MRF 2021.123
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. marts 2021 (j.nr. 21/01036)
Afvist realitetsbehandling af klage over hegnssyns afgørelse om reetablering af levende hegn som fælleshegn inden for strandbeskyttelseslinjen, da afgørelser efter hegnsloven ligger uden for Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetencer.
Hegnssynet i Aabenraa Kommune afsagde den 22. juni 2016 kendelse efter hegnslovens § 39 om, at ejeren, E, af en ejendom skulle reetablere et levende hegn som fælleshegn. Kendelsen blev i januar 2021 påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af E, der bl.a. anførte, at etableringen af et nyt levende hegn ville være i strid med naturbeskyttelseslovens § 15 om forbud mod hegn inden for strandbeskyttelseslinjen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) afviste klagen med henvisning til, at Miljø- og Fødevareklagenævnets er klagemyndighed for administrative afgørelser i det omfang, det fastsættes i den øvrige lovgivning, jf. § 1, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og at nævnet derfor ikke havde kompetence til at behandle klage over hegnssynets afgørelse.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning må fuldt ud tiltrædes, men sagen illustrerer, hvordan borgerne kan komme i klemme mellem forskellige love. Det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 15, at der er forbud mod hegn inden for strandbeskyttelseslinjen, medmindre der er tale om sædvanlig hegning af jordbrugsejendomme. Hegnslovens regler om fælleshegn indeholder imidlertid ingen undtagelse for hegn inden for strandbeskyttelseslinjen, og hegnssynets opgave er at virke som tvistløsningsorgan mellem to naboer, der er uenig om bl.a. fælleshegn. Det fremgår videre af hegnslovens § 43, at nabotvister om hegn ikke kan indbringes for domstolene, før hegnssynet har truffet afgørelse. Indbringes hegnssynets afgørelse ikke for domstolene, kan hegnssynet gennemtvinge afgørelsen, herunder retablering for den forpligtede lodsejers regning, og beløbet har fortrinsret som offentlige skatter, jf. hegnslovens § 44. Uden kendskab til de faktiske forhold i denne sag er det således efter lovgivningen muligt, at klageren af hegnssynet blev forpligtet til at retablere et hegn, som klager efterfølgende kan straffes for at have opført efter naturbeskyttelsesloven. Det er tvivlsomt, om domstolene i en hegnstvist vil kunne tage stilling til naturbeskyttelseslovens § 15, hvis den kompetente myndighed, som er Kystdirektoratet, ikke vil indtræde i sagen. Hegnslovens § 6 indeholder ganske vist en regel om, at lokalplaner går forud for hegnslovens regler, og af hegnslovens § 5 fremgår, at hegnsloven tillige er subsidiær i forhold til tinglyste servitutter. Bendt Berg antager imidlertid, at §§ 5 og 6 indebærer, at hvis hegnssynet er i tvivl, om forholdet er omfattet af en offentligretlig hegnsregel, skal hegnssynet anvende fremgangsmåden efter hegnslovens § 37, hvorefter den part, som gør den offentligretlige regel gældende, kan indbringe dette for domstolene og kræve, at hegnssynet udsætter sagen, indtil dette er afklaret, jf. Bendt Berg: Hegnsloven med kommentarer, 4. udg., 2014, s. 319. Om dette også omfatter hegn i modstrid med strandbeskyttelseslinjen, er dog uklart.