MRF 2021.76

Planklagenævnets afgørelse af 25. marts 2021 (j.nr. 20/14578)

Stadfæstet landzonetilladelse til etablering af et vandhul på 580 m2 ved oprensning af mose, da vandhullet ikke havde en negativ påvirkning af området eller forekomsten bilag IV-arter, men suppleret med vilkår om, at der ikke måtte udsættes fisk og ænder i vandhullet.

E, hvis ejendom var beliggende i landzone, ansøgte i november 2016 om tilladelse til etablering af et vandhul på 580 m2. Vandhullet skulle etableres ved oprensning af en tilgroet mose. Der skulle udsættes 4 vildænder i vandhullet. Matriklen var på ca. 1,4 ha og grænsede mod nord op til dyrkede marker, mens der mod syd lå boliger. På matriklen var der registreret en beskyttet sø samt en beskyttet mose, jf. naturbeskyttelseslovens § 3. Lemvig Kommune meddelte i november 2016 lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, og i januar 2018 meddelte kommunen lovliggørende landzonetilladelse til vandhullet. Planklagenævnet ophævede i september 2020 kommunens afgørelse om landzonetilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at der ikke var foretaget en konkret vurdering af det ansøgte ud fra saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn (j.nr. 18/05960 – vedlagt som bilag efter afgørelsen af 25. marts 2021). Kommunen meddelte den 17. november 2020 ny lovliggørende landzonetilladelse til det ansøgte med den begrundelse, at mosen formentlig havde haft en ringe værdi, og at oprensningen heraf til et vandhul faldt naturligt ind i landskabet. Kommunen havde endvidere vurderet, at oprensning kun medførte kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arterne spidssnudet frø og stor vandsalamander. Afgørelsen blev påklaget af nabo, der bl.a. anførte, at vandhullet havde været ynglested for bilag IV-arter, og at oprensningen havde forringet forholdene for arterne. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at etableringen af vandhullet var omfattet af kravet om landzonetilladelse. Nævnet fandt, at vandhullet ikke ville virke som et fremmedelement i området eller på anden måde påvirke områdets landskabelige interesser negativt. Nævnet lagde herved vægt på, at der i forvejen var sø og mose på ejendommen, hvorfor vandhullet faldt naturligt ind i området. Da etableringen af vandhullet var i overensstemmelse med planlægningen i området, fandt nævnet, at der kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte. Hvad angik forekomsten af bilag IV-arter, fandt nævnet ikke, at vandhullet i sig selv ville beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for spidssnudet frø og stor vandsalamander. Nævnet fandt imidlertid, at udsætning af fisk og ænder i vandhuller udgjorde en trussel for ynglen af spidssnudet frø og stor vandsalamander. Nævnet fandt herefter, at et vilkår om, at der ikke måtte udsættes fisk og ænder i vandhullet, var nødvendigt for at beskytte forekomsten af arterne i og omkring vandhullet. Planklagenævnet stadfæstede på denne baggrund kommunens afgørelse med det vilkår, at der ikke måtte udsættes fisk og ænder i vandhullet.

Link til afgørelsen (inkl., som bilag, Planklagenævnets afgørelse af 3. september 2020 i j.nr. 18/05960).