MRF 2021.3
Planklagenævnets afgørelse af 5. januar 2021, j.nr. 19/06722
Ikke medhold i klage over påbud efter planlovens § 43 om lovliggørelse af udsigtstårn, da udkigstårnet måtte anses for en bygning omfattet af servitut, og da der ikke var tale om usaglig forskelsbehandling.
Lolland Kommune modtog i oktober 2018 en klage fra en nabo over, at der var opført et udsigtstårn på E’s ejendom. Ejendommen var omfattet af en tinglyst servitut af 30. april 1969, der indeholdt bestemmelser om grundenes bebyggelse, placering og udformning, og hvor det i § 6 bl.a. var bestemt, at bygninger ikke måtte opføres i mere end én etage. Efter partshøring af E og varsel om påbud om lovliggørelse af udsigtstårnet meddelte kommunen den 30. juli 2019 med henvisning til planlovens § 43 et påbud om lovliggørelse bl.a. med henvisning til, at udkigstårnet var i strid med servitutten, og at udkigstårnet var omfattet af byggelovens § 2, stk. 2. Lovliggørelse skulle ske ved at indgive en ansøgning om byggetilladelse eller ved at udsigtstårnet fjernes. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at det opførte udsigtstårn ikke kunne anses som en bygning, hvorfor tårnet ikke var omfattet af byggelovens § 2, stk. 2, og at udkigstårnet ikke fremstod i to etager. E gjorde ligeledes gældende, at påbuddet var udsted med forkert hjemmel, og at påbuddet var i strid med lighedsgrundsætningen. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en privatretlig servitut, og at servituttens § 6 havde et sådant indhold, at den kunne håndhæves efter planlovens § 43. Nævnet lagde herefter til grund, at fortolkning af begrebet ”bygning” måtte ske på grundlag af formålsfortolkning. Nævnet fandt, at udsigtstårnet kunne karakteriseres som en bygning i relation til servituttens bestemmelser, idet udsigtstårnet kunne sidestilles med en hævet terrasse og lignende opholdsarealer, hvorfor udkigstårnet var omfattet af servitutbestemmelsen. Nævnet bemærkede endvidere, at der i vurderingen om en bygning i planlægningsmæssig forstand består af 1 eller 2 etager, lægges vægt på, hvordan bygningen fremtræder for naboer og forbipasserende. Nævnet fandt herefter, at udsigtstårnet fremstod som en bygning i mere end én etage, idet der var tale om en konstruktion med en trappe, der førte op til en platform, hvor det var muligt at opholde sig. Da servitutbestemmelsen bl.a. måtte antages at have til formål at forhindre indbliksgener, havde kommunen således hjemmel i planlovens § 43 til at meddele påbud om fjernelse af udsigtstårnet. Nævnet fandt ikke, kommunens håndhævelse af servitutten var udtryk for usaglig forskelsbehandling af E, da kommunen havde oplyst, at den vil undersøge om der var lignende udkigstårne i området og søge disse lovliggjort, hvis dette var tilfældet. Planklagenævnet gav herefter ikke medhold i klagen.
Kommentar: Planklagenævnet ses ikke i afgørelsen at have undersøgt, om der var tale om en privatretlig servitut, selv om indholdet af servitutten svarer til de bygningsvedtægter, som blev fastsat efter landsbyggeloven og tinglyst som offentligretlige servitutter, hvor planlovens § 43 ikke kan anvendes, jf. planlovens § 44.