MRF 2021.281
Vestre Landsrets kendelse af 7. september 2021, 7. afd., sag B-0278-21
(Chris Olesen, Karen Foldager og Maria Porsborg (kst.))
A mod Tinglysningsretten
Afvist, at privatretlig servitutbestemmelse fra 1926 om byggelinje kunne kræves aflyst af ejer af tjenende ejendom, efter ejer af herskende ejendom var afgået ved døden, da påtaleretten efter en formålsfortolkning måtte anses at tilkomme den til enhver tid værende ejer af den herskende ejendom.
I forbindelse med udstykning og salg af en ejendom (matr.nr. aa) på Thurø i 1926 blev der tinglyst en servitut på ejendommen, der udlagde en byggelinje af hensyn til bevarelse af naboejendommens (matr.nr. bb) udsigt over Svendborgsund. I 1927 tinglystes en ændring af servitutten fra 1926, hvorved de daværende ejer af matr.nr. bb erklærede ”som eneste Paataleberettiget”, at en bygning på matr.nr. aa kunne overskride den udlagte byggelinje med ca. 1 meter. I juni 2021 anmodede A som den nuværende ejer af den tjenende ejendom (matr.nr. aa) Tinglysningsretten om at slette servitutten fra 1926 med ændringen fra 1927, for så vidt angik bestemmelsen om byggelinjen, med henvisning til tinglysningslovens § 20. A begrundede anmodningen med, at den daværende ejer af matr.nr. bb som den eneste påtaleberettigede efter servitutten måtte antages at være afgået ved døden, og at servitutten derfor var bortfaldet ved hans død. Dette blev afvist af Tinglysningsretten i juli 2021, da samtlige påtaleberettigede ikke havde tiltrådt afvisningen. Afgørelsen blev kæret af A til landsretten, der lagde til grund, at selv om servitutten ikke angav, hvem der var påtaleberettiget, fremgik det af sammenhængen, herunder at servitutten uden nogen tidsmæssig begrænsning påhvilede køberen og efterfølgende ejere af den udstykkede matr.nr. aa, at ejerne af matr.nr. bb var påtaleberettiget. Landsretten afviste, at der med formuleringen ”som eneste Paataleberettiget” i ændringen fra 1927 var tilsigtet en begrænsning af, hvem der var påtaleberettiget i henhold til servituttens bestemmelse om byggelinje, hvorfor landsretten ikke fandt grundlag for at fastslå, at det var åbenbart, at servituttens bestemmelser om byggelinjer var bortfaldet. Landsretten stadfæstede derfor Tinglysningsretten afvisning af at slette servitutten og ændringens bestemmelser om byggelinjer.
Kommentar: Kendelsen illustrerer, at det ved ældre servitutter fra før tinglysningsloven må afgøres på grundlag af formålsfortolkning, hvem der er påtaleberettiget, jf. herom Evald, Servitutretten, 2021, s. 155 ff.