MRF 2021.324
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. oktober 2021, j.nr. 19/04586
Ophævet og hjemvist dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensning af to vandløb begrundet i oversvømmelse og risiko for stormfald i skove, da der ikke var foretaget en vurdering af mulig udledning af okker ved tilbageføring af et vandløb til dets tidligere forløb.
E ansøgte i marts 2019 om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til at oprense vandløbene Hummelbæk og Skivholmeskov Bæk på to strækninger. Vandløbene var beliggende vest for den § 3-beskyttede Lading Sø og havde tidligere løbet sammen med tilløb til søen, men der var ikke længere passage til søen på disse strækninger. Strækningerne passerede igennem et område, der var registreret som § 3-beskyttet mose, ligesom et område umiddelbart nordvest for strækningen af Hummelbæk var registreret som § 3-beskyttet eng. Ansøgningen var begrundet med problemer med at aflede vand fra Skivholme Skov og Fajstrup Nederskov, hvilket medførte øget risiko for stormfald i skovene, da vandet ikke længere løb i vandløbene, men i stedet sivede ud over et større areal, inden det nåede hængesækken på søen. Favrskov Kommune meddelte i april 2019 dispensation til det ansøgte på vilkår om, at der skulle anvendes maskiner på larvefødder eller anvendes køreplader for at undgå trykskader og kørespor. Af dispensation fra § 3 fremgik tillige, at projektet udgjorde en vandløbsregulering omfattet af vandløbslovens § 17, og at dispensationen fra naturbeskyttelseslovens § 3 skal være endelig, før projektet kunne godkendes efter vandløbsloven. Dispensationen fra § 3 blev påklaget af V1, der bl.a. anførte, at oprensningen ville forringe tilstanden i mosen grundet kørsel med store maskiner og være uden naturforbedrende effekt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at de berørte eng- og mosearealer var omfattet af § 3, men at den ændring af mosen, der eventuelt ville ske som følge af kørsel med maskiner i forbindelse med arbejdet, ikke medførte en varig tilstandsændring, da der skulle benyttes maskiner med larvefødder eller køreplader. Kørslen krævede derfor ikke i sig selv dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Mht. de engarealer, som lå opstrøms for den berørte strækning af Hummelbæk, fandt nævnet, at dræningseffekten af oprensningen af Hummelbæk ikke ville medføre en tilstandsændring, som krævede dispensation, bl.a. fordi vandløbets profil og forløb gennem engene ikke ændredes, og fordi vandløbet på den nederste del havde fået et nyt forløb. Den eventuelle påvirkning af det moseareal, som lå umiddelbart op ad den berørte strækning af Skivholmeskov Bæk, som følge af dræningseffekt af oprensningen af vandløbet, var så beskeden, at den ikke medførte en tilstandsændring, som krævede en dispensation, bl.a. pga. terrænets lave beliggenhed i forhold til Lading Sø. Derimod fandt nævnet, at oprensningen opstrøms Hummelbæk og Skivholmeskov Bæk medførte en ændring af tilstanden af de konkrete oprensede arealer, da arealerne ændredes fra moseareal til vandløb, og der derfor ikke var tale om sædvanlig vedligeholdelse af vandløbene. I forhold til et moseareal, som overrisledes af vandet fra Hummelbæk, fandt nævnet, at der var opstået et diffust, men dog erkendeligt, nyt forløb af vandløbet gennem mosearealet længere mod nord. Reetablering af det tidligere forløb vil derfor medføre en betydelig tilstandsændring af dette moseareal, som forudsatte dispensation. Den omstændighed, at mosearealet var så vandlidende, at det var umuligt at foretage pleje i form af afgræsning, og at slåning ville kræve særlige maskiner, kunne ikke tillægges vægt, eftersom der ikke var planer om pleje, da afgørelsen blev truffet. Nævnet bemærkede, at der muligvis var en forekomst af okker i den nedre del af Hummelbæks oprindelige forløb, og at en oprensning og tilbageføring af vandløbet til dette tidligere forløb eventuelt kunne medføre udledning af okker til vandløbet og Lading sø. Da kommunen ikke havde vurderet, om der ved oprensning og retablering kunne ske udledning af okker til søen, og hvilken betydning dette i givet fald kunne have for fisk og fiskeyngel eller på Lading Sø, var sagen ikke oplyst tilstrækkelig. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen påkalder sig interesse ved indgående at tage stilling til, hvornår en ændring af § 3-områder er så midlertidig eller beskeden, at der ikke kræves dispensation. Samtidig omhandler afgørelsen et tema, der må ventes at få voksende betydning med de forventede øgede nedbørsmængder og problemer med oversvømmede arealer, hvor oprensning af vandløb og andre foranstaltninger til imødegåelse af oversvømmelsesrisiko ofte støder sammen med forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3. Klagenævnets anonymisering af klager til V1 er i øvrigt uheldig og må bero på en misforståelse af persondataforordningen. Klageretten efter naturbeskyttelseslovens § 86 er begrænset og omfatter efter klagenævnets praksis ikke naboer, jf. f.eks. MAD 2018.66 Mfk, hvor klager fra naboer over dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til vindmøller blev afvist med henvisning til, at naboer ikke er klageberettigede, uanset om de er individuel væsentlig berørt. Klagenævnet må derfor som minimum i den anonymiserede version oplyse, hvilken retlig status der begrunder, at klager har klageret efter § 86.