MRF 2021.161
Planklagenævnets afgørelse af 15. juni 2021 (j.nr. 20/02629)
Ophævet afgørelse om, at et periodisk tilbagevendende kalkoplag på en landbrugsejendom i landzone ikke krævede landzonetilladelse, da afgørelsen hvilede på en forkert retsopfattelse.
På baggrund af en klage fra omboende traf Guldborgsund Kommune den 17. december 2019 afgørelse om, at et oplag af kalk på et ubebygget areal på en landbrugsejendom beliggende i landzone ikke krævede landzonetilladelse. Kommunen havde konstateret, at der var tale om carbokalk fra en sukkerfabrik, som var et produkt, der skulle anvendes til jordforbedring på ejendommens marker. Kommunen oplyste, at miljølovgivningen ikke fandt anvendelse, da der ikke var overhængende risiko for miljøet, og at kommunen endvidere ikke havde lovhjemmel efter planloven eller landbrugsloven til at forbyde oplaget af kalk, så længe det var til brug for driften af landbrugsejendommen. Såfremt oplaget skiftede karakter til et permanent oplag, ville kommunen kunne give et påbud til ejendommens ejer om at fjerne oplaget. Afgørelsen blev påklaget af beboerne i området, der havde været generet af kalkoplaget i en længere årrække. Klager gjorde bl.a. gældende, at kalkoplaget var at betegne som et permanent oplag. Kommunen havde derfor truffet afgørelse på et forkert lovgrundlag, da afgørelsen skulle være truffet efter miljøbeskyttelseslovens § 42. Planklagenævnet (formanden) bemærkede, at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til, om kalkoplaget krævede tilladelse efter anden lovgivning og derfor alene forholdt sig til, om kalkoplaget krævede landzonetilladelse. Nævnet lagde til grund, at der i perioden fra foråret 2010 til foråret 2019 havde været placeret et kalkoplag på matriklen, dvs. at der var tale om en periodisk tilbagevendende brug af arealet, hvilket som udgangspunkt kræver landzonetilladelse, jf. planlovens § 35, stk. 1. Ifølge nævnet var det afgørende for, om kalkoplaget på ejendommen krævede landzonetilladelse, at der var tale om en relevant ændring i forhold til landzonereglernes formål, og at forholdet ikke var omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i planlovens § 36, stk. 1. Kommunen havde derimod alene antaget, at der ikke var hjemmel i planloven til at forbyde kalkoplaget på baggrund af, at kalkoplaget ikke var permanent. Nævnet fandt herefter, at kommunens afgørelse hvilede på en forkert retsopfattelse og derfor var ugyldig, hvorfor kommunens afgørelse blev ophævet.