MRF 2021.369/2
Planklagenævnets afgørelse af 21. december 2021, j.nr. 20/11674
Stadfæstet afslag på dispensation fra lokalplan til nyt tagmateriale på trelænget gård, da der var tale om en bevaringsværdig ejendom, og da det ønskede tagmateriale ville ændre gårdens autentiske fremtræden. Uanset udgifterne til fysisk lovliggørelse var anslået til 2,5-4 millioner kr., kunne værdispildbetragtninger ikke føre til et andet resultat, da ejeren havde valgt at udskifte taget uden at afvente kommunens afgørelse og dermed var klar over risikoen for værdispild.
Gribskov Kommune meddelte i august 2020 afslag på lovliggørende dispensation fra en lokalplan til tagmateriale på driftsbygningerne på E’s ejendom. Det fremgik af lokalplanen, at eksisterende bebyggelse ikke måtte nedrives, ombygges eller på anden måde ændres, uden der var indhentet en forudgående tilladelse fra byrådet, og at dette også gjaldt tagmaterialer. Det var endvidere bestemt, at tage skulle dækkes med tagpap, tagpap med listetækning eller skiffer. Driftsbygningerne på ejendommen bestod af tre længer på ca. 700 m2 i grundplan og 1.000 m2 tag. E havde ansøgt om at udskifte det eksisterende grå eternittag med et matsort, cementbaseret bølgepladeprodukt samt opsætning af integrerede solceller på en del af taget. Efter at E havde ansøgt om dispensation, valgte E at udskifte taget og meddelte efterfølgende kommunen, at det havde været nødvendigt at igangsætte udskiftning af taget for at undgå yderligere følgeskader. Kommunen begrundede afslaget med, at ejendommen var udpeget som bevaringsværdig og havde kulturhistorisk betydning for oplevelsen af landsbyen, ligesom kommunen ikke ønskede at ændre gårdens autentiske fremtræden. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at afslaget ikke var proportionalt, at en udskiftning af tagmaterialet ville medføre et betydeligt værdispild, da prisen for det krævede tag udgjorde ca. kr. 4.000.000 kr., og der skete en urimelig forskelsbehandling, da de øvrige ejendomme i området allerede havde det af E ønskede tag, hvorfor E havde en berettiget forventning om, at kommunen ville acceptere det ansøgte arbejde. Planklagenævnet fandt, at lokalplanbestemmelsen om tagmaterialet havde hjemmel i § 15, stk. 2, nr. 7, og i øvrigt var saglig og planlægningsmæssig begrundet. Nævnet fandt ikke, at afslaget på dispensation var i strid med proportionalitetsprincippet, da der forelå tilstrækkeligt tungtvejende planmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelser. Nævnet henviste til, at der var tale om en bevaringsværdig ejendom, at lokalplanen bl.a. havde til formål at bevare de karakteristiske gårde og huse, og at det ansøgte tagmateriale ifølge kommunen ville ændre ejendommens fremtræden i et omfang, som kommunen ikke ønskede. E havde anslået udgifterne til fysisk lovliggørelse af tagmaterialet til mellem 2.500.000 og 4.000.000 kr., men nævnet afviste, at værdispildbetragtninger kunne føre til et andet resultat, da hensynet til håndhævelse af lokalplanen og præcedensvirkning måtte veje tungere, ligesom E havde valgt at udskifte taget uden at afvente kommunens stillingtagen og dermed måtte have været klar over risikoen for værdispild. Kommunens manglende håndhævelse af lignende ulovlige forhold på andre ejendomme kunne ikke sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis, der bl.a. kunne bero på ressourcemæssige hensyn, hvorfor nævnet lagde til grund, at kommunen ikke ville have meddelt dispensation fra lokalplan til det ansøgte tagmateriale på andre ejendomme, hvorfor afslaget på dispensation ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Kommunen havde oplyst, at denne alene havde vejledt E om sagsbehandlingstiden og på intet tidspunkt havde stillet en dispensation i udsigt, hvilket nævnet lagde til grund. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at kommunen havde givet E en berettiget forventning, som medførte, at kommunen var afskåret fra at give afslag på dispensation. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at den omstændighed, at en kommune ikke har reageret med lovliggørelsespåbud på bestemte overtrædelser af lokalplanbestemmelsers regler om tagmateriale, ikke automatisk medfører, at andre ejere ved korrekt ansøgning om dispensation fra lokalplan på grundlag af lighedshensyn har en berettiget forventning om dispensation fra lokalplanen til de ulovlige forhold. Dette må tiltrædes, jf. også U 2005.2527/2 H, men det burde nok tilføjes, at dette forudsætter, at kommunen reagerer, når kommunen som tilsynsmyndighed bliver opmærksom på ulovlige forhold, så det ikke alene er ejere, der anvender den korrekte fremgangsmåde med ansøgning, som begrænses af lokalplanen. Afgørelsen er omtalt i PKNO nr. 28 om proportionalitet og værdispild og er efterfølgende blevet indbragt for domstolene.