MRF 2021.344
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. december 2021, j.nr. 18/04858
Påbud til olieraffinaderi efter jordforureningslovens §§ 40 og 72 og miljøbeskyttelseslovens § 72 om udlevering af oplysninger om brug, opbevaring og spild af MTBE stadfæstet, da påbuddet ikke fandtes at påføre virksomheden uforholdsmæssige omkostninger, og da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at virksomheden kunne meddeles påbud om oprensning.
Sagen omhandlede en jordforurening på en ca. 70 ha ejendom, hvorpå S siden 1966 havde drevet et olieraffinaderi med flere tankgårde og tanke. Ejendommen var hverken beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresser eller inden for indvindingsopland til vandforsyninger. Miljøstyrelsen meddelte i november 2017 påbud til S og anmodede om afgivelse af oplysninger om brug, opbevaring og spild af MTBE og produkter med indhold af MTBE på raffinaderiet. Påbuddet var meddelt med henvisning til jordforureningslovens § 40, jf. § 39, stk. 2, og anmodningen og påbuddet var herudover meddelt med henvisning til jordforureningslovens § 72 samt miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 1. Baggrunden for påbuddet var, at der i forbindelse med flere jordforureningssager på raffinaderiet de seneste år var fundet MTBE flere steder i grundvandet, og at der i den forbindelse var fremkommet forskellige oplysninger om MTBE, og hvor og hvornår MTBE havde været anvendt, da der var tvivl om, i hvilken udstrækning MTBE havde været udfaset efter 2001. De i påbuddet krævede oplysninger skulle derfor bl.a. belyse indførelses- og ophørsår for brug og opbevaring af MTBE samt de mængder, der havde været håndteret efter 1. januar 1992. S besvarede påbuddet i december 2017 med en mail til Miljøstyrelsen med de umiddelbart tilgængelige oplysninger om MTBE-forbruget på raffinaderiet fra 1997-2003. Heraf fremgik, at der ikke var fundet data fra før 1997, at MTBE-forbruget efter 2003 vurderedes at være så begrænset, at det ikke var muligt at identificere, og at den største mængde MTBE blev brugt frem til år 2000, hvorefter at forbruget var væsentligt reduceret. Miljøstyrelsen meddelte samme dag, at styrelsen ikke anså påbuddet for efterkommet ved den fremsendte mail. Afgørelsen blev herefter påklaget af S, der bl.a. anførte, at S med fremsendelsen af mailen havde opfyldt påbuddet, at det ikke var proportionelt at pålægge virksomheden at afgive yderligere oplysninger, og at der hverken i miljøbeskyttelseslovens § 72 eller jordforureningslovens §§ 40 eller 72 var hjemmel til at udstede påbuddet, bl.a. fordi et oprensningspåbud efter jordforureningslovens § 41 på forhånd kunne udelukkes, da Miljøstyrelsen ikke havde godtgjort, at den væsentligste del af forureningen var sket efter den 1. januar 2001, jf. jordforureningslovens § 42. Miljø og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at forureningen hidrørte fra virksomheden og dennes anlæg på ejendommen. Nævnet lagde endvidere til grund, at forureningen var sket løbende i forbindelse med S’ aktiviteter og med overvejende sandsynlighed var sket eller fortsat efter den 1. januar 1992, da der havde været olieraffinaderi og tankoplag på ejendommen både før og efter 1. januar 1992. Nævnet fremhævede videre, at en forurening med MTBE i sig selv betød, at forureningen var sket efter 1985, idet MTBE ikke blev tilsat benzin før 1985. Nævnet fandt, at yderligere undersøgelser ikke var uforholdsmæssige i forhold til de potentielle risici, som var forbundet med de konstaterede forureninger, da det ikke var endeligt afklaret, hvor på ejendommen der havde været opbevaret og håndteret MTBE, og i hvilken periode dette var sket. Det var derfor ikke endeligt klarlagt, om de konstaterede forureninger skyldtes historisk spredning af MTBE i grundvandet eller hændelser, som S