MRF 2021.369
Planklagenævnets afgørelse af 20. december 2021, j.nr. 21/02414
Ophævet påbud om fysisk lovliggørelse af udestue opført i strid med lokalplan, da der ikke var foretaget partshøring af ejeren, jf. forvaltningslovens § 19.
Sagen vedrørte en udestue, et udhus og en carport opført på E’s ejendom i Frederikssund Kommune. Ejendommen var omfattet af en lokalplan, der bl.a. fastsatte en bebyggelsesprocent på maksimalt 15 for den enkelte ejendom, dog maksimalt 250 m2 etageareal. I januar 2021 meddelte kommunen afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen til udestuen, udhuset og carporten på E’s ejendom og meddelte samtidig påbud til E om fysisk lovliggørelse af udestuen. Det fremgik af afgørelsen, at E havde mulighed for at bevare udhuset på grunden som en del af de 35 m2 sekundær bebyggelse. Med hensyn til sekundære bygninger bad kommunen E om at oplyse, hvordan E ville lovliggøre disse, herunder om E ville nedrive, reducere, ombygge eller bygge nye. Der blev således ikke givet påbud i forhold til disse. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at udestuen udgjorde et eksisterende lovligt forhold, at ejendommens etageareal ikke var i strid med lokalplanen, at E havde haft en berettiget forventning om dispensation, og at afgørelsen var i strid med officialprincippet og proportionalitetsprincippet. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at E havde oplyst, at den tidligere udestue på 27 m2 var delvis ødelagt og ikke brugbar, hvorfor den blev renoveret og tillagt hovedbygningen. Nævnet bemærkede endvidere, at den renoverede udestue havde et areal på 47 m2, og at kommunen havde foretaget en besigtigelse af ejendommen i september 2019, hvor det blev observeret, at der var opført nyt tag og vægge til udestuen. Nævnet fandt på denne baggrund, at der er tale om nyopførelse og ikke almindelig vedligeholdelse af udestuen. Da nyopførelsen af udestuen var sket efter offentliggørelsen af forslaget til lokalplanen, fandt nævnet ikke, at udestuen havde karakter af et eksisterende lovligt forhold. Nævnet fandt endvidere, at etagearealet for så vidt angik udestuen og carporten oversteg det tilladte efter lokalplanen og derfor krævede dispensation efter planlovens § 19. Nævnet kunne ikke give medhold de øvrige indsigelser om berettigede forventning, officialprincippet og proportionalitetsprincippet. Nævnet konstaterede dog, at kommunen i afgørelsen havde anført, at udestuen skulle nedrives, og at det skulle ske inden den 1. maj 2021. Nævnet fandt, at dette som følge af formuleringen havde karakter af et påbud om fysisk lovliggørelse af udestuen, uanset hvad kommunens hensigt med passagen havde været. Kommunen havde imidlertid ikke varslet påbuddet om fysisk lovliggørelse af udestuen. Da et påbud først kan meddeles, når kommunen har foretaget en partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, led påbuddet af en væsentlig retlig mangel og var derfor ugyldigt. Planklagenævnet ophævede herefter påbuddet.
Kommentar: Afgørelsen er omtalt i Planklagenævnet Orienterer (PKNO) nr. 19 som en understregning af, at der skal ske varsling, før der meddeles påbud om lovliggørelse. Planklagenævnet begrunder dette med, at et ”påbud kan først meddeles, når kommunen har foretaget en partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, i form af et varsel om det påtænkte påbud, hvori der skal gives parten en rimelig frist til at komme med bemærkninger”. Mens indholdet må tiltrædes, er det ikke helt korrekt, når nævnet henviser til forvaltningslovens § 19, da denne bestemmelse vedrører faktiske forhold. Derimod er det korrekt, at der gælder et almindeligt forvaltningsretligt princip om, at bebyrdende afgørelser (som f.eks. lovliggørelsespåbud) som udgangspunkt skal varsles. Se også Puggaard: ’Ulovbestemt underretningspligt’, i Mørup m.fl. (red.): Festskrift til Karsten Revsbech, 2020, s. 215 ff.