MRF 2021.310
Retten i Odenses dom af 22. december 2021, sag BS-12346/2021-ODE
A og B (adv. Sebastian Ekholm Sørensen) mod Vejdirektoratet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
A og B fandtes ikke væsentligt, individuelt berørt af, at kommunen meddelte lovliggørende tilladelse efter vejlovens § 49 til, at naboens indkørsel blev flyttet, så den var placeret ½ meter fra skel med betydelige færdselsmæssige gener for A og B. Vejdirektoratet havde derfor med rette afvist klage fra A og B over kommunens tilladelse.
Efter ansøgning fra N, der ikke ønskede at bruge en eksisterende indkørsel til sin carport, meddelte Nordfyns Kommune i august 2020 tilladelse efter vejlovens § 49 til at ændre indkørslen til N’s ejendom, så den blev placeret ½ meter fra skel til A og B’s ejendom. Afgørelsen blev truffet uden forudgående partshøring af naboerne A og B, der imidlertid fandt, at den ændrede indkørsel til N’s ejendom var voldsomt generende, da den betød, at bilerne fra de to ejendomme ville bakke ud i hinanden. A og B påklagede med henvisning til vejlovens § 132 tilladelsen til Vejdirektoratet, der den 9. oktober 2020 afviste klagen med den begrundelse, at A og B ikke var klageberettigede, da de ikke var parter i sagen. A og B anlagde herefter sag mod Vejdirektoratet med påstand om, at afvisningen var ugyldig, og at sagen skulle hjemvises, da A og B var væsentligt, individuelt berørt af de ændrede indkørselsforhold, og da der ikke var andre naboer, der var berørt, hvorfor A og B måtte anses for parter i sagen og derfor skulle have været partshørt efter forvaltningslovens § 19, da færdselsmæssige hensyn efter vejlovens § 49, stk. 4, indgår ved tilladelse til ændret indkørsel. Vejdirektoratet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor gældende, at A og B ikke kunne anses for parter, når de ændrede indkørselsforhold ikke hindrede A og B i at benytte deres indkørsel og adgang til offentlig vej. Byretten lagde til grund, at klageret over afgørelser efter vejloven skal bedømmes efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter partsstatus forudsætter, at den pågældende har en individuelt væsentlig interesse i afgørelsen. Herefter fandt retten, at A og B ikke havde løftet bevisbyrden for at være væsentligt, individuelt berørt og frifandt med henvisning hertil Vejdirektoratet for de af A og B nedlagte påstande.
Kommentar: Byrettens begrundelse for at afvise A og B’s partstatus og dermed klageret er usædvanlig kortfattet og forekommer ikke overbevisende. Der kan i den sammenhæng være grund til at nævne MAD 2007.720 Ø, der vedrørte et vejskilt på offentlig vej, som alene berørte en enkelt ejendom, og hvor kommunen i første omgang havde undladt partshøring af ejeren af den pågældende ejendom. Efter klage til Justitsministeriet, der på daværende tidspunkt var rekursmyndighed for afgørelser efter den dagældende vejlov, fastslog Justitsministeriet, at ejeren af den pågældende ejendom måtte anses for part og skulle være partshørt, men fandt dog herefter ikke, at den processuelle fejl var konkret væsentlig, hvilket landsretten tilsluttede sig i dommen. Se også U 2016.3793 H. Fra nyeste praksis kan nævnes MRF 2021.284 V, hvor en ejerforening blev anset for part i en sag om placering af affaldscontainere.