MRF 2021.17
Planklagenævnets afgørelse af 19. januar 2021, j.nr. 20/08462
Ophævet og hjemvist lovliggørende landzonetilladelse til en ridebane grundet indrettelseshensyn.
E, hvis ejendom var beliggende i landzone, ansøgte om lovliggørende landzonetilladelse til en eksisterende ridebane efter, at Planklagenævnet den 16. oktober 2019 havde ophævet og hjemvist Hillerød Kommunes afgørelse om, at ridebanen ikke krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1 (j.nr. 18/09790). Ridebanen blev etableret i 1994 med en senere udvidelse. Ridebanen havde i 1995 en størrelse på 20 m x 41 m i indvendige mål samt 22 m x 44 m i udvendige mål ud fra opmålinger på luftfotos. Kommunen meddelte den 17. juni 2020 lovliggørende landzonetilladelse til den nuværende ridebane, hvor der bl.a. blev stillet vilkår i forhold til ridebanens belægning og anvendelse, samt givet påbud om, at ridebanen skulle ændres, således at den maksimalt var 20 x 40 m. Afgørelsen blev påklaget af to naboer, der bl.a. anførte, at ridebanen medførte gener i form af støv, støj og manglende dræning, samt at E ikke overholdte afgørelsens vilkår. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at manglende dræning ikke er reguleret efter planloven, og at nævnet heller ikke kan tage stilling til kommunernes udøvelse af tilsyn efter planloven. Nævnet lagde til grund, at kommunens afgørelse var et delvist afslag på landzonetilladelse til den nuværende ridebane, som ifølge både E’s oplysninger og kommunens opmålinger på luftfotos var større end 20 x 40 m, og et påbud om reduktion af ridebanen til denne størrelse. Spørgsmålet var herefter, om kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse af den oprindelige del af ridebanen på 20 m x 41 m i indvendige mål samt 22 m x 44 m i udvendige mål, når dette forhold ikke var påklaget, da dette var en væsentlig retlig forudsætning for kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at der forelå indrettelseshensyn i forhold til den oprindelige del af ridebanen, bl.a. henset til, at ridebanen havde været anlagt i 24 år, da kommunen blev gjort opmærksom på forholdet, at der ikke tidligere var modtaget klager over ridebanen, samt at der ikke i sagen var faktuelle oplysninger om, at ansøgeren eller tidligere ejere af ejendomme var særligt opmærksomme på, at forholdet krævede landzonetilladelse. Kommunen var derfor afskåret fra at kræve ridebanen fysiske og retlig lovliggjort, for så vidt angik størrelsen på 20 m x 41 m i indvendige mål samt 22 m x 44 m i udvendige mål. For så vidt angik den senere udvidelse af ridebanen bemærkede nævnet, at kommunen havde behandlet sagen ud fra en forudsætning om, at hele ridebanen krævede landzonetilladelse, hvorfor kommunen havde meddelt påbud og stillet vilkår til den tilladte, oprindelige ridebane. Nævnet bemærkede endvidere, at E ikke havde påklaget kommunens afgørelse. Nævnet fandt herefter, at kommunens afgørelse led af retlige mangler, og at E’s passivitet kunne være et udtryk for, at E ikke fandt behov for udvidelsen af ridebanen. Planklagenævnet ophævede herefter kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: I den af Planklagenævnet anførte begrundelse henvises en del gange til indrettelseshensyn, som tilsyneladende anvendes på samme måde, som princippet om berettigede forventninger. Da Planklagenævnets afgørelser ikke alene har betydning for klagesagens parter, burde Planklagenævnet enten have refereret til berettigede forventninger eller tydeliggøre, hvorved indrettelseshensyn adskiller sig fra berettigede forventninger.