MRF 2021.67
Planklagenævnets afgørelse af 15. marts 2021 (j.nr. 19/07765)
Etablering af en 9 m lang og 2,5 m bred betonbro krævede ikke landzonetilladelse, da broen, grundet sin placering, funktion og udformning, lå under bagatelgrænsen for, hvad der kræver landzonetilladelse, hvorfor kommunens landzonetilladelse blev ophævet.
E, hvis 11,5 ha ejendom var beliggende i landzone, ansøgte i januar 2019 om lovliggørende landzonetilladelse til etablering af en 9 m lang og 2,5 m bred bro udført i armeret beton. Broen skulle gøre det muligt at krydse en sø, der var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, og broen var konstrueret, så den kunne bære tunge traktorer og maskiner. Broen lå i forlængelse af en anden, mindre bro, som der var givet tilladelse til efter vandløbsloven. Ejendommen var beliggende i det åbne land ca. 1 km fra byzone og grænsede mod øst op til et område omfattet af kommuneplanramme 10.12.RE.01, der udlagde området til rekreativt område i landzone. Broen var opført inden for kystnærhedszonen og skovbyggelinjen, ligesom området bl.a. var udpeget som bevaringsværdigt landskab. Haderslev Kommune meddelte i september 2019 tilladelse til det ansøgte, idet kommunen vurderede, at broen krævede landzonetilladelse, men fandt, at broen ikke ville påvirke landskabet visuelt, da der var en tilladt bro ved siden af. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at tilladelsen var i strid med gældende regler, herunder retningslinjerne i kommuneplanen, og at tilladelsen kunne medføre uheldig præcedensvirkning. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at den etablerede bro skulle bruges som en intern adgangsvej til en mindre skov på ejendommen, og at interne private driftsveje som udgangspunkt ikke kræver landzonetilladelse. Nævnet bemærkede endvidere, at meget talte for, at broen var omfattet af byggelovens bebyggelsesbegreb, men fandt, at broen havde en sådan karakter, at den ikke havde den fornødne planlægningsmæssige relevans i forhold til landzonebestemmelsernes formål. Nævnet lagde herved vægt på, at broen var beliggende lavt i landskabet, og at synligheden af broen var begrænset bl.a. henset til, at broen var anlagt som et fladt stykke vej, og at broen naturligt fulgte den allerede etablerede interne driftsvej på ejendommen. Nævnet fandt herefter, at broen, grundet sin placering, funktion og udformning, lå under bagatelgrænsen for, hvad der kræver landzonetilladelse i henhold til planlovens § 35. På denne baggrund ophævede Planklagenævnet kommunens afgørelse om landzonetilladelse.