MRF 2021.271
EU-Domstolens dom af 21. december 2021, 10. afd., sag C-524/20, VÍTKOVICE STEEL
De tjekkiske myndigheder havde pligt til at afslå gratistildeling af kvoter til virksomheden A, der oxygenkonverterer flydende jern, efter at Kommissionen ved afgørelse 2013/448 om gratistildeling af kvoter til kvotevirksomheder havde udelukket A fra gratistildeling, da A ikke havde anfægtet Kommissionens afgørelse inden for to måneders søgsmålsfristen i TEUF art. 263(4), når A var individuelt, væsentligt berørt af Kommissionens afgørelse.
Efter EU’s kvotedirektivet (2003/87) art. 10a foretager medlemsstaterne gratistildeling af emissionskvoter til kvotevirksomheder anført i bilag I for den 3. kvotehandelsperiode (2013-2020) på grundlag af harmoniserede tildelingskriterier (ex ante-benchmarks), der er fastsat i Kommissionens afgørelse 2011/278, som blev afløst af Kommissionens afgørelse 2013/448. Det fremgår af kvotedirektivets art. 11, stk. 1, at hver medlemsstat skal meddele Kommissionen, hvilke anlæg der modtager gratiskvoter på grund af de af Kommissionen fastsatte kriterier, og efter art. 11, stk. 3, kan en medlemsstat ikke udstede gratiskvoter til anlæg, hvis opførelse på listen er blevet afslået af Kommissionen. Baggrunden for sagen var, at Vítkovice Steel drev et anlæg, hvor flydende kulstofmættet jern fra et andet anlæg, blev anvendt som oxygenkonverter. Begge anlæg, der i 2013 søgte om gratiskvoter, var med på den liste over kvotevirksomheder med gratiskvoter, som den tjekkiske regering fremsendte til Kommissionen, men Kommissionen afviste, at det andet anlæg kunne optages på listen grundet risiko for dobbelttælling af kvoter. De tjekkiske myndigheder fastlagde herefter en formel, som sikrede mod dobbelttælling, og i Kommissionens afgørelse 2013/448 om gratistildeling af kvoter var direkte anført, at det andet anlæg ikke kunne optages på listen. Ansøgningen blev herefter afvist, men denne afgørelse blev ophævet og hjemvist af den øverste tjekkiske forvaltningsdomstol i februar 2018, men de tjekkiske myndigheder fastholdt afslaget, hvilket efter et nyt sagsanlæg endte med en præjudicielle spørgsmål for Domstolen, der dels vedrørte fortolkning af kriterier for anlæg, der modtager gratiskvoter, og dels vedrørte gyldigheden af Kommissionens afgørelse 2013/448. Domstolen lagde indledningsvis til grund, at det efter Kommissionens afgørelse 2013/448 ikke var muligt at tildele gratiskvoter til det andet anlæg på baggrund af en ny anmodning fra Tjekkiet. Spørgsmålet var derfor, om der var grundlag for at underkende gyldigheden af Kommissionens afgørelse 2013/448, hvilket den tjekkiske regering afviste. Domstolen lagde til grund, at det følger af fast praksis, at en borgers mulighed for ved en national domstol at anfægte en EU-retsakts gyldighed forudsætter, at borgeren enten har anlagt annullationssøgsmål ved Domstolen inden for den i TEUF art. 263 fastsatte frist, eller at borgeren ikke har gjort dette, fordi borgeren ikke er individuelt, væsentlig berørt af den EU-retsakt, hvis gyldighed anfægtes. Da det fremgik af Kommissionens afgørelse 2013/448, at der ikke kunne tildeles kvoter til Vítkovice Steels andet anlæg, var de tjekkiske myndigheder forpligtet til at afslå gratiskvoter til det andet anlæg. Vítkovice Steels var derfor umiddelbart og individuelt berørt af afgørelsen og havde som følge heraf søgsmålskompetence. Da Vítkovice Steels ikke havde anlagt sag ved Domstolen om Kommissionsafgørelsens gyldighed inden for søgsmålsfristen i TEUF art. 263 på to måneder, kunne Domstolen ikke prøve dette gyldigheden af Kommissionens afgørelse 2013/448. Domstolen fandt herefter ikke grund til at besvare de øvrige præjudicielle spørgsmål.