MRF 2021.321
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. oktober 2021, j.nr. 19/05637
Stadfæstet påbud til produkthandel efter jordforureningslovens § 40 om undersøgelse af, om der var nedsivet forurening gennem betonbelægning etableret fra 1995-2001 med amtets godkendelse, da omfanget af forureningen ikke var klarlagt, og da påbuddet skulle belyse, om den tidsmæssige betingelse var opfyldt i forhold til et senere oprensningspåbud efter jordforureningsloven § 41.
Sagen omhandlede jordforurening på en ejendom, hvor der siden 1968 var drevet produkthandel med modtagelse, bearbejdning og opbevaring af affald i form af bl.a. biler, batterier, plastik og kemikalier. Der skete ved presning/knusning og klipning af biler og køleskabe ved brug af en presser og pladesaks, der havde været placeret forskellige steder i driftsperioden. Bilerne var som udgangspunkt miljøbehandlet ved modtagelsen, men virksomheden havde tidligere foretaget sådanne behandlinger. I 1994 foretog Albertslund Kommune en forureningsundersøgelse af en konstateret olieforurening ved en dieselolietank på ejendommen, hvor kommunen ved efterfølgende tilsyn i forbindelse med fjernelse af forureningen vurderede, at forureningen sandsynligvis stammede fra spild ved påfyldning og var af minimal karakter. Der blev bortskaffet ca. 12 tons jord ved en udgravning på ca. 1 x 2 meter, som kommunen vurderede som ren. Virksomheden ønskede at befæste en del af ejendommen med betonbelægning, men Københavns Amt vurderede, at virksomheden skulle foretage yderligere undersøgelser af overfladejordens indhold af tungmetaller, inden området skulle befæstes. Undersøgelserne viste, at jorden overskred de normale renhedskriterier for metaller i jord, men amtet fandt, at der ikke var miljømæssige problemer ved at efterlade jorden under beton, da de fundne koncentrationer ville udgøre en mindre trussel mod grundvandet, når arealet var befæstet. Fra omkring 1995 og frem til ca. 2001 blev en del af ejendommen befæstet med betonbelægning. I 2018 gennemførte Region Hovedstaden en indledende forureningsundersøgelse af ejendommen, hvor der blev konstateret forurening i jord, grundvand og poreluft med bl.a. tungmetaller, chlorerede opløsningsmidler, PAH og kulbrinter. Ejendommen blev herefter kortlagt på vidensniveau 1. Det fremgik af undersøgelsen, at det ikke var muligt entydigt at vurdere, i hvilket omfang der var tale om en gammel eller nyere forurening. Ved efterfølgende tilsyn konstaterede kommunen, at der flere steder var store skader i betonen i form af huller og revner. Der var derfor risiko for, at der var sket og stadig pågik gennemsivning af miljøfremmende stoffer igennem belægningen til den underliggende jord, som dermed var blevet forurenet. I juni 2019 meddelte kommunen påbud om indledende forureningsundersøgelser med henvisning til jordforureningslovens § 40. Afgørelsen blev påklaget af virksomheden, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde redegjort for årsagsforbindelsen mellem forureningen og virksomhedens drift, og at forureningen i stedet kunne henføres til ejendommens tidligere anvendelse som gartneri og planteskole, og at kommunen ikke havde redegjort for, at forureningen var fortsat efter den 1. januar 1992. Påbuddet var derfor ikke proportionalt, og jordforureningslovens § 40 indeholder ikke hjemmel til at undersøge årsagen til forureningen, men alene omfanget og karakteren af forureningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt ikke grundlag for at tilsidesætte regionens vurdering af, at kilden til forureningen kunne henføres til virksomhedens aktiviteter, og det var overvejende sandsynligt, at forureningen stammede fra virksomhedens driftsaktiviteter på ejendommen. Nævnet fandt endvidere, at forureningen var sket løbende og med overvejende sandsynlighed var sket eller fortsat efter den 1. januar 1992, da der på ejendommen både før og efter 1. januar 1992 havde været drevet produkthandel, og at der i jordforureningslovens § 40 er hjemmel til at påbyde undersøgelser for at klarlægge årsagen til forureningen og vurderingsgrundlaget for den tidsmæssige betingelse i forhold til et senere oprensningspåbud efter jordforureningsloven § 41. Da de allerede foretagne undersøgelser af forureningen ikke havde endeligt klarlagt omfanget og årsagen, var det ikke muligt at fastslå, hvilken afværgeindsats der eventuelt var nødvendig. Nævnet fandt derfor, at de yderligere undersøgelser var påkrævet, og at en anslået økonomisk ramme for opfyldelse af påbuddet på 70.000 kr. ikke kunne anses som uforholdsmæssig i forhold til de potentielle risici. Miljø- og Fødevareklagenævnet anså på denne baggrund proportionalitetsprincippet for opfyldt og stadfæstede herefter afgørelsen.