MRF 2021.336
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. november 2021, j.nr. 21/08444
Tilladelse efter vandløbslovens § 47 til krydsning af vandløb med et højspændingskabel udført som styret underboring ophævet og hjemvist efter genoptagelse, da der ikke i tilladelsen kan stilles vilkår om udgiftsfordelingen ved en eventuel fremtidig omplacering af ledningen ved regulering eller restaurering.
Lejre Kommune meddelte i april 2020 i medfør af vandløbslovens § 47 og reguleringsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, tilladelse til krydsning af Elverdamså og Bygrøften med et højspændingskabel udført som styret underboring. Vandløbene er beliggende i et område præget af landbrugsdrift og er begge beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Bygrøften løber ud i Taderød Bæk, som løber ud i Elverdamså, hvis vandløbstrækning udgør grænsen mellem Lejre Kommune og Holbæk Kommune. Det fremgik af afgørelsen, at ledningsejeren havde ansøgt om tilladelsen i forbindelse med etablering af et kørestrømsanlæg mellem Roskilde og Holbæk til forberedelse af den elektriske togdrift. Tilladelsen var bl.a. givet på vilkår om, at der ved en eventuel fremtidig regulering, restaurering eller anden omlægning af åen skulle ske eventuel fornøden omplacering af ledningen for ledningsejerens regning. Afgørelsen blev påklaget af ledningsejeren, der bl.a. anførte, at der ikke skulle gives tilladelse efter vandløbslovens § 47, da ledningen ikke var i berøring med vandløb, at vilkåret om en eventuel omplacering af ledningen på ejerens regning var usagligt og uden hjemmel, og at kommunen ikke kunne regulere gæsteprincippet, idet kommunen ikke var lodsejer og dermed ikke part i spørgsmålet om ledningens rettigheder. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede i juni 2021 afgørelsen og bemærkede i den forbindelse, at nævnet forstod klagepunktet på den måde, at ledningsejeren ønskede en økonomisk stillingtagen til fordelingen af udgifter ved en omplacering af ledningen, hvilket lå uden for nævnets kompetence at behandle (j.nr. 20/06269). Ledningsejeren anmodede nævnet om at genoptage behandlingen af klagesagen med den begrundelse, at nævnet havde begået sagsbehandlingsfejl ved ikke at tage stilling til vilkåret, idet nævnet havde misforstået klagepunktet herom. Nævnet fandt, at der med anmodningen var påvist, at der var begået fejl ved sagens behandling, der kunne begrunde genoptagelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at projektet var omfattet af vandløbslovens § 47 samt reguleringsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, og således forudsatte en reguleringstilladelse af vandløbsmyndigheden. Nævnet støttede vurderingen på ordlyden af reguleringsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, hvorefter en bro, en overkørsel eller lignende ikke må anlægges eller ændres uden vandløbsmyndighedens godkendelse. Nævnet forstod ”lignende” således, at også nedlægning af kabler under vandløb er omfattet, da dette i lighed med andre anlæg tjener til passage af vandløb. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at anfægte, at kommunen i et tilstrækkeligt omfang havde inddraget hensynet til de afvandings- og miljømæssige interesser i vurderingen af projektet i overensstemmelse med reguleringsbekendtgørelsens § 18. Nævnet fandt imidlertid, at vilkåret om omplacering af ledningen ikke var hjemlet i vandløbsloven, da vilkåret relaterede sig til udgiftsfordelingen ved en eventuel fremtidig omplacering af ledningen ved regulering eller restaurering. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af vandløbslovens § 24, stk. 3, at ved reguleringsprojekter kan vandløbsmyndigheden alene søge en fordeling af udgifterne forligt, hvorfor vandløbsmyndigheden ikke ensidigt ved afgørelse kan fastlægge fordelingen af udgifterne eller dele heraf ved et reguleringsprojekt. Ved restaureringsprojekter er det i lovens § 37, stk. 2, fastlagt, at vandløbsmyndigheden afholder udgifterne ved restaurering. Vandløbsmyndigheden kan derfor ikke pålægge andre at bidrage til sådanne udgifter. Vilkåret stred dermed mod vandløbslovens ordningen om fordeling af udgifter ved regulerings- og restaureringsprojektet, der ikke gyldigt kunne fraviges i en tilladelse efter vandløbslovens § 47. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen viser på sin egen måde, at der ikke i vandløbsloven § 47 er hjemmel til i tilladelser at stille vilkår, der substituerer gæsteprincippet i forhold til vandløbsmyndighedens fremtidige afgørelser og dispositioner over vandløbet, da dette er i modstrid med vandløbsloven. Heraf følger, at hvis myndigheden meddeler tilladelse til placering af en ledning under et offentligt vandløb, vil det ulovregulerede gæsteprincip ikke være gældende for den ledningsstrækning, der er beliggende under vandløbet i forholdet mellem ledningsejeren og kommunen, uden at der herved er taget stilling til forholdet mellem ledningsejer og arealejer.