MRF 2021.269
EU-Domstolens dom af 16. december 2021, 6. afd., sag C-225/20, Euro Delta Danube
Udøvelse af landbrugsaktiviteter i strid med koncessionsaftale og uden koncessionsgiverens samtykke udelukker ikke arealrelateret landbrugsstøtte, når landbrugeren har en tilstrækkelig autonomi med henblik på udøvelsen af sin landbrugsaktivitet, og koncessionsaftalen ikke udgør en hindring for udøvelse af landbrugsaktiviteten på arealet.
Baggrunden for sagen var, at det rumænske selskab Euro Delta Danube (EDD) havde indgået to koncessionsaftaler med de rumænske myndigheder om drift af akvakulturanlæg på to arealer med et samlet areal på ca. 450 ha. For det ene af arealerne fik EDD i 2016 tilladelse fra myndighederne til at udøve landbrugsaktiviteter for en 5-årig periode. I maj 2017 indgav EDD en ansøgning om generel støtte for et areal på 288,37 ha, der udgjorde en del af de to arealer omfattet af koncessionsaftalerne. EDD anvendte på dette tidspunkt arealerne delvist til landbrugsmæssige formål. I september 2018 fastslog den rumænske myndighed for udbetaling af landbrugsstøtte, at den del af det anmeldte areal, som henhørte under koncessionsaftalen, hvor der ikke var givet tilladelse til udøvelse af landbrugsaktiviteter, skulle have været anvendt som akvakulturanlæg. Eftersom der ikke forelå samtykke fra koncessionsgiveren til ændret anvendelse af denne del af arealet, traf myndigheden afgørelse om, at det støtteberettigede areal alene udgjorde 100,58 ha, dvs. kun det areal, der var omfattet af den anden koncessionsaftale, hvor EDD havde fået tilladelse fra koncessionsgiveren til at udøve landbrugsaktiviteter. EDD blev samtidig pålagt administrative sanktioner for at anmelde et for stort areal, jf. art. 19 i forordning nr. 640/2014. EDD indbragte afgørelsen for de rumænske domstole, der var i tvivl om, hvorvidt der kunne stilles krav om, at koncessionsgiveren skulle samtykke til den ændrede arealanvendelse, for at landbrugeren kunne modtage støtte, og dermed om der kunne pålægges administrative sanktioner over for landbrugeren som følge af anmeldelsen af et for stort areal. EU-Domstolen fastslog med henvisning til dommen i de forenede sager C-294/19 og C-304/19, Piscicola Tulcea, at for at arealerne kan være berettiget til arealrelateret støtte, skal arealerne være landbrugsarealer, og høre med til landbrugerens bedrift og anvendes til landbrugsmæssige formål eller, i tilfælde af konkurrerende anvendelse, fortrinsvis anvendes til sådanne formål. Domstolen fandt, at et areals kvalificering som ”landbrugsareal” ikke kan drages i tvivl, alene fordi arealet anvendes som agerjord i strid med bestemmelserne i en koncessionsaftale, og at arealet må anses for at høre til landbrugerens bedrift, så længe de begrænsninger, der gælder for anvendelse af arealet som følge af en koncessionsaftale, ikke udgør en hindring for udøvelsen af landbrugsaktiviteten på arealet. Med henvisning til sag C-684/13, Demmer, præciserede Domstolen dog, at det er ”vigtigt, at landbrugeren ikke inden for rammerne af nævnte koncessionsaftale fuldstændig er underlagt koncessionsgiverens anvisninger, og at landbrugeren således har et vist råderum i udførelsen af sin landbrugsaktivitet på disse arealer”. Det tilkom den forelæggende ret at efterprøve, om disse kriterier for støtteberettigelse var opfyldt i hovedsagen.