MRF 2021.26
Planklagenævnets afgørelse af 4. februar 2021, j.nr. 19/06543
Ophævet afgørelse om, at et lovliggørelsespåbud af en terrænregulering kun var delvist opfyldt, da afgørelsen indeholdt en skærpelse af lovliggørelsespåbuddet, hvilket måtte bero på misforståelse af, hvad der tidligere var påbudt.
Rudersdal Kommune meddelte den 14. juni 2017 påbud om fysisk lovliggørelse af en udført terrænregulering på E’s ejendom. Ejendommen var en boligejendom beliggende i landzone, der var omfattet af landzonelokalplan nr. 257. Lovliggørelse skulle ske ved retablering af det oprindelige terræn, idet retlig lovliggørelse i form af en landzonetilladelse ikke var mulig. Det fremgik bl.a. af påbuddet, at de gabioner, der var opstillet ud for vestgavlen og nordfacaden, kunne bibeholdes på betingelse af, at de blev beplantet, og gabinoerne på de på øvrige arealer ligeledes kunne bibeholdes, men at gabionerne i så fald skulle jordtildækkes. E meddelte i november 2018 kommunen, at betingelserne i påbuddet var opfyldt. Efter en besigtigelse af ejendommen traf kommunen den 9. april 2019 afgørelse om, at påbuddet om reetablering af terrænet kun delvist var opfyldt. Kommunen henviste til, at der ikke var sket jordtildækning og beplantning af gabionerne mod syd og vest, hvilket var en forudsætningen for opfyldelse af påbuddet. Afslaget blev påklaget af E, der bl.a. anførte, kommunen ikke havde hjemmel til at kræve, at E skulle foretage ændringer på ejendommen, da der alene skulle tages stilling til, hvorvidt de foretagne ændringer krævede landzonetilladelse, og at kommunen i dens vurdering fejlagtigt havde skelet til lokalplanen, der var vedtaget i juni 2018, da afgørelsen skulle træffes ud fra de regler, der var gældende på tidspunktet for sagens opstart. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at kommunens tidligere afgørelse om, at forholdene krævede landzonetilladelse og påbuddet om fysisk lovliggørelse, forsat var gældende, da nævnet ikke kunne efterprøve disse afgørelser, idet klagefristen var overskredet. Nævnet lagde herefter til grund, at kommunen havde hjemmel i planlovens § 51, stk. 2, til at påse, om lovliggørelsespåbuddet var overholdt. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke var sammenfald mellem lovliggørelsespåbuddet fra 2017 og de i tilsynsafgørelsen fra 2019 fremsatte krav, da gabionerne opstillet syd og vest for huset ifølge lovliggørelsespåbuddet alene skulle jordtildækkes, hvor det i tilsynsafgørelsen fremgik, at gabionerne både skulle jordtildækkes og beplantes. Nævnet fandt herefter, at tilsynsafgørelsen indeholdt en skærpelse i forhold til lovliggørelsespåbuddet. Nævnet lagde til grund, at kommunen med tilsynsafgørelsen havde haft til hensigt at fastholde det tidligere påbud, og at kommunen blot ikke havde været opmærksom på uoverensstemmelserne. Da indholdet af tilsynsafgørelse byggede på en misforståelse af, hvad der tidligere var påbudt, var afgørelsen truffet på et delvist forkert grundlag, og afgørelsen led derfor af en retlig mangel. Planklagenævnet ophævede herefter kommunens tilsynsafgørelsen som ugyldig. Nævnet bemærkede, at såfremt kommunen ønskede at nedlægge et nyt påbud med yderligere krav til reetablering af terrænreguleringen på ejendommen, skulle kommunen vurdere og begrunde dette på samme måde, som hvis der tilbagekaldes en begunstigende forvaltningsakt.