MRF 2021.207
Vestre Landsrets dom af 12. april 2021, 4. afd., sag BS-50215/2020-VLR
(Lisbeth Kjærgaard, Erik P. Bentzen og Lasse K. Svensson (kst.))
A1 og A2 (adv. Lars Vindfeldt Skals, for begge) mod B1 og B2 (adv. Jesper Håkonsson v/adv. Morten Ryberg Neess, for begge)
Servituthævd vundet på gående færdsel. Hævden ikke ekstingveret, da ejer af den forpligtede ejendom ikke anset i god tro om den hævdvundne ret ved erhvervelsen.
Sagen angik, om A1 og A2 havde vundet hævd på færdselsret over en matrikel ejet af B1 og B2, herunder om der var vundet hævd på såvel gående som kørende færdsel. A1 og A2 havde beboet deres ejendom siden 1992, mens B1 og B2 i 2001 købte naboejendommen til A1 og A2. Nedenfor de to ejendomme lå en ubebygget og delvist tilgroet matrikel, som B1 og B2 erhvervede med overtagelse den 6. juni 2016. Efter overtagelsen fjernede B1 og B2 træer og krat og såede græs på matriklen og bad A1 og A2 om ikke at færdes på grunden. A1 og A2 fortsatte dog med at færdes på matriklen med henvisning til, at de altid havde gået ad en sti over arealet, der ledte ned til et større stisystem og til A1 og A2’s bådplads, hvorefter B1 og B2 plantede en mindre bøgehæk på matriklen ind mod A1 og A2’s ejendom. A1 og A2 anlagde herefter sag mod B1 og B2 med påstand om, (1) at de til enhver tid værende ejere af A1 og A2’s ejendom havde vejret over matriklen for såvel gående som kørende færdsel, (2) at de sagsøgte skulle tilpligtes at retablere den tidligere vej over matriklen, og (3) at de sagsøgte skulle tilpligtes at fjerne den plantede hæk ved skel mod A1 og A2’s ejendom. A1 og A2 gjorde navnlig gældende, at hævdstiden var 20 år, og at de havde vundet hævd på færdsel over matriklen, samt at B1 og B2 ved erhvervelsen af matriklen i 2016 havde været i ond tro om sagsøgernes færdsel, hvorfor den hævdvundne ret ikke var ekstingveret, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 2, og § 5. B1 og B2 påstod frifindelse over for påstand 1 og afvisning, subsidiært frifindelse, over for påstand 2 og 3. Til støtte for afvisningspåstandene gjorde B1 og B2 gældende, at påstandene var uklart formuleret, og at spørgsmålet om fjernelse af hækken var omfattet af hegnsloven, hvorfor retten ikke var kompetent til at tage stilling hertil, før hegnssynet havde truffet afgørelse, jf. hegnslovens § 43, stk. 1. I forbindelse med hovedforhandlingen foretog byretten besigtigelse af ejendommene. På grundlag af rettens besigtigelse og parts- og vidneforklaringerne, som tillige blev understøttet af luftfotos fra 1999 og 2002, der viste en sti over matriklen og en åbning i skellet, lagde byretten til grund, at A1 og A2 i mere end 20 år, før B1 og B2 erhvervede matriklen, havde udøvet en sådan råden til fods, at der var vundet hævd på en sådan færdsel. Derimod fandtes A1 og A2 ikke at have udøvet en sådan råden med køretøj over matriklen, at der kunne statueres hævd herfor. For så vidt angik B1 og B2’s anbringende om ekstinktion fandt byretten, at B1 og B2 ikke havde været i god tro om A1 og A2’s råden, da de erhvervede matriklen i 2016, idet B1 og B2 siden 2001 havde været nabo til A1 og A2 og havde haft udsigt ned over den omhandlede matrikel. Den hævdvundne færdselsret var derfor ikke ekstingveret. Byretten fandt det derimod ikke bevist, at der tidligere havde været etableret en vej over matriklen, hvorfor B1 og B2 blev frifundet for sagsøgernes påstand 2 om retablering af en vej over arealet. B1 og B2 blev tillige frifundet for påstand 3 om fjernelse af den plantede hæk ved skel mod sagsøgernes ejendom, da byretten ved besigtigelsen havde konstateret, at der ikke var etableret en hæk i hullet i skellet mellem ejendommene. B1 og B2 ankede byrettens dom til landsretten, mens A1 og A2 påstod dommen stadfæstet. Landsretten fandt, at der var tale om en synbar servitut med den virkning, at hævdstiden for færdselsretten var 20 år. Landsretten var enig med byretten i, at A1 og A2 havde rådet i mere end 20 år, idet landsretten tillige lagde vægt på, at A1 som tidligere hundefører ved politiet ofte havde luftet sin hund, og at stien sluttede mod vest ved A1 og A2’s ejendom, hvorfor det havde været naturligt for dem at benytte stien, når de skulle nedenfor ejendommene mod øst for bl.a. at komme hen til familiens båd. For så vidt angik spørgsmålet om god tro, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 2, fandt landsretten ud fra omfanget af A1’s færden på stien og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, at B1 og B2 havde kendskab til stien inden erhvervelsen af matriklen i 2016. På denne baggrund stadfæstedes byrettens dom.
Kommentar: For nyere litteratur om hævdsinstituttet i dansk ret se Pagh: Fast ejendom – regulering og køb, 3. udg., 2017, s. 700 ff. og Evald: Servitutretten, 2021, s. 113 ff. Uanset om den hæk, som B1 og B2 angiveligt havde plantet langs skel mod A1 og A2’s ejendom, måtte have været omfattet af hegnsloven som et eget hegn – sådan som B1 og B2 havde gjort gældende til støtte for afvisningspåstanden – henhører spørgsmålet om fjernelse af hækken som værende i strid med en muligt hævdvunden servitutret ikke under hegnssynets kompetence, jf. også hegnslovens § 37, stk. 1, 2. pkt. (”særlig adkomst”). Det var derfor korrekt, at byretten ikke afviste A1 og A2’s påstand 3, om end byretten burde have begrundet dette, også selvom B1 og B2 blev frifundet for påstanden. Landsretten fik ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet, da A1 og A2 for landsretten alene påstod byrettens dom stadfæstet.