MRF 2021.275
Vestre Landsrets dom af 18. juni 2021, 11. afd., sag S-2274-20
(Cecilie Maarbjerg Qvist, Elisabeth Mejnertz og Cecilie Kabel Revsbech)
Anklagemyndigheden mod A, B og C (adv. Gert Lund for alle)
Bøder og tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om at fjerne træterrasse opført uden dispensation fra naturbeskyttelseslovens §§ 16, 17 og 18, idet en tidligere meddelt midlertidig dispensation af hensyn til kørestolsbruger, der var afgået ved døden, blev anset for bortfaldet.
A, B og C var som ejere af en sommerhusejendom tiltalt for at overtræde naturbeskyttelseslovens § 89, jf. § 73, stk. 5, ved at have undladt at efterkomme Vesthimmerland Kommunes påbud af 30. april 2015 om inden den 1. juni 2015 at fjerne træterrasse opført inden for åbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen og fortidsmindebeskyttelseslinjen i modstrid med naturbeskyttelseslovens §§ 16, 17 og 18 med påstand om tvangsbøder. De tiltalte påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at kommunen havde påtalt opførelsen af terrassen, efter at arbejdet var påbegyndt, og at kommunen efterfølgende havde meddelt en midlertidig dispensation under hensyn til, at B’s ægtefælle sad i kørestol. Efter B’s ægtefælle døde i 2013, blev terrassen imidlertid ikke fjernet, hvorefter kommunen i 2014 indgav politianmeldelse. Da påbuddet ikke overholdt lovkravene, meddelte kommunen i 2015 et nyt påbud om lovliggørelse, og da dette ikke blev efterkommet, blev der rejst straffesag mod ejerne, A, B og C. Byretten lagde til grund, at der alene var meddelt en midlertidig dispensation, og fandt herefter de tiltalte skyldige i anklageskriftet og idømte hver af de tiltalte en bøde på 4.000 kr. samt månedlige tvangsbøder på 1.000 kr., indtil påbuddet var efterkommet. Byrettens dom blev anket af de tiltalte med påstand om frifindelse og kontraanket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse af bøder og tvangsbøde. De tiltalte gjorde gældende, at vilkårene i dispensationen var ugyldige og uhjemlede, og at kommunens efterfølgende påbud som følge heraf var ugyldigt. Landsretten lagde til grund, at påbuddet af 30. april 2015 var gyldigt, og at det var manglende varsel, der var grund til, at det tidligere påbud var ugyldigt. Herefter fandt landsretten de tiltalte skyldige i anklageskriftet, men forhøjede bøderne til 5.000 kr. til hver af de tiltalte og forhøjede ligeledes de månedlige tvangsbøder til 2.000 kr.