MRF 2021.167
Planklagenævnets afgørelse af 22. juni 2021 (j.nr. 20/04209)
Ophævet og hjemvist afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan til tilbygning, der var opført i kolonihave, inden lokalplanen udlagde arealet til helårsbebyggelse, da tilbygningen måtte anses for forsat udnyttelse til kolonihaveformål, hvorfor afslaget ikke kunne begrundes med lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Lovliggørelsespåbud ligeledes ophævet.
E havde søgt om dispensation fra en lokalplan vedtaget i november 2014 til ombygning af en veranda samt bibeholdelse af en del af en eksisterende tilbygning i en kolonihavebebyggelse. Københavns Kommune gav i januar 2020 afslag på det ansøgte samt påbud om fysisk lovliggørelse. Tilbygningen på 17 m2 blev opført i perioden 2013-2014 efter tilladelse fra kommunen i september 2013 til opførelse af en tilbygning på 14,5 m2. Kommunen havde tidligere godkendt en veranda på 12,5 m2, som var overdækket og åben i siderne og ikke var en del af beboelsen. E havde oplyst kommunen, at verandaen i den konkrete sag var 14 m2. Kommune begrundede afslaget med, at eksisterende kolonihavebebyggelser kunne ændre status til helårsbolig, såfremt man byggede til eller ændrede på de eksisterende bebyggelsesforhold. E påklagede afgørelsen og anførte, at kommunen ikke kunne tvinge klager til at ændre status til helårsbolig for at få lovliggjort tilbygningen, hvorfor E ikke mente, at kommunen havde hjemmel i lokalplanens § 3 til at give afslag på dispensationen. Planklagenævnet (formanden) anførte, at anvendelsen af den konkrete ejendom havde karakter af eksisterende lovlig anvendelse, da haveloddet inden vedtagelsen af lokalplanen blev udnyttet til kolonihaveformål, hvilket den forsat gjorde, jf. planloven § 56, stk. 4. Nævnet gjorde gældende, at det i begrænset omfang ville være muligt at foretage bygningsmæssige ændringer, herunder mindre udvidelser af eksisterende bebyggelse, såfremt ændringen kunne anses for en rimelig forsat udnyttelse af den eksisterende lovlige anvendelse og var i overensstemmelse med de bebyggelsesregulerende bestemmelser i det gældende plangrundlag. Nævnet anførte, at den omhandlende tilbygning og veranda havde karakter af rimelig forsat udnyttelse til kolonihaveformål, og at bebyggelsen var af en begrænset størrelse. Kommunen kunne derfor ikke med henvisning til anvendelsesreglen i lokalplanen § 3(1) afslå dispensation. Da grundlaget for at påbyde fysisk lovliggørelse var ugyldigt, havde kommunen ikke hjemmel til at meddele påbud efter planlovens § 51. Planklagenævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.