MRF 2021.317
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. september 2021, j.nr. 20/13925
Ophævet dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til udtynding af to ellesumpe, da der ikke var redegjort for nødvendigheden af udtyndingen, som ikke fandtes at være naturforbedrende. Afvist, at ejers manglende efterlevelse af opsættende virkning af klage kunne begrunde lovliggørende dispensation, uanset om ejeren havde været i god tro.
Kolding Kommune meddelte i september 2020 dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til udtynding af træbevoksningen i tre ellesumpe på E’s ejendom, da E ønskede stedvist at skabe en tættere bundvegetation for vildtet. Den vestlige ellesump på ca. 6.000 m2 indgik i en registrering af beskyttet mose, den midterste ellesump på ca. 1.500 m2 var hovedsageligt beliggende inden for en registrering af eng, mens den østlige ellesump på ca. 1.500 m2 ikke var registreret som beskyttet natur. Det samlede areal dækkede ca. 1 ha fordelt på de tre lokaliteter. Dispensationen var meddelt på vilkår om, at der samlet set måtte ryddes maksimalt 50 % af træmassen, at store bredkronede og kroede træer ikke måtte fældes, og at maskinfældning primært skulle foregå fra nærliggende markvej eller dyrket mark, hvilket kommunen vurderede var naturforbedrende. Afgørelsen blev påklaget af en uoplyst klager, der bl.a. anførte, at udtyndingen ikke ville have en varig, naturforbedrende effekt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at de to vestlige ellesumpe var beskyttet natur i form af mose, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2, og at den ansøgte udtynding derfor udgjorde en dispensationskrævede tilstandsændring. Nævnet fandt derimod, at den østlige ellesump ikke var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, da lokaliteten ikke opfyldte størrelseskriteriet på 2.500 m2 og i øvrigt ikke indgik i sammenhæng med beskyttet natur. Hvad angik de to vestlige ellesumpe fandt nævnet, at udtyndingen ikke havde en naturforbedrende effekt i moserne, og at der i øvrigt ikke forelå sådanne særlige omstændigheder i sagen, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Nævnet henviste til Miljøstyrelsens anbefalinger om pleje af ellesumpe, hvoraf fremgår, at våde ellesumpe bør henligge urørte, og at det for de tørre arealers vedkommende er mest hensigtsmæssigt at fjerne andre træarter end el og hæve vandstanden i et vist omfang, hvis det er muligt. Nævnet lagde dertil vægt på, at kommunen ikke ud fra de konkrete biologiske forhold i moserne havde redegjort for nødvendigheden af at foretage den meget indgribende udtynding, hvorved op mod halvdelen af træmassen skulle fjernes, ligesom alternative plejemetoder ikke var tilstrækkeligt belyst af kommunen. Nævnet konstaterede, at den meddelte dispensation var udnyttet til trods for, at der var indgivet en klage med opsættende virkning, jf. naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 7. Nævnet fandt af hensyn til præcedens og til varetagelse af de væsentlige naturbeskyttelsesmæssige hensyn i sagen, at det forhold, at E eventuelt måtte have udnyttet dispensationen i god tro, ikke kunne føre til, at der undtagelsesvist kunne meddeles en lovliggørende dispensation. Nævnet lagde herved vægt på, at det udførte indgreb medførte en væsentlig påvirkning af de naturbeskyttelsesmæssige interesser i moserne, hvilket i den konkrete sag vejede tungere end hensynet til, at E havde udnyttet dispensationen. Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede på denne baggrund dispensationen til udtynding af de to vestlige ellesumpe til et afslag og ophævede dispensationen til udtynding af den østlige ellesump.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer bl.a., at klager over dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 har opsættende virkning. Det er efter afgørelsen uklart, om ejeren blev orienteret om, at dispensationerne var påklaget, og at klagen havde opsættende virkning, men hvis dette ikke var tilfældet, vil et myndighedsansvar ikke kunne udelukkes. Et andet og selvstændigt problem er, hvordan en fysisk lovliggørelse vil skulle ske. Der er ikke i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, hjemmel til at påbyde egentlig (natur-)genopretning, men en udvidende fortolkning af § 73, stk. 5, kan muligvis begrunde, at der som lovliggørelse kan påbydes beplantning med nye træer, men dette vil ikke kunne afgøres af klagenævnet, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., men må afgøres af kommunen som tilsynsmyndighed og påses af kommunaltilsynet.