MRF 2021.301
Østre Landsrets dom af 13. december 2021, 25. afd., sagerne BS-4935/2021-OLR og BS-4961/2021-OLR
(Lene Jensen, Mette Lyster Knudsen og Anders Schäfer (kst.))
Køge Afløb A/S og Køge Vand A/S (adv. Anders Valentiner-Branth og Lau Franzmann Berthelsen) mod Banedanmark (adv. Louise Solvang Rasmussen) og Banedanmark (adv. Louise Solvang Rasmussen) mod Køge Kommune (adv. Kurt Helles Bardeleben)
Servitutaftaler indgået mellem kommune og forsyningsselskaber, der fraveg gæsteprincippet, var i strid med saglighedskravet, idet aftalerne alene havde til formål at overvælte omkostningerne til ledningsomlægninger på Banedanmark som anlægsmyndighed.
Ved aftaler i april 2007 blev Køge Kommunes vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder udskilt og overdraget til Køge Vand A/S og Køge Afløb A/S, der var ejet af Køge Holding A/S, som var 100 pct. ejet af Køge Kommune. Ved lov nr. 527 af 26. maj 2010 om anlæg af en jernbanestrækning København-Ringsted over Køge blev transportministeren bemyndiget til at anlægge en ny jernbane mellem København og Ringsted. Den 27. september 2011 blev tinglyst servitutter på en række matrikler ejet af Køge Kommune med henholdsvis Køge Afløb og Køge Vand som påtaleberettigede. I forlængelse heraf blev der tinglyst deklarationer for afløbsledninger mv. på kommunens ejendomme. Heraf fremgik, at gæsteprincippet var fraveget, idet der var udbetalt erstatning af kommunen for servitutarealet i forbindelse med overdragelsen af ledningsanlægget til Købe Afløb og Køge Vand. Den 23. april 2014 blev arealerne eksproprieret med hjemmel i anlægsloven, hvorefter Banedanmark blev ny ejer. Der opstod da en tvist om, hvorvidt gæsteprincippet under de givne forhold var gyldigt fraveget med den konsekvens, at det ikke var ledningsejerne, men Banedanmark, der som arealejer skulle bekoste ledningsomlægningerne i forbindelse med jernbaneanlægget. Banedanmark sagsøgte de to forsyningsselskaber (ledningsejerne) og Køge Kommune principalt med påstand om, at de omtvistede servitutter var ugyldige. Til støtte herfor anførte Banedanmark overordnet, at servitutaftalerne var båret af usaglige, økonomiske hensyn og henviste herved bl.a. til dommen i U 2017.75 H. Ledningsejerne og kommunen påstod frifindelse og gjorde overordnet gældende, at gæsteprincippet var gyldigt fraveget allerede ved overdragelsesaftalerne, og at sagen ikke kunne sammenlignes med U 2017.75 H, bl.a. fordi der også var blevet indgået enslydende aftaler for så vidt angår arealer, der ikke blev berørt af jernbaneprojektet. Kommunen gjorde i øvrigt gældende ikke at være rette sagsøgte, idet de ikke længere ejede arealerne og ikke var påtaleberettigede. Byrettens tre dommere indledte med at redegøre for vandsektorreformen og gæsteprincippet. Retten fandt dernæst, at kommunen og ledningsejerne ikke havde sandsynliggjort, at gæsteprincippet var blevet fraveget allerede ved overdragelsesaftalerne i 2007. Endvidere fastslog retten, at de tinglysningsdispositioner, som kommunen og ledningsejerne havde foretaget i fællesskab, helt åbenbart medførte, at staten i strid med intentionerne bag anlægsloven kom til at bekoste de forestående ledningsomlægninger efter ekspropriationerne, og at parterne var i ond tro herom. Herved fandtes kommunen at have handlet i strid med princippet om saglig forvaltning. Det forhold, at parterne havde fraveget gæsteprincippet på andre arealer, kunne ikke ændre herved. Servitutterne var derfor ugyldige. Ikke desto mindre frifandtes kommunen som følge af manglende retlig interesse, idet kommunen ikke længere ejede arealerne. Ledningsejerne ankede dommen over for Banedanmark, der også ankede dommen i forhold til kommunen. Landsretten tiltrådte i det væsentlige byrettens begrundelse med hensyn til servitutaftalernes ugyldighed som følge af usaglige hensyn. Landsretten fastslog i forlængelse heraf, at Banedanmark havde retlig interesse i at få sine påstande over for Køge Kommune taget under pådømmelse som følge af sagens karakter og indholdet af Banedanmarks påstande og anbringer samt det forhold, at kommunen havde godkendt servitutterne efter planlovens § 42. Idet Banedanmarks påstand ikke angik en pengefordring kunne Køge Kommunes anbringender om forældelse ikke tages til følge, ligesom der ikke var grundlag for at statuere passivitet. På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom i sagen mellem ledningsejerne og Banedanmark og ændrede dommen i sagen mellem Banedanmark og Købe Kommune til domfældelse af sidstnævnte.
Kommentar: På trods af enkelte nuanceforskelle er dommen på linje med det ledende præjudikat i U 2017.75 H, hvor Højesteret fastslog: ”Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en kommune – også ved indgåelse af privatretlige aftaler inden for rammerne af kommunalfuldmagten – skal overholde grundsætningen om saglig forvaltning”. Dommene illustrerer således, at saglighedskravet også gælder, når offentlige myndigheder indgår aftaler. Det indebærer bl.a., at myndighederne er forpligtede til at tage hensyn til tredjepartsinteresser, og at påvirkede tredjeparter – her Banedanmark – efter omstændighederne kan få sådan aftale tilsidesat. Se nærmere Grønved Nielsen: Forvaltningskontrakter, 2021, s. 122 f., 335 og 687. Køge Kommunes synspunkt – som de tre byretsdommere tiltrådte – om, at kommunen ikke kunne være rette sagsøgte i søgsmålet, var åbenbart uholdbart. Som angivet a.st., s. 695 f. kan dette udfald ikke forenes med de omstændigheder, at kommunen var aftalepart, og at det materielle grundlag for tilsidesættelsen af aftalen var saglighedskravet. Landsrettens præmisser må fortolkes i overensstemmelse hermed, idet landsretten dog også tillagde det betydning, at kommunen som planmyndighed havde meddelt samtykke til servitutterne efter planlovens § 42. Se til sammenligning U 2006.1717 H, hvor Højesteret ex officio afviste en påstand om, at en læge havde overtrådt lægeloven, ”allerede fordi den læge, som kritikken rettes imod, ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser under retssagen”.
Landsrettens afvisning af kommunens forældelsessynspunkt må tiltrædes, idet det dog havde været mere præcist at begrunde dette med, at Banedanmarks påstand ikke angik en ”fordring” (på penge eller andre ydelser), jf. forældelseslovens § 1. Som anført af Bo von Eyben, Forældelse efter forældelsesloven af 2007, 2. udg., 2019, s. 102 er det er et almindeligt forældelsesretligt princip, at forældelse kun rammer krav på præstation af ydelser, men ikke selve det retsforhold, som dette krav udspringer af (”grundfordringen”).