MRF 2021.261
Planklagenævnets afgørelse af 29. september 2021, j.nr. 20/02442, 20/02443, 20/02444 og 20/02445
Stadfæstet afslag på landzonetilladelse til terrænregulering, da der var tale om opbevaring af overskudsjord, der oversteg, hvad der var nødvendigt for forbedring af landbrugsdriften, og da ændringen ville medføre en negativ påvirkning af landskabet.
Holbæk Kommune meddelte i december 2019 afslag på landzonetilladelse til jordpåfyldning og terrænregulering på E’s landbrugsejendom beliggende i landzone. Ejendommen havde et samlet areal på 69,4 ha og bestod af to matrikler. Der var ansøgt om hævning af terrænet på delområde 15.1 på 10.601 m2 med op til 2,25 meter, på delområde 15.2 på 6.253 m2 med op til 2 m og delområde 15.3 på 13.132 m2 med op til 1,75 meter. Det fremgik af ansøgningen, at formålet med terrænreguleringen var at opnå en væsentlig driftsmæssig forbedring af de dyrkbare områder. Det fremgik, at delområde 15.1 på daværende tidspunkt ikke var vandlidende, men at området var lavtliggende i forhold til det omgivende areal i marken, hvorfor der opstod problemer med øget ukrudtstryk, hvilket medførte øget kemiforbrug. Det fremgik endvidere, at der på delområde 15.2 og 15.3 var to huller, hvor arealet faldt væsentligt, hvilket medførte manglende udbytte og store omkostninger til driftsmidler, hvorfor det ikke var muligt at føre en rationel drift. Afslaget blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at terrænreguleringen ikke krævede landzonetilladelse grundet landbrugsmæssig nødvendighed. Planklagenævnet lagde til grund, at det var hensigten, at arealet efter terrænreguleringen på ny ville blive anvendt jordbrugsmæssigt. For så vidt angik delområde 15.1 fandt nævnet, at der var væsentlig tvivl om omfanget af problemet med øget ukrudtstryk, og at det ikke var sandsynliggjort af E, at projektet var nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift, da området ikke havde været vandlidende, og formålet var at undgå ekstra brændstof op ad en bakke og at undgå et øget kemiforbrug. Terrænændringen måtte derfor anses for en ændret anvendelse i form af opbevaring af overskudsjord, hvilket krævede landzonetilladelse. Da terrænreguleringen oversteg, hvad der var nødvendigt for forbedring af landbrugsdriften, fandt nævnet, at der med det ansøgte projekt primært var tale om opbevaring af overskudsjord, hvilket nævnet fandt generelt bør løses gennem planlægning eller eventuelt lovgivning og ikke gennem et større antal landzonetilladelser til opbevaring af overskudsjord på landbrugsarealer. For så vidt angik delområde 15.2 og 15.3 fandt nævnet, at der var væsentlig tvivl om omfanget af problemet med de to huller, og at det ikke var sandsynliggjort, at projektet var nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det oplyste om problemets omfang ikke var tilstrækkeligt konkret, men mere generelt beskrev udfordringerne ved vandlidende arealer samt fordelene ved en terrænregulering. Projektet måtte derfor karakteriseres som ændret anvendelse i form af opbevaring af overskudsjord, der kræver landzonetilladelse. Da terrænreguleringerne ville medføre en negativ påvirkning af landskabet ved at udviske de naturlige, bølgede landskabsformer i området i modstrid med kommuneplanen, var der ikke grundlag for at meddele landzonetilladelse, når terrænreguleringerne i øvrigt ikke var begrundet i driften af det primære erhverv. Planklagenævnet stadfæstede herefter kommunens afslag.