MRF 2021.64
Planklagenævnets afgørelse af 5. marts 2021 (j.nr. 19/08266)
Kommunes afslag på dispensation fra byplanvedtægt ophævet og hjemvist med henvisning til lighedsgrundsætningen.
E ansøgte som ejer af en ejendom med et lovligt eksisterende 1½-plans hus i maj 2019 om tilladelse til opførelse af en balkon på 6 m2 på husets facade, hvor der på daværende tidspunkt var en fransk altan. Balkonen ville være ca. 11 m fra naboskel mod øst og syd samt ca. 7 m fra naboskel mod nord. Ejendommen var omfattet af byplanvedtægt 49, der bl.a. i § 4, stk. 2, fastsatte, at beboelsesbygninger ikke måtte opføres i mere end én etage. Efter endt naboorientering, hvor der kom indsigelser om indbliksgener og forringelse af naboernes opholdsarealer, blev sagen forelagt for Plan- og Miljøudvalget, der på et møde indstillede, at der blev givet tilladelse til opførelse af balkonen som ansøgt på det vilkår, at der blev opsat permanent afskærmning i matteret glas på en del af balkonen. Frederikshavn Kommune meddelte den 9. oktober 2019 afslag på dispensation efter planlovens § 19 til opførelse af den ansøgte balkon med henvisning til den samlede vurdering af byplanvedtægtens bestemmelser og de indkomne indsigelser i forbindelse med naboorienteringen. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at afgørelsen ikke indeholdt en begrundelse for, hvorfor der ikke kunne gives dispensation til balkonen henset til, at der var givet dispensation til andre balkoner i nærområdet. Planklagenævnet (formanden) tog stilling til, om kommunens afgørelse var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper og regler, herunder lighedsgrundsætningen. Nævnet lagde indledningsvist til grund, at balkonen havde en sådan karakter, at den krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 4, stk. 2, jf. planlovens § 19. For så vidt angik lighedsgrundsætningen lagde nævnet på baggrund af skråfotos til grund, at forholdene på E’s ejendom og en nærliggende ejendom, der havde fået dispensation til en balkon på 8 m2, i det væsentligste var ens også mht. indbliksgenerne fra de to balkoner, og at kommunen ikke i forhold til lighedsgrundsætningen kunne lægge vægt på, om naboerne havde gjort indsigelser. Nævnet fandt herefter, at der ikke var en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for, at kommunen ikke havde nået til samme resultat i de to sager, hvorfor afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel og var ugyldig. Nævnet bemærkede, at såfremt kommunen ønskede at modsætte sig den ansøgte balkon måtte kommunen foretage en generel praksisændring, som var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet ophævede herefter kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.