MRF 2021.71
Planklagenævnets afgørelse af 19. marts 2021 (j.nr. 20/03820)
Etablering af et ca. 600 m langt stiforløb på et tidligere dyrket areal var ikke en ændret anvendelse, der krævede landzonetilladelse.
E anlagde i efteråret 2018 et ca. 600 m langt stiforløb på sin landbrugsejendom. Stien udgjorde et smalt areal, som var friholdt for afgrøder og tilplantet med græs. Ejendommen og det omkringliggende område fremstod primært med dyrkede marker. En nabo, N, henvendte sig i maj 2019 til Skanderborg Kommune og klagede over etableringen af stien. Efter besigtigelse af ejendommen traf kommunen den 20. februar 2020 afgørelse om, at etablering af stien ikke krævede landzonetilladelse. Afgørelsen blev påklaget af N, der bl.a. anførte, at der var tale om en ændret anvendelse der krævede landzonetilladelse, idet arealet tidligere havde været anvendt som landbrugsareal. Planklagenævnet (formanden) fandt, at anvendelsesændringen af arealet ikke havde den fornødne relevans i forhold til landzonereglernes formål, da der var tale om en sti af begrænset omfang, og da arealet, som tidligere havde været dyrket, nu var tilplantet med græs. Etableringen af stien krævede derfor ikke landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. Planklagenævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen er et af mange eksempler på, at når en kommune efter klage fra naboer beslutter, at en konkret ændring ikke kræver landzonetilladelse eller ikke er i modstrid med lokalplan, anses dette af Planklagenævnet for en afgørelse, der kan påklages efter planloven. Denne forståelse af afgørelsesbegrebet er i overensstemmelse med ombudsmandens principielle opfattelse udtrykt i FOB 2020-37. Afgørelsen illustrerer tillige, at der også i relation til landzonereglerne gælder en bagatelgrænse, og at denne må bedømmes relativt og ikke absolut. Så selv om etablering af en 600 m lang græsbeplantet sti i nogle tilfælde vil kræve landzonetilladelse, må dette bero på en konkret vurdering.