MRF 2021.355
Planklagenævnets afgørelse af 19. november 2021, j.nr. 20/07503 og 20/09222
Ikke medhold i klage over lokalplan om etableringen af 8 boliger i et skovområde, uanset at der ikke var foretaget vurdering af eventuel beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rastelokaliteter for bilag IV-arten flagermus, da det på baggrund af efterfølgende undersøgelser var vurderet, at der ikke ville ske en påvirkning af den økologiske funktionalitet for arten.
Ikast-Brande Kommune vedtog i maj 2020 endeligt kommuneplantillæg nr. 36 og lokalplan nr. 391. Planområdet var beliggende i landzone i den sydlige udkant af Brande i forlængelse af boligvejen Enkehøj med boliger nord, øst og vest. En del af lokalplanområdet på ca. 0,4 ha blev med planvedtagelsen overført til byzone for at muliggøre etableringen af 8 boliger i ét plan. Størstedelen af dette område var et skovområde, som i forbindelse med etableringen af boligerne ville blive fældet. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde forholdt sig til bilag IV-arterne i området, herunder stor vandsalamander, spidssnudet frø, odder og flagermus, at det nye byvækstareal ville overskride den rummelighed, der var fastsat i kommunens 12-års forbrug, og at bestemmelsen i lokalplanens § 8.1 var uklar. Planklagenævnet (formanden) fandt, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af stor vandsalamander og spidssnudet frø, da kommunen havde redegjort for områdets potentiale som yngle- og rasteområde, herunder at der ikke fandtes egnede vandhuller i nærheden af lokalplanområdet, hvilket var en betingelse for, at skovområdet i lokalplanen var et egnet yngle- og rasteområde for arterne. Nævnet fandt endvidere, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering i forhold til odder, idet nævnet vurderede, at odder kunne opholde sig ved vandløbet i delområde 2, men ikke i delområde 1, som det også fremgik af lokalplanens redegørelse. Nævnet bemærkede, at der i lokalplanen var fastsat grænser for, hvor i delområde 2 der måtte opstilles lys og slå græsset for at beskytte odderen, ligesom det meste af delområde 2 ville bevares i den nuværende tilstand, hvorfor der ikke ville ske en ændret påvirkning på yngle- og rasteområdet. For så vidt angik flagermus bemærkede nævnet, at hvor der blev planlagt for et konkret projekt, som ville medføre fældning af træer, måtte kommunen ikke udsætte vurderingen efter planhabitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2, jf. stk. 1, til, at der konkret blev ansøgt om tilladelse til fældning af træerne. Nævnet fandt derfor, at kommunen i forbindelse med planlægningsprocessen som minimum burde have foretaget en indledende vurdering af, om vedtagelsen af lokalplanen ville kunne medføre beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rastelokaliteter for flagermus. Nævnet bemærkede, at såfremt den indledende vurdering havde vist, at der kunne være yngle- eller rastelokaliteter for flagermus i træerne, skulle kommunen have belyst sagen nærmere, og såfremt planvedtagelsen kunne medføre ødelæggelse af lokaliteter, skulle kommunen have vurderet, om den økologiske funktionalitet alligevel ville kunne opretholdes, herunder om der var områder i nærheden, som kunne være oplagte steder, hvor flagermusene kunne tænkes at søge til. Kommunen burde derfor have vurderet, om lokalplanen eventuelt kunne tilpasses, således at træerne i området, eller eventuelt særligt vigtige træer, i højere grad kunne bevares. Nævnet fandt, at kommunens vurdering ikke opfyldte disse krav, og at planvedtagelsen var derfor behæftet med en retlig mangel. Nævnet konstaterede imidlertid, at kommunen efterfølgende havde foretaget disse undersøgelser, hvor det var vurderet, at der ikke ville ske en påvirkning af den økologiske funktionalitet for flagermus. Nævnet fandt, at der var flere områder i nærheden af planområdet med træbevoksning, hvor de tilstedeværende flagermus kunne søge hen, og at det træ, der ifølge undersøgelserne var flest flagermus i, ikke ville blive fældet. Nævnet vurderede derfor, at den økologiske funktionalitet for flagermus kunne opretholdes, og fandt på den baggrund, at manglen ikke var konkret væsentlig. Nævnet fandt herefter, at kommunen havde redegjort for, at gennemførelse af lokalplanen ikke ville beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Da der var tale om en udvidelse af byzonearealet af et lille omfang, måtte det endvidere anses for ubetydeligt i forhold til formålet med reglerne i planlovens § 11 a, stk. 7, idet der var tale om et beskedent antal boliger og et areal på kun ca. 0,4 ha, som lå mellem to andre lokalplanområder og bl.a. havde til formål at sikre vej- og stiforbindelse mellem disse områder. Nævnet fandt endelig, at der ved en konkret ansøgning eller undersøgelse af området måtte ske en fortolkning af bestemmelsen i lokalplanens § 8.1, og at dette ikke medførte, at bestemmelsen var ugyldig, eller at lokalplanen skulle ophæves. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Klagen vedrører alene lokalplanen. Det fremgår ikke, om der var foretaget en miljøvurdering af lokalplanen efter miljøvurderingsloven, eller om der alene var sket screening efter miljøvurderingslovens § 10, men sagens oplysninger tyder på, at der alene var sket screening. Klagen angår derfor alene, om planhabitatbekendtgørelsens bestemmelser om vurdering af bilag IV-arters levesteder er overholdt ved vedtagelsen af lokalplanen. Efter Planklagenævnets vurdering må dette besvares benægtende i forhold til flagermus, men med henvisning til, at kommunen havde foretaget en vurdering, efter at klagen blev indgivet, fandt klagenævnet, at manglen var konkret uvæsentlig, uanset at denne oplysning dermed ikke var indgået i den offentlige høring af lokalplanforslaget. Denne vurdering er næppe utvivlsom, jf. EU-Domstolens dom af 24. februar 2022 i sag C-463/20, Namur-Est Environnement (MRF 2022.11).