kunne påbydes at oprense, ligesom det ikke kunne udelukkes, at yderligere oplysninger kunne påvise andre kilder til forureningerne. Nævnet fandt, at den sammenstilling mv. af oplysninger, som påbuddet indebar, ikke vil påføre S så væsentlige økonomiske omkostninger, at udgifterne hertil ville være forholdsmæssige i forhold til de væsentlige natur-, miljø- eller sundhedsmæssige risici, som de konstaterede forureninger kunne indebære, idet nævnet understregede, at det i forarbejderne til jordforureningsloven er forudsat, at S alene er forpligtet til at afgive oplysninger, som S er i umiddelbar besiddelse af. Nævnet fandt herudover, at der ikke forelå retlige forhold eller omstændigheder, der på forhånd udelukkede, at S kunne meddeles påbud om oprensning af den undersøgte forurening efter enten jordforureningslovens § 41 eller efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Nævnet fandt på denne baggrund, at udlevering af de pågældende oplysninger kunne påbydes med hjemmel i jordforureningslovens § 40. Nævnet fandt det herefter ikke nødvendigt at tage stilling til, om betingelserne i jordforureningslovens § 72 tillige var opfyldt, ligesom nævnet med henvisning til princippet om lex specialis ikke fandt det nødvendigt at tage stilling til betingelserne i miljøbeskyttelseslovens § 72. Nævnet bemærkede, at miljø- og fødevareministeren efter jordforureningslovens § 66 a, stk. 1, fører tilsyn med, at påbud meddelt af ministeren, jf. § 39, stk. 2, efterkommes, og at tilsynsanliggender ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. jordforureningslovens § 67, stk. 3, hvorfor nævnet ikke tog stilling til, hvorvidt virksomheden ved fremsendelsen af mailen havde opfyldt påbuddet. Da Miljøstyrelsen over en længere periode løbende havde modtaget oplysninger om forureningerne og havde været i løbende dialog med virksomheden herom, fandt nævnet endelig ikke grundlag for en nærmere vurdering af, om Miljøstyrelsen havde udvist retsfortabende passivitet. Miljø og Fødevareklagenævnets stadfæstede herefter afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to bemærkninger. For det første er det korrekt, at der i jordforureningslovens § 72 alene er hjemmel til at kræve de oplysninger, som en ejer eller bruger af en ejendom er i besiddelse af, hvilket gælder, uanset om ejer eller bruger anses for forurener. Men der er i jordforureningslovens § 40 hjemmel til at påbyde forureneren udgiftskrævende undersøgelser, medmindre det på forhånd kan udelukkes, at der kan meddeles påbud til forureneren om at fjerne forureningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet mangler således i afgørelsen at gøre op med Miljøstyrelsens sammenblanding af jordforureningslovens forskellige hjemler til at påbyde oplysninger. Nævnets afgørelse må herefter forstås på den måde, at S alene er forpligtet til at udlevere de oplysninger, som S er i besiddelse af, og at S ikke med påbuddet er pålagt en undersøgelse af forureningen, hvorfor det ser ud som en fejl, at nævnet også stadfæster påbuddet efter jordforureningslovens § 40. Den anden bemærkninger angår nævnets bemærkninger om betingelse for at meddele påbud efter § 40. Det må tiltrædes, at jordforureningslovens § 72 ud fra lex specialis-betragtninger må anses fortrængt af jordforureningslovens § 40. Men Miljø- og Fødevareklagenævnet kan ikke prøve, om der kan meddeles lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, hvorfor nævnets vurdering af denne mulighed som grundlag for et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 må anses at hvile på et meget tvivlsomt hjemmelsgrundlag. Så længe påbuddet alene omhandler de oplysninger, som S er i besiddelse af, er dette imidlertid ikke et problem, da en sådan klar hjemmel findes i jordforureningslovens § 72. Men nævnet burde så have tydeliggjort hjemmelsgrundlag.