MRF 2021.214
Retten i Hjørrings dom af 21. juni 2021, sag ALIC-3968/2020
Anklagemyndigheden mod LE og PS
Frifindelse for overtrædelse af lokalplanbestemmelse om forbud mod vinduer og døre i plast, da retten fandt, at kommunens afslag dispensation fra lokalplanen ikke indeholdt en tilstrækkelig konkret begrundelse og derfor var ugyldigt, uanset Natur- og Miljøklagenævnet i 2015 havde stadfæstet afslaget.
LE og PS var i fællesskab ejer af en boligejendom. I forbindelse med en renovering af bygningen var der blevet isat vinduer og yderdøre udført i plastmateriale. Ejendommen var omfattet af en lokalplan, der i § 6.15 indeholdt følgende bestemmelse: ”Udvendige døre og vinduer samt glaspartier må ikke udføres i plastmaterialer”. Hjørring Kommune gjorde LE og PS opmærksom på, at døre og vinduer af plast var i modstrid med lokalplanen, hvorefter LE og PS ansøgte om dispensation fra lokalplanen efter planlovens § 19. Kommunens forvaltning indstillede, at der blev meddelt dispensation, men kommunens tekniske udvalg meddelte afslag, hvilket LE og PS påklagede til Natur- og Miljøklagenævnet, hvor ejerne bl.a. gjorde gældende, at kommunen ikke havde hjemmel i planloven til generelt at forbyde pvc-materialer, at afgørelsen var truffet på et usagligt grundlag uden en konkret vurdering, og at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, da andre huse i Lønstrup også havde fået isat plastikvinduer og -døre. Ved afgørelse af 15. november 2015 gav Natur- og Miljøklagenævnet ikke LE og PS medhold i klagen og anførte som begrundelse bl.a., at der i planlovens § 15, stk. 2, er hjemmel til at fastsætte lokalplanbestemmelser om bl.a. højde, tagformer, anvendelse af bestemte materialer mv., og at lokalplanens § 6.15 derfor havde hjemmel i lokalplanen (NMK-33-03261) (afgørelsen er optaget som bilag i forlængelse af byretsdommen). Hjørring Kommune meddelte herefter i februar 2016 påbud om lovliggørelse efter planlovens § 51 til ejerne og indgav i juli 2016 politianmeldelse. I august 2020 blev der rejst strafferetlig tiltale mod ejerne for overtrædelse af planlovens § 64, jf. § 63, ved ikke at efterkomme kommunens lovliggørelsespåbud. Ejerne påstod frifindelse med henvisning til, at lokalplanens forbud mod plastvinduer var ugyldigt, idet ejendommen ikke var særlig bevaringsværdig, at plastvinduer var mere hensigtsmæssig på en ejendom så tæt ved havet, og at vinduerne synsmæssig var identiske med den oprindelige byggestil. Byretten lagde til grund, at der i afslaget på dispensation fra lokalplanen var lagt vægt på, at lokalplanen bl.a. havde til formål at bevare Lønstrups identitet som en kystby med en enkel byggestil samt at sikre bevaringsværdige bygninger og karakteristiske ældre og nyere kulturmiljøer, og at det var det tekniske udvalgs vurdering, at døre og vinduer udført i plastmaterialer ikke hører hjemme i dette særlige miljø. Efter byrettens vurdering var det meddelte afslag på dispensation fra lokalplanen imidlertid ugyldigt, idet retten navnlig lagde vægt på, ”de isatte vinduer - efter det oplyste - lever op til lokalplanens krav om fremtræden, at viduerne er monteret i de oprindelige vindueshuller, at de har en udformning, der er lig de vinduer, der sad i huset i 1973, samt at det selv på kort afstand ikke er muligt at skelne mellem de isatte vinduer og alminiumsvinduer. Det er således rettens vurdering, at hensyntagen til den udvikling, der er sket inden for fremstilling af plastvinduer, samt den fysiske fremtoning af de konkrete vinduer skal medinddrages, når der træffes afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles dispensation eller ej”. Natur- og Miljøklagenævnets stadfæstelse af afslaget kunne ifølge retten ikke føre til en anden vurdering. På den baggrund blev LE og PS frifundet.
Kommentar: Det er usædvanligt, at en domstol i en straffesag underkender gyldigheden af et klagenævns stadfæstelse af afslag på dispensation, men da der er tale om en straffesag, er retten ikke bundet af Natur- og Miljøklagenævnet vurdering og skal prøve, om afgørelsen er gyldig. Det gælder, uanset at søgsmålsfristen kan være overskredet. Der er også fortilfælde som f.eks. MAD 2016.146 V, hvor landsretten frifandt for strafansvar for at ikke at opfylde et lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, uanset at landsretten i MAD 2015.235 V havde givet Natur- og Miljøklagenævnet medhold i, at der var tale om et ulovligt forhold. Dommen betyder ikke, at lokalplanbestemmelser om forbud mod plastvinduer nødvendigvis er ugyldige, idet der er tale om en konkret begrundelse i lyset af bevisførelsen og formentlig også kommunens vidneforklaring. Dommen må forstås på den måde, at når det ikke drejer sig om bevaringsmæssige bygninger, vil håndhævelse af lokalplanforbud mod plastvinduer skulle begrundes konkret, hvis der meddeles afslag på dispensation fra lokalplanen, og det skal formentlig godtgøres, at materialevalget har medført forskel i det æstetiske udtryk. Hvis Planklagenævnet fremover stadfæster kommunens afslag på lokalplandispensation for materialevalg, er det således næppe tilstrækkeligt at anføre, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, medmindre det er åbenbart, at afslaget er planlægningsmæssigt begrundet. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 21. december 2015 (NMK-33-3261) er optaget som bilag i forlængelse af byretsdommen.