MRF 2021.33
EU-Domstolens dom af 11. februar 2021, 6. afd., sag C-77/20, K. M. (Sanctions infligées au capitaine de navire)
National regel om obligatorisk konfiskation af fangst og fiskeredskaber ved overtrædelse af fiskerilovgivningen var ikke i modstrid med det EU-retlige proportionalitetsprincip.
Denne sag angik, hvilke rammer det EU-retlige proportionalitetsprincip sætter for medlemsstaternes strafferetlige sanktioner over for private, der har overtrådt regler i EU’s fiskerilovgivning. Omstændighederne i hovedsagen var, at et fiskerfartøj indregistreret i Storbritannien i februar 2015 blev standset i Irlands eksklusive økonomiske zone og inspiceret af de irske myndigheder. Under inspektionen blev det konstateret, at der var udstyr ombord, som automatisk kunne klassificere sild, makrel og hestemakrel efter størrelse uden at være installeret eller placeret sådan, at det sikrede omgående frysning og eller genudsætning i havet. Dette udstyr var forbudt efter art. 32 i forordning nr. 850/98 (som fra 2019 er overført til art. 54c i forordning nr. 1224/2009 (kontrolforordningen)) og efter irsk lovgivning. De irske myndigheder mistænkte på denne baggrund fartøjet for at være involveret i såkaldt ”high grading”, der er en ulovlig fiskeriaktivitet, hvor de bedste fisk udvælges, mens resten smides i havet. Den irske anklagemyndighed indledte en straffesag mod kaptajnen af båden, som ved en irsk domstol i 1. instans blev idømt en bøde på 500 EUR. Samtidig blev fangsten og fiskeredskaber til en værdi af i alt ca. 400.000 EUR konfiskeret, da det fulgte af irsk lovgivning, at der skulle ske obligatorisk konfiskation i tilfælde af domfældelse for de fleste overtrædelser af fiskerilovgivningen, herunder den lovovertrædelse som kaptajnen var kendt skyldig i. Kaptajnen ankede dommen, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvor den irske appeldomstol spurgte, om den irske regel om obligatorisk konfiskation var forenelig med art. 89 og 90 i kontrolforordningen (1224/2009) og proportionalitetsprincippet i art. 49, stk. 3, EU’s charter om grundlæggende rettigheder. EU-Domstolen bemærkede, at det følger af kontrolforordningens art. 89 og 90, at der skal træffes passende foranstaltninger for at sanktionere overtrædelser af reglerne i den fælles fiskeripolitik. Bestemmelserne overlader valget af konkrete sanktioner til medlemsstaterne, men fastlægger visse kriterier, som de nationale myndigheder skal tage hensyn til, samt princippet om, at sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Om proportionalitetsprincippet er overholdt beror på en undersøgelse af, om strengheden af sanktionen overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af de formål, som tilsigtes med den pågældende lovgivning. Domstolen udtalte, at formålet med de konkrete regler bl.a. var at bevare fiskeressourcerne og forhindre ”high grading” og overfiskeri (præmis 42-43). Domstolen fandt, at den obligatoriske konfiskation af fangster og fiskeredskaber var egnet til at afskrække personer fra at overtræde reglerne og dermed udgjorde en effektiv sanktion, der stod i rimeligt forholdet til det forfulgte formål (præmis 44-45). Det blev i den forbindelse tillagt vægt, at den maksimale bødestørrelse efter irsk ret ikke kunne fratage de ansvarlige de økonomiske fordele ved overtrædelsen af reglerne, der i denne sag udgjorde ca. 400.000 EUR (præmis 48), og at obligatorisk konfiskation efter irsk ret netop gjaldt for de mest alvorlige overtrædelser (præmis 51). Reglen om obligatorisk konfiskation var derfor ikke i strid med proportionalitetsprincippet, idet den endelige vurdering dog tilkom den nationale ret, hvorved Domstolen bemærkede, at kaptajnen for EU-Domstolen bl.a. havde gjort gældende, at konfiskationen havde meget alvorlige konsekvenser for hans omdømme og erhvervsmæssige fremtid, at han ikke havde haft til hensigt at drage fordel af overtrædelsen, og at han ikke tidligere havde begået overtrædelser (præmis 54). Domstolen bemærkede imidlertid, at selvom kontrolforordningens art. 90(1) udstikker visse kriterier for vurderingen af grovheden af overtrædelser af fiskerilovgivningen, kræver proportionalitetsprincippet ikke, at de nationale myndigheder skal tage hensyn til de konkrete og særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, eller at de nødvendigvis tager andre omstændigheder, såsom hensigt eller gentagelse, i betragtning, da kriterierne i art. 90(1) har til formål at fastsætte sanktioner, der har afskrækkende virkning (præmis 55).
Kommentar: I dansk ret straffes overtrædelser af det omhandlede forbud i kontrolforordningens (1224/2009) art. 54c efter reglerne i fiskerilovens kapitel 23. Det følger heraf (§ 132), at der kan ske konfiskation af fisk fanget i strid med lovgivningen og fiskeredskaber. Reglen finder ifølge motiverne anvendelse parallelt med straffelovens almindelige regler om konfiskation, dvs. §§ 75-77 a (lovforslag nr. L 106 af 26. november 1998, bemærkninger til § 132). Selvom resultatet i sag C-77/20 således ikke kan overføres direkte til en dansk kontekst, illustrerer dommen, hvilke momenter danske myndigheder og domstole må overveje i forbindelse med konfiskation ved overtrædelser af EU-retten. Dommen i sag C-77/20 synes at være i god overensstemmelse med dansk retspraksis på fiskerilovgivningens område, jf. således U 2002 2012 H, hvor Højesterets flertal fandt, at der ved overtrædelse af regler i forordning nr. 850/98 om målartprocent var hjemmel til at konfiskere hele fangsten. Af præventive grunde fandtes det påkrævet, at der ved klare overtrædelser af disse regler blev fastsat ”følelige sanktioner”. I den konkrete sag måtte der derfor tages udgangspunkt i værdien af hele fangsten ved fastsættelse af konfiskationen. Mindretallet på to dommere fandt derimod under henvisning til proportionalitetsprincippet, at det var betænkeligt at konfiskere hele lasten i det konkrete tilfælde, da der ikke herved blev opnået en graduering af sanktionen svarende til overtrædelsens grovhed. Se også U 2004.881 V og U 2016.2397 H.