren til at fjerne affald, der er opstået på en måde, som ikke kan bebrejdes grundejeren. Den af Miljøstyrelsen anførte fortolkning af § 46 må derfor undre, men sagen illustrerer dermed også, at Miljøstyrelsens vejledende udtalelser om retlige spørgsmål ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret. Se også Miljø-og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. juni 2022 (20/00479), hvor nævnet i en anden klagesag om samme asbestforurening ligeledes ophævede Roskilde Kommunes påbud til ejeren af naboejendommen efter miljøbeskyttelseslovens § 46 om at fjerne asbestforurening fra branden på E’s ejendom med den samme begrundelse som i nærværende sag